Silende Sommer

Kamelrytterne er mere end klar til at vinke farvel til den over-ophedede Ørkenstat tidligt fredag morgen. Vi er kommet i god tid, for vi er bestemt ikke de eneste, der flygter fra air-conditioneret indeliv.

Og nu hvor vi er der, kan vi ligeså godt få kage til morgenmad, ikke?

Pigerne spiser moelleux au chocolat og små madeleines, mens trætte forældre går til croissanterne (ikke makronerne!) og får dagens livsnødvendige koffeinfix.Dubai-airbussen er fyldt med danskere, som skal på sommerferie i Danmark.

Ligesindede artsfæller, som følges ad igennem check-in, pas-kontrol og security-scan i snorlige rækker, som var der tale om en form for positiv lemminge-effekt.

Vi skal hjem.

Hjem til silende sommerregn, nye kartofler, friske jordbær og gensynskram.

I lufthavnens foyer venter Farmor, Farfar og kusine Emma ligeså utålmodigt på os, som vi på det langsommelige bagagebånd inde bag de forjættede døre. Hvert minut føles som et kvarter, nu hvor vi har talt ned til Danmark i mange uger.

Og vi rammer knapt huset i den store skov, før vi er nødt til at tage kondiskoene på og gå tur med hundepigerne.“Mummy, look how slimy and yucky and slippery the ground is”, hviner Mille, mens hun udpeger dræbersnegle og hundelorte langs den smalle skovsti over for Farmors hus.

“Jeg tror, vi behøver throw’e vores sneakers ud, når vi kommer hjem til Dubai, så dirty de er”, konstaterer Cille.Det er køligt og regnen siler ned i evigheder på denne her vindstille, grå sommerdag. Det er fugtigt, klistret og vådt – og præcist sådan et vejr, som under normale omstændigheder ville gøre mig (og enhver anden dansker) ærgerlig og småirriteret.

Men dét gør vejret ikke, når man bor i en Ørkenstat.

Nu dufter jorden vidunderligt og den frodige, grønne kulisse er ren multivitamin for øjnene.

“Mummy, jeg holder lige min hånd over min heste-tail, så den ikke get’ter wet”, hujer Mille overstadigt.

“Hvis vi skynder os ind i bøgeskoven, så vil I ikke mærke dråberne så meget”, griner jeg til de to trunter og de to hunde, der vitterligt ser ud, som om de tror, at de kommer til at krympe af en smule regnvejr.Og hér går vi.

Midt i den store, danske bøgeskov.

Vi lytter til fuglenes kvidren og forestiller os, hvad de mon fortæller hinanden, mens de venter på at regnen skal stoppe igen.

Vi ser på tårnhøje brændenælder og dufter til hybenroserne. “Dem petals thread’er jeg med Moster Mette later, Mor”, siger Cille og genkalder sommerhusaktiviteter fra sidste år.Vi taler om regndråbernes form og udseende på planternes blade.

Et syn så forunderligt, når man bor i en ørken.“De kigger ligesom dem diamonds”, mener Mille, hvis referenceramme tydeligvis er Van Cleef & Arpels i Mall of the Emirates. Aner simpelthen ikke hvem, der mon stopper lige præcist dér med hende og vindueskigger intenst.

Da vi kommer hjem, finder jeg en fleece-trøje frem. Det er hundekoldt at gå fra 48 til 18 grader – eller hvad det nu er, vi sådan præcist er gået fra og til.

Men Cille har slet ikke fået nok. Hun trækker de våde kondisko på igen og går på jagt efter bær i haven.Aftenen slutter med Far til 4 på noget så snedigt som VHS-bånd, der kan køre frem og tilbage, som pigerne siger, da jeg spoler.

Vi er dødtrætte efter en lang rejsedag og falder helt til ro efter karbad og aftensmad. Tænk, nu kan vi sove for åbne vinduer, så lyden af silende sommerregn og fuglekvidren når ind til os igennem nattens lysende mørke.