• ···
Farvel-fest

Hvornår flytter I så hjem?

“Tine, jeg synes nu, at du skulle skrive lidt mere om forskellene mellem Danmark og Emiraterne, sådan som du ser og oplever dem. Og om de tanker, du gør dig om samfundet, livet i udlandet og så videre”.IMG_0981Vi står over for hinanden efter en dejlig eftermiddag fyldt af kaffe og interessant samtale.

Vi tager afsked i silende, blid sommerregn.

I den smukkeste panoramaudsigt over Sejerøbugten.

Danmark bliver bare ikke dejligere end lige her.

Og kommentaren kommer fra det flinkeste menneske, som jeg netop har mødt, fordi han er så heldig at være gift med min dejlige (tidligere) kollega.

De har selv levet i udlandet og har rejst meget – og deres syn på Danmark og verden er naturligvis stærkt influeret og nuanceret af dette.

“Jamen, det kan du da have ret i. Ofte fokuserer jeg jo på børnene og de oplevelser, vi har i hverdagen. Det simple, kunne man vel sige”, svarer jeg med et smil.IMG_0988Manden har ret.

Der burde være langt flere observationer, tanker, refleksioner, idéer, holdninger og armsving her på bloggen. Det er jo ikke fordi jeg vandrer bevidstløs rundt – hverken i Danmark eller Ørkenstaten – men jeg luller afsted med strømmen til hverdag og fest.

Præcist som de fleste.IMG_0989Lige indtil jeg stopper op og mærker efter.

Så nu åbner jeg ballet med én af klassikerne.

Et spørgsmål, som enhver udlandsdansker har modtaget 1.117.000 gange, siden han eller hun udrejste af Dronningeriget.

Sjovt nok (og stort set kun) stillet af mennesker, som ikke rigtig kunne forestille sig (læs: have lyst til) at flytte udenlands.

Et spørgsmål, som altid bliver en samtale-bremseklods.

Ihvertfald hvis man stiller det til mig.

Og det er ikke fordi spørgsmålet er uanstændigt-dyneløftende-nysgerrigt, nedladende eller bedrevidende.

Det er tværtimod altid velment.

Altid.

 

“Nå men….hvornår flytter I så hjem?”

Jeg bliver paf og stiv i betrækket. Selv når jeg ser spørgsmålet på skrift.IMG_0986Det bramfrie svar ville lyde noget i retning af:

“Det aner jeg ikke! Hvornår skifter du selv job og sælger huset og gør et eller andet vanvittigt nyt og overraskende med dit liv? Og i øvrigt ser jeg ikke de helt store fordele ved at bo i Danmark for tiden. Nærmest tværtimod. Jeg er faktisk glad-og-møj-tilfreds med familiens driver-liv i Dubai. Jeg mener – hvorfor skulle jeg knokle fuldtids både ude og hjemme (i Danmark), hvis jeg kan nøjes med deltids ude og nada hjemme, fordi min nanny er en engel (i Dubai)?

Men sådan kan man jo ikke svare.

Til et velmenende, sødt og tilfredst menneske, som har et dejligt og fyldestgørende liv i Danmark.

Det virker decideret uhøfligt.

Provokerende.

Priviligeret på den der pisseirriterende, krybende misundelses-agtigt-generende måde, som er helt og aldeles forbudt.

Fordi Jante siger det!

Og fordi det flinke menneske, som stillede spørgsmålet, muligvis (ganske ubevidst) ønsker at få bekræftet, at jeg selvfølgelig har mest lyst til at bo i Danmark.

Dén bekræftelse ville være rar at få, når vedkommende selv har valgt, at Danmark er dejlig(st).

Fornemmer jeg.

Måske tager jeg fejl? IMG_0987Nuvel.

Det politisk-korrekte svar ville lyde noget i retning af:

“Uha, det synes vi er lidt svært at svare på for tiden. Det hele afhænger jo naturligvis af Martins jobsituation om et års tid og fremtidige muligheder og sådan. Og vi tænker jo også meget på at pigerne skal have et stabilt liv. Det er en meget svær balance og vi er noget usikre på hvad løsningen bliver. Omstændigheder kan jo ende med at beslutte om det er enden på vores udlandsliv”.

Vat med vat på.

Uld-i-mund-forsigtigt, fordi vi jo vitterligt ikke ved, hvad der vil komme til at ske, når fusionen realiseres in all its glory. Vi har nemlig ikke en bedre krystalkugle at se ind i fremtiden med end alle andre mennesker.

Og af uvisse årsager forventes det, at vi (læs: udlandsdanskere) har lagt mere konkrete 5-års planer for vores liv end alle andre.

Vel har vi ej.

Well, nogle har nok.

Men vi lever sådan set i nuet mindst ligeså meget som alle andre mennesker, der er glade for deres arbejde, hjem og hverdagsliv.IMG_1002Faktisk kan der være noget uendeligt befriende i at give fuldstændig slip.

Lade tingene ske, når universet synes, at de skal ske.

Blive på ét sted i de næste 10 år eller flytte til Langbortistan om 3 måneder.

Whatever feels right.IMG_0994Og det er med dén slags ja-hat på, at jeg går fremtiden i møde.

Så måske burde det hudløst-ærlige svar være noget i retning af:

“Der er dejligt i Danmark, helt bestemt, men jeg nyder at leve i andre lande og at give vores piger en fornemmelse for at verden er et nuanceret, mangfoldigt sted. Faktisk vil jeg allerhelst fortsætte med at uddanne dem til gode verdensborgere rundt omkring i verden frem for i Danmark. Min eventyrlyst er intakt – men jeg er mig også bydende bevidst om, at det ikke nødvendigvis vil være en mulighed eller en frihed, som vi som familie kan fortsætte med at tage i én uendelighed.” 

Danmark er dejlig(st).

Men hjemme er for mig blevet en følelse og ikke et sted.

Der er dér, hvor Martin er.

Og jordbærhjelmene, selvfølgelig.IMG_0983

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

14 kommentarer

  • Claus

    Måske en smule sent at kommentere på indlægget, men jeg bladrede tilbage i din blog og faldt over denne historie, og hermed mit eget besyv.

    Jeg er selv forholdvis nyligt ankommet til Dubai – men efter 7 år i Asien, ser jeg mig dog som fuldblods udlandsdansker – med de ulemper og fordele det måtte medføre. Jeg er ikke udstationeret men har altid arbejdet på lokal kontrakt.

    Jeg får også stillet “spørgsmålet” af og til, og mit svar er oftest: “Jeg kan ikke se os selv bo og arbejde i Danmark lige nu, men hvis det rigtige tilbud dukkede op, så ville jeg da overveje det. Jeg savner bestemt årstiderne, men hvis jeg skal være ærlig har jeg nok tillagt mig nogle vaner og forventninger, som vil give mig en del udfordringer.”
    Eller for at stille det helt på kanten har jeg enkelte gang spurgt: “Nææ hvorfor skulle jeg det?”

    Men lad os tage den pæne version – hvilke vaner snakker jeg om? Tjo, man bliver vant til “driver-livet” som du selv nævner, man bliver vant til at butikkerne altid er åbne til sent om aftenen (de er åbne, når vi andre har fri), at der oftest er god service i for eksempel supermarkedet, at der altid er en rengøringshjælp eller handyman blot et opkald væk, at man bestiller aftensmaden og uanset hvad man måtte have lyst til så er den serveret indenfor kort tid, osv.

    Bortset fra alle disse i bund og grund luksusproblemer spørger jeg også mig selv om, hvor mange danske virksomheder og organisationer, der er dygtige til reelt at udnytte de erfaringer og kompetencer som udlandsdanskere kunne bidrage med. I andre regi hører jeg om danskere, hvad enten vedkommende bliver hjemstationeret eller kommer til Danmark pga. nyt arbejde, ikke føler deres kompetencer bliver udnyttet til fulde. Mine arbejdspladser i udlandet har set mangfoldigheden, de internationale kompetencer og input som det ekstra plus, der gav umiddelbar effekt til bundlinien.
    Måske jeg ikke har holdt mig orienteret om det danske arbejdsmarked, men mareridtscenariet for mig er at stå på en arbejdsplads og høre: “ja, ja, det lyder da spændende, men her er vi jo altså vant til at gøre tingene på denne måde….” Det prøvede jeg i Danmark, og det har jeg bestemt ikke lyst til igen.

    Det som driver mig er det internationale aspekt, jeg har haft i alle mine stillinger. Det er fascinerende at arbejde på tværs af landegrænser, at have kolleger fra mindst 10 forskellige lande og dagligt møde masser af forskellige kulturer – og på den måde sætte sin danskhed i spil så man bliver bevidst om sit eget kulturelle ophav.

    Folk spørger mig også, hvad det er jeg er målet med mit liv i udlandet, og til det svarer jeg ærligt:”Jeg ved det ikke, men jeg føler, jeg er tættere på end jeg var i Danmark”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Kære Lars –
      Jeg nikker hele vejen igennem din fine, reflekterende kommentar – og er 100% enig med dig i dine betragtninger.
      Vi – både Martin og jeg – ser ingen åbenlyse fordele ved at skulle retur til Danmark en dag. Ikke kun på grund af at vi ville miste alle de komfortable goder med husholderske og frihed til at drive i weekenderne – men også fordi vi elsker mangfoldigheden og det spændende i at have kollegaer fra 10-20-30 andre steder i verden. Dén slags er en sjældenhed i Danmark, selvom vi begge arbejdede for Mærsk, der måske er det mest internationale firma i Danmark.
      Jeg tror at alle udlandsdanskere ser Danmark med forandrede øjne efter at have boet andre steder i verden. Pludselig er Danmark ikke det eneste saliggørende. Pludselig er Danmark ikke nødvendigvis et foregangsland eller “helt fremme i bussen” – mange andre steder tilbyder et mindst lige så dejligt liv med gode muligheder for dem, der tør og vil.
      Kærligheden til Danmark er der stadig for mit vedkommende. Men jeg føler mig fremmedgjort derhjemme. Jeg forstår ikke de politiske debatter og de ting, der gør danskerne så vrantne. Jeg forstår ikke politikerne og den generelle mangel på visioner og mod. Det er et samfund, som stagnerer – og det er egentlig lidt trist at se på, når man trisser omkring og ser på det hele lidt udefra.
      Jeg håber at du nyder livet hér – det gør vi ihvertfald meget – og håber at vi kan blive her længe endnu.

      Mange venlige hilsner og tak for dit gode indlæg,

      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Jeg er en af den som sagtens kunne finde på at stille spørgsmålet. Jeg er også en af dem, som aldrig selv kunne drømme om at flytte udenlands. Til gengæld passer det overhovedet ikke, at jeg ville spørge for at blive bekræfter i at jeg har valgt rigtigt, i at blive herhjemme… 🙂
    Jeg er 100% bevidst om, at jeg har valgt det rigtige – for mig! Og for min familie. Hverken min mand eller jeg har lyst til at skulle bo i et andet land, men det er da noget vi har talt om når vi f.eks. har diskuteret hvad femtiden bringer… Jeg nyder mit relativt ordinære liv, og har ikke det der ligner udlængsel. Jeg er udpræget tryghedsnarkoman. 🙂 Så for MIG/os er det det helt rigtige at bo i Danmark. Det behøver jeg ikke at få bekræftet fra andre.

    Hvis jeg spørger, så er det primært for at prøve at forstå hvordan situationen er for folk som er anderledes end mig. Fordi jeg ganske enkelt ikke kan sætte mig ind i, hvordan det må være at have det anderledes end jeg. For mig kunne spørgsmålet lige såvel lyde “nå, er planen så, at I skal hjem og bo engang i femtiden?” 🙂 Ren og skær nysgerrighed… Så for mig er det også interessant at læse dine betragtninger og tanker omkring spørgsmålet. Det gør mig klogere på hvilke tanker man gør sig omkring livet som expat. Der hele giver sådan set rigtig god mening for mig, men det er ikke svar jeg selv kunne have tænkt mig til, fordi jeg som udgangspunkt har svært ved at sætte mig ind i hvad det er der trækker “ude” i første omgang… 🙂

    En helt anden ting er, at det også lidt er det åbenlyse spørgsmål – conversation starter – lidt ligesom man spørger et barn om hvad klasse de går i, en voksen om hvad de arbejder med og en gravid om spørgsmål relateret til graviditet og baby. 🙂 Men det kan man også blive træt af, selvom folk spørger i en god mening…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Kære Karen (smukt navn, for øvrigt)
      Du har da ret – selvfølgelig er det en conversation starter! Jeg har vist tænkt det som “lidt dybere”, når jeg får spørgsmålet i tide og utide – men fremover vil jeg så absolut klassificere spørgsmålet som en starter – og heraf simplificere mit svar, når en eller anden bekendt eller ubekendt spørger. Jeg har taget det alt for alvorligt, tror jeg 🙂
      Og med hensyn til at stille dét spørgsmål til en ‘udlandsdansker’ – så er det selvfølgelig ikke “ulovligt” – og faktisk vil jeg rigtig gerne svare, hvis folk er ligesom dig – altså har tid til at lytte, er oprigtigt interesserede, glædes over at høre om andres livsvalg, der er forskellige fra ens egne osv. Det er kun en fornemmelse, men mange gange føler jeg ikke, at det er med lytteørerne på, at der bliver spurgt… 🙂
      Mange hilsner fra en rejsemyg –
      Tine – Mor i Udlandet

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Rigtig godt skrevet. For det er, som du siger, en klassiker, der tit kommer fra folk, der ikke selv har lyst til at bo i udlandet og derfor ikke helt kan forstå, at målet ikke er, at komme “hjem” igen. Derfor er det altså også meget befriende, når man taler med andre, der har valgt en ligende livsstil (danskere eller andre), for der er en masse spørgsmål, som man ikke skal igennem, for at forstå hinanden – blandet andet er det rart at tale med andre om paradokset med at man gerne vil give sin børn stabilitet og tryghed, samtidig med at man rejser/bor forskellige steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Christina –
      Lige præcist dét paradoks om børns behov for kontinuitet og stabilitet er ét af dem, der ofte “plager” os 🙂
      Og der er det fantastisk at tale med andre, der er i samme situation.
      I et tidligere job var jeg ofte omgivet af omkring 150 unge mennesker (19-24 år) som alle kom med expat-familie-baggrunde – og INGEN – fortrød eller bebrejdede deres forældre at de havde flyttet fra land til land. Tværtimod.
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Kristensen

    Kære Tine
    Virkelig godt skrevet. Jeg kan læse at du er et venligt menneske. Der tror det bedste om folk😊 Jeg håber andre vil sige det samme om mig, men i fremtiden vil jeg (hvis jeg må) bruge dit svar på “hvornår kommer I så hjem”

    Det aner jeg ikke! Hvornår skifter du selv job og sælger huset og gør et eller andet vanvittigt nyt og overraskende med dit liv? Og i øvrigt ser jeg ikke de helt store fordele ved at bo i Danmark for tiden. Nærmest tværtimod. Jeg er faktisk glad-og-møj-tilfreds med familiens driver-liv i Dubai. Jeg mener – hvorfor skulle jeg knokle fuldtids både ude og hjemme (i Danmark), hvis jeg kan nøjes med deltids ude og nada hjemme, fordi min nanny er en engel (i Dubai)?

    Det er så godt formuleret. Jeg sidder her og griner og glæder mig til at fyrer den svada af. Jeg er selv så dødtræt af det spørgsmål. Janteloven kan vi som udenlandsdanskere ganske enkelt afskaffe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Helle –
      Tak for roserne – hvor bliver jeg glad!
      Du er i den grad velkommen til at bruge min lige-ud-af-posen-formulering – værs’go’ 😀
      Jeg vil – i princippet – så uendeligt gerne afskaffe Janteloven – men jeg dukker mig gang på gang og viger/bøjer af, når jeg er “bange” for at “være for meget” – det er én af de skyggesider, der sidder dybest i mig, så jeg har noget at arbejde på og med 🙂
      Mange hilsner og hvornår flytter du hjem? 😀
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg tror også som du skriver at spørgsmålet altid er velment.. og så tror jeg også det handler lidt om at den slags “udsendelser” nogen gange er netop det – udsendelser med en tidsbegrænsning på, og ikke som jer blot to jobs i et andet land.. og derfor tror jeg at folk bliver nysgerrige på at vide hvordan netop jeres situation forholder sig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Julie –
      Udsendelser, udstationeringer, expat-kontrakter – og hvad den slags nu end hedder – er afgjort den primære årsag til at folk spørger. Men i vores specifikke tilfælde er det ikke en begrundelse, da 8 ud af 10, som spørger, udmærket er klar over, at vi har en lokalkontrakt, som ikke er tidsbegrænset…altså lige med det lille “aber-dabei” at virksomheden om et øjeblik ikke eksisterer i sin oprindelige form mere :-S
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smuk og klar beskrivelse af lige præcis de følelser det spørgsmål vækker. Fra en udenlandsdansker i Alaska.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak, Cecilie i Alaska! Hvor eksotisk for én, der sidder og sveder tran i en ørken 🙂
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for dine betragtninger. Jeg synes det er meget fint formuleret at man som udlandsdansker/expatriate ofte er nødt til at leve livet med en noget mere laissez-faire tilgang hvad, der skal ske hvornår. Jeg tror virkeligt at det er rigtig svært for de danske “tryghedsnarkomaner” at forstå. Danmark er så trygt og forudsigeligt (på godt og ondt). Jeg synes det sværeste er, at man med tiden har hjemme Ingen steder og alle steder, og derfor altid vil ha en del af sit hjerte, hvor man IKKE er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Henriette – Cirkus Frikke
      Absolut enig i dine betragtninger. Det er tryghedsnarkomani og vane-dyret, som fortsætter i samme rille år efter år. Det er der i og for sig ikke noget forkert i – hvis man er glad og tilfreds – men rigtig mange af os kan måske godt overgive os til en smule mere spænding end dét 🙂
      Jeg har aftalt med mig selv at jeg har hjertet og hjemmet med mig, lige dér, hvor mine allernærmeste er – og ikke på bestemte steder eller i bestemte lande. Måske holder den ikke i længden – og jeg “har” da også et elsket hus i England (som ikke er mit), men jeg forsøger!
      Mange hilsner fra en forandringsnarkoman, som dog fortsat får øjeblikke af angst for det ukendte,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel-fest