Sigtekornet er indstillet på….

Jeg need’er ikke mere school

Pludselig kom den.

Den første dag i det nye skoleår.

Dén dag, der gåes i møde med både ærefrygt og forventningsfulde, flaksende sommerfugle i bittesmå barnemaver. Og i store voksenmaver, for den sags skyld.IMG_1762Og Samsovende Snorkefrøkener er slet ikke parate til at vågne klokken alt-for-tidligt.

Da Cille endelig får øjne, udbryder hun: “Today is going to be a fantastic day!”

Og så tumler hun ud af sengen – begejstret ved udsigten til at skulle i skole igen.

Cille har nemlig fundet ud af at sidste års australske bedsteveninde også skal gå i hendes klasse i år – og dén nyhed passer hende selvfølgelig særdeles godt.

Mille – derimod – er ikke den store tilhænger af forandringer. Hun har også en sød veninde fra sidste år i sin nye KG2-klasse, men der skal stærkere change-management-argumenter til end dét.

Og nu står Moren dér og peger på æg, som skal spises.

Tænder, der skal børstes.

Hår, som skal flettes.

Og Faren siger, at der skal sko på nu og vaskes hænder.

Hverdagen er indtruffet.

Minutterne tæller.

Det er i dén grad slut med langstrakte pyjamas-morgener og morgenmad langt op ad formiddagen.

Nu skal der smøres madpakker.IMG_1756IMG_1755Og mens jeg stopper køle-elementer i madpakkerne, funderer jeg over skolestart.

Jeg tror aldrig, at jeg bliver rigtig gode venner med konceptet.

De første uger føles på forunderlig vis så lovende, så opløftende og energiske.

Og samtidig er de så drænende og deprimerende.

På vej ud ad døren foreviger vi skolestarten.

Ligesom alle andre.

De notoriske billeder af stolte forældre og betuttede børn.IMG_1763Med spritnye skoletasker på ryggen. Nystrøgne uniformskjoler. Nypudsede sko. Stramme fletninger.IMG_1764Jeg får Mille afleveret uden tårer.

Hun holder mig fast i sit hængende-koala-bjørn-jeg-slipper-dig-aldrig-greb og ligner en tordensky, men accepterer til sidst at sætte sig med modellérvoks og en ny klassekammerat.

Og Cille bliver krammet så inderligt goddag af sin bedsteveninde, at jeg blot skynder mig at stikke hende alle tingene og kysse hastigt farvel.

Om eftermiddagen afhenter jeg den gladeste, trætteste Year 3-skolepige, som har haft en skøn dag.

Og jeg henter den samme KG2-tordensky, som jeg afleverede.

Det er pivhårdt at forholde sig til nye mennesker, synes både Mille og jeg.

Men efter en runde skæld-ud – fordi jeg jo er en ret dum Mor – lyser Den Bitte-Lille Skolepige op i et stort smil og fortæller stolt, at hun nu er i big-girl-school-yard for play time.

“Men jeg need’er ikke mere school, tror jeg, for jeg kan almost all the letters og jeg kan bare learn’e resten derhjemme, Mummy”, forsikrer Mille mig.

Og så er dén sag vel afgjort.

Vi need’er ikke mere school.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sigtekornet er indstillet på….