UK!

I en LEGO-kasse på størrelse med et mindre børneværelse, formår Cille og Mille at diskutere om den fuldstændigt essentielle klods.

The one.

Dén, man bare ikke kan leve uden.Men vi afbryder dem, før de nærmer sig 3. verdenskrig – for vi skal et stenkast hen over Nordsøen til UK.

Til Immigrant-Familien Kaalunds 2. UK-hjem.

Til vindomsuste, rå, fattige, slidte, charmerende Felixstowe.

Havnebyen med de stolte arbejdertraditioner, som forfalder og forandrer sig præcist som dens danske bror Esbjerg, der ligger lige ovre på den anden side af det uregerlige, mørke hav.

Felixstowe, hvis beach front stadig er et yndet udflugtsmål, men dog langt fra det turist-hot-spot, som det var for 30-40 år siden.

Der er dog stadig blinkende lygter, bimlende karruseller og gang i spillehallerne til sent. Om sommeren, ihvertfald.

Vi rammer stranden som det første. Hvad ellers med to trolde på slæb?

Der skal kastes sten i havet. Præcist som da Cille var 3 og Mille var 1.

Men nu er de pludselig blevet store piger, der kan føje navne i sandet til repertoiret.

Jeg lader Mormor se efter pigerne, mens jeg går en lille tur ned ad memory lane langs de fine, gamle badehuse, der står så sirligt langs havet i deres fine pastelpåklædning.

Og jeg betragter de engelske palmer, der står langs strandvejen.

Der var engang, hvor jeg intet begreb havde om, at vi ville ende under eksotiske dadelpalmer i tykt, gult ørkensand….

Da jeg vender retur, er det til en smilende Mormor, som vist er lige så langt nede af memory lane som jeg selv. Hun har jo også tilbragt timevis på stranden med en sovende baby-Mille i barnevogn og en legende tumlinge-Cille, der byggede sandslotte. Det er ikke kun mig, der leger ‘husker-du’.

Pludselig kan vi mærke maverne rumle.

Det er britisk tea time. Hvilket sjovt nok betyder aftensmad.

Så vi går fra stranden mod restaurationerne.

Der er de søde, små tea rooms, som allerede er lukkede for idag.

Tea rooms holder åbent til morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe. Så vi må nøjes med at trykke næserne flade mod ruden og huske hinanden på de skønne stunder, hvor vi sad og varmede os efter råkolde gåture langs havet.

Og vi ser langt efter de små iskiosker, hvor der langes soft ice med flake over disken for 99 pence.

Men vi er nødt til at spise rigtig mad.

Vi går mod The Alex – ét af Felixstowe’s hyggeligste spisesteder, som ikke er en greasy fish ‘n’ chip shop. Ikke at jeg er for fin til den slags – bevares – men vi trænger til at sidde ned og spise civiliseret efter en lang dag i transit.

På vejen passerer vi Felixstowe’s Rådhus, hvor Martin registrerede sin nyfødte datter i Suffolk. Her fik vi det officielle fødselscertifikat på den lille engelske immigrant-baby.

Pigerne smiler, mens Mormor og jeg skiftes til at fortælle anekdoter om familielivet i det engelske.

Jeg gad nok vide, om de holder til 5 stive dage med nostalgi-mama og nostalgi-granny på tur – eller om smilene gradvist vil blive mere og mere anstrengte?