Hjem

Begrebet ‘hjem’ burde i for sig at være ganske enkelt.

Det er vel det sted, hvor du har hjemme. Eller føler dig hjemme.

Hvor du har dine ting. Har registreret din adresse.

Hvor du sover, spiser og lader op til at møde verden igen.

Men begrebet ‘hjem’ bliver forvirrende, når man flytter rundt og ud i verden – som expat, arbejdsturist, immigrant og rejsemyg – eller hvad du nu vil kalde os, som frivilligt vælger at flytte fra land til land for at arbejde og leve på mere (eller mindre) defineret tid.For mig er begrebet ‘hjem’ blevet vores lille familie-firkløver.

Uanset hvor vi befinder os, så har jeg besluttet, at ‘hjem’ er, hvor Martin, Mille og Cille er.

Lige nu.

Lige hér.

Uanset rammerne.

Uanset hvilke ting, vi omgiver os med.

På dén måde har jeg flyttet opfattelsen af begrebet ‘hjem’ fra bestemte fysiske rammer – mursten, møbler, tinge-dinge-noter og den slags – til en følelse, en fornemmelse og et fællesskab, som indeholder alt dét, der skal til for at jeg føler mig som et helt menneske.Det er ikke fordi jeg ikke har en vis portion nostalgi, når jeg holder Cilles små babysko i hånden eller en dyb følelse af glæde, når vi sætter familieportrætterne op på væggene i en ny stue. Jeg har også en forlovelsesring og en vielsesring og nogle andre småting, som jeg ville være ked af at miste.

Men når alt kommer til alt – så er det fysiske ting, som kan forsvinde på et øjeblik. Og som i sidste ende hverken definerer eller konsoliderer min families levede liv.

Det gør den indre livsrejse, til gengæld.

Oplevelserne, følelserne og tankerne, som bor bag øjenlåg, i maver og i hjerter.Martin tror dog ikke længere på, at jeg kan leve på en sten, som da han mødte mig – og måske har han ret, nu hvor han igennem 15 år har opdraget mig til at sætte pris på smukke ting. Men hvis tingene ryger i morgen, så tror jeg stadig fuldt og fast på, at alt, hvad jeg og min familie  behøver, er hinanden.At definere ‘hjem’ som en følelse er en stor lettelse.

Det giver frihed i forhold til hvor og hvordan vi kan bo og leve som familie.

For dén slags kan ændre sig brat og uventet, når man er dybt afhængig af én lønindkomst – og i øvrigt ikke har det sociale sikkerhedsnet, som I er heldige at have i Danmark.

Følelsen af ‘hjem’ kommer selvfølgelig også til mig, når vi er i Danmark på sommer- og juleferie.

Jeg er jo pæredansk og har levet de første 18-19 år af mit liv i Danmark.Når jeg lukker øjnene og lytter til lyden af Vesterhavets brusen og legende børn i vandkanten, så giver det mig en stærk fornemmelse af hjem.Når jeg træder i den stride marehalm og mærker de skarpe muslingeskaller under fødderne i Blåvands hvide sand, føler jeg mig hjemme.Når jeg fanger duften af de hybenrosenblade, som ligger trukket sirligt på strå i mit sovekammervindue, så føler jeg mig hjemme.Når jeg spiser rugbrødsmadder med røget fisk, er mine smagsløg hjemme.

Når jeg mærker min Mors arme omkring mig, er jeg hjemme.

Jeg gætter (og håber) på, at vores piger intuitivt får samme opfattelse af og tilgang til begrebet ‘hjem’. De får ihvertfald oparbejdet en vis mængde erfaring i at falde hurtigt til i forskellige ‘hjem’-lige rammer.

Både i udlandet og i Danmark.I sommer- og juleferier omstiller de sig kontinuerligt. De bor i sommerhuse rundt omkring og så er der Mormors hus, Farmors hus, Morfars hus osv.Og dét tager de med største selvfølgelighed, når de vader ind i venners og familiemedlemmers hjem og hjerter. Som kom de forbi igår.

De har vaner, rutiner og traditioner i de forskellige hjem, som de husker ned til mindste detalje fra gang til gang.

De accepterer også fint, at regler kan gradbøjes, at ting gøres på forskellig vis i forskellige hjem og at der er temperamentsforskelle i stort som småt, når man bor hos og sammen med andre.Pigernes evne til omstilling og til lynhurtigt at skabe en fornemmelse af ‘hjemmevanthed’ i et nyt hus føler jeg er en gave.

Og selvom der er noget fint og særligt i at kunne vende tilbage til ens barndomshjem, så må vi sande, at dén idé er gået fløjten lige fra starten af vores familieliv.

Der er ikke et barndomshjem at vende hjem til for vores døtre.

Der er mange.

Der er mange i Danmark. To i England. To i Dubai. Indtil videre.

Og hvis jeg er rigtig heldig, så har de allerede en følelse af hjem i hjertet, i maven og bag øjenlågene, når de sover i den svale, danske sommernat, mens de fordøjer dagens indtryk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet