British Breakfast

Her til morgen kører vi fra vindomsuste Felixstowe til det frodigste lille smørhul.

Levington.

Her bor Fru R med sin dejlige familie.Og dagens længe-ventede gensyn starter intet mindre end perfekt.

Med børn, der smiler lidt genert og hilser lidt forsigtigt, men som fanger melodien efter et øjeblik og leger på kryds og tværs, som om vi sås forleden.Og de søde, høflige briter stiller naturligvis med fint opdækket morgenbord, som i dén grad får os til at føle os velkomne.

Senere fodrer børnene husets høns – Jemima, Sarah, Vanessa og Marge – med majskolber.

Og mens børnene løber og leger i Fru R’s vidunderlige, afblomstrede blomstereng, som summer af insekter, sidder vi voksne og nyder udsigten over markerne. Og stilheden, som kun afbrydes af vores hyggelige snik-snak og børnenes latter.

Her er så grønt. Så frodigt. Så naturligt.

Og det slår mig, at jeg opfattede denne her engelske naturlighed og landlighed som den største selvfølgelighed, da vi boede her.

Måske hænger det sammen med det faktum, at jeg pt. lever i en ørken, hvor selv det mindste strå skal plantes, passes og plejes på insisterende vis – og altid med menneskelig indblanding i form af vanding og gødning. Dén oplevelse gør mig langt mere ydmyg over for naturlig natur og taknemmelig for de gavmilde vejrguder, som forærer os regn, så vi har frodige, grønne vidder at se på og leve i.

Måske er der også en god portion nostalgi indblandet – for der er rent faktisk lige så smukke marker og enge at se ud over hos både min Mor og adskillige andre familiemedlemmer i Danmark, men der er vi igen tilbage ved den der ‘selvfølgelighed’ – for sådan har der jo altid set ud.

Og nu ser og forstår jeg bedre, hvorfor hele familien og vennekredsen elskede at komme på besøg i vores engelske udkants-liv.

For her er charmerende som bare fanden på en Barnaby-Miniput-agtig måde.

Om eftermiddagen lader vi børnene løbe energien af på én af mine favoritlegepladser fra dengang, hvor jeg jonglerede fuldtids med tumlingebarn og bittelille baby.Der går blandede følelser og erindringer igennem mig, når jeg er tilbage i dét, der engang var hele mit liv og hele min hverdag.

Her er vidunderligt i Woodbridge – en smuk, gammel by med smalle gader, stræder og restaurerede huse, hvor den gennemførte stil og detaljerigdom er til at falde i staver over.

Men jeg husker også grundfrustrationen over at skulle forsøge at akkommodere to små børns vidt forskellige behov på én og samme tid. I mange timer. Hver evig eneste dag.

Det var ensomt til tider.

Der var tvivl på egne evner ret ofte.

Men samtidig var børnene og at skabe en god hverdag dét, der gav allermest mening for mig.

Jeg ville – og vil – allerhelst være mest muligt sammen med de to madammer.

Hver dag.

Også selvom vi ind i mellem ‘laver hinanden om til vanvid’, som en 4-årig Cille ville have udtrykt det.

Efter legepladsen slentrer vi over jernbanen til River Deben, hvor der ligger et lille tehus, godt gemt bag træer og buskads. Man skal være meget stedkendt for at finde frem til steder som dette.