Lejekareten er suset til Fynsland.På øen i midten af Danmark sidder der nemlig en lille pige og vent
Se næste indlæg >
Latter og noget om relationer
– Hvad kalder man en flok uvorne lamaer i Rosengårdscentret i Odense?
– Ba’lama’er!
– Og hvad spiser de?
– Marme’lama’er!
– Hvad kalder man en baby-bi?
– En ba-by!
– Which side of the cat has the most hair?
– The outside!
Storfamilien hulker af grin.
Der skal ikke mere til end en flok halv-flade vitser leveret på skift af en knapt 7-årig og en knapt 22-årig.
Latterbrølene kommer efter en seriøs omgang af Fasters lækre mad (med masser af bacon, naturligvis). Tilsæt et par flasker vin. Og lidt smagsprøver på Stauning Whisky. Nå ja – og så en hindbærlikør eller to…
We are on a roll.
Storfamilie-liv ad libitum.
Og jeg elsker det.
Usigeligt meget.
Jeg havde et dybt og inderligt behov for lige præcis dén her slags fællesskab, da vi forlod Dubai for sommeren.
Der var vel nærmest tale om en akut-situation, hvis jeg nu skal være ærlig.
For ét af de tungeste aspekter ved et liv i udlandet er, at samtlige sociale relationer – omgangskredsen og den selvvalgte familie – er nye. Ethvert fællesskab er relativt ‘ny-opstået’.
Der er ingen historik.
Der er kun opbygget en begrænset portion tillid, gensidig respekt og kendskab til hinanden.
Der er blot kradset i overfladen af hvad et menneske indeholder.
Det er ligeså nemt at vælge et menneske fra, som det er at vælge det til.
Et venskab opstår og går så let itu – for der er ikke noget kit eller mørtel til stede.
Der er ingen fælleshistorie.
Ingen baggrundsfortælling.
Intet solidt opbygget fundament af forståelse, hengivenhed og (platonisk) kærlighed som gør, at man ikke dømmer eller afviser hinanden på baggrund af enkelt-episoder eller finker, der måtte ryge af stegepander.
Man skylder ikke hinanden noget som helst.
Der er ingen bånd, der binder os…
Netop blodsbåndet gør, at vi mennesker bærer over. Selv med ubærligheder.
At vi giver chance på chance på chance.
For evigt.
Fordi vedkommende er det hele værd.
Fordi livet uden vedkommende ville blive et liv med et dybtfølt savn.
Fordi der er noget på spil.
Noget at miste.
Så vi tilgiver.
Vi udviser tålmod, forståelse og rummelighed. Også når det kræver sit kvinde- eller mandsmod at gøre det.
Det samme gør sig heldigvis gældende for venskabsbånd, som rækker bagud i tid og sted.
Venskaber, hvor man har delt og gennemlevet alt muligt sjovt og slemt og svært sammen.
Hvor man kender, genkender, accepterer og respekterer alle nuancer og facetter af det andet mennesket.
Hvor man tager det sure med det søde, fordi man virkelig vil hinanden.
Og vi er umanerligt heldige med den slags venskaber, er vi.
Det er en kæmpestor gave at være omgivet af fantastiske, inspirerende mennesker med hvem, jeg mærker en instinktiv forbindelse i det øjeblik, jeg træder ind over dørtærsklen.
Som var det forleden, vi sås.
Og det er en ligeså stor gave at være omgivet af en vidunderlig familie, som favner os med kærlighed, inderlighed, gavmildhed og glæde, når vi vender mentalt-drænede hjem fra en Ørkenstat.
Mennesker som synes, at vi er dejlige, selv når vi er irriterende, krævende eller urimelige.
Mennesker som står dér – som det naturligste – når vi trænger til omsorg.
Med åbne arme.
Anerkendelse.
Lyttende ører.
Og brede skuldre.
Vi labber det hele i os.
Oplader batterier.
Fylder den mentale konto op med fornyet energi.
Ser med friske øjne på gamle skrammer.
Og vi nyder hvert eneste øjeblik.
Danmark er bare dejligst.
Tak for nogle meget rigtige sætninger! Er selv mor i udlandet – bare i Norge, men genkender fuldstændig din beskrivelse af relationer, som vejer tungt. Og dem, som ikke gør – endnu. Nyd ferien i Danmark! Vi er på vej om halvanden uge – og glæder os inderligt!