Skoler i skudlinjen

School’s Out!

Da jeg vågner i morges, har jeg svært ved at begribe, at det vitterligt er sidste skoledag idag.

Sidste skoledag før 9 hele ugers fuldkommen frihed.

Dét må foreviges.IMG_0613 Et 3-årigt Milløjser-barn er gået fra lettere lamslået tumling i starten af skoleåret til vellidt og tillidsfuld KG1-skolepige, som deltager på lige fod med sine kammerater.IMG_0166IMG_0165Et 6-årigt Cilløjser-barn er gået fra ubekymret lillepige til selvbevidst og seriøs skolepige med ambitioner om at gøre sit bedste i samtlige fag.IMG_0614Begge piger er upåvirkede af, at det er sidste dag i henholdsvis KG1 og Year 2.

De gider slet ikke høre på deres gamle Mors mumlerier om “sidste gang for ditten og sidste gang for datten”, da vi går hånd i hånd ind gennem receptionen.

Pigerne er komplet usentimentale, når det kommer til afslutning og afsked.

Måske er de blevet hårdhudede af at skulle sige farvel rigtig mange gange i løbet af deres korte liv?

Eller måske har de bare lært fra starten, at afsked er en naturlig del af livet og at andre, nye og gode oplevelser kommer efterfølgende?

Jeg kender ikke svaret.

Om eftermiddagen får jeg lidt mere syn for sagen.

I Cilles multikulturelle 2. klasse deler børnene sig nemlig helt naturligt i to grupper, da afskeden trækker op.IMG_0618Godt og vel halvdelen af børnene græder ulykkeligt ved tanken om, at deres elskede Miss Laura rejser hjem til Irland. Ved tanken om at de ikke kommer til at kunne løbe hende i møde og sige hej efter sommerferien.

Den anden halvdel hopper omkring og leger helt uforstyrret. Denne del hører Cille til.

Så måske er det i virkeligheden ikke mere komplekst, end at nogle børn tager afsked og afslutning helt ind i hjertet, mens andre ikke fokuserer så meget på fremtidige konsekvenser af en her-og-nu afslutning?IMG_0620Moren er på ingen måde ligeså cool og afbalanceret som Cille.

Jeg græder mig til et par gigantiske, lyserøde panda-øjne, mens vi ser afskeds-video-hilsner fra børnene, synger Miss Laura’s irske fædrelandssange og lytter til forældrenes taler.

Til sidst får jeg dog skubbet Cille hen for at tage ordentlig afsked med dejlige Miss Laura, som også er opløst i tårer.IMG_0624Og Miss H, hjælpelæreren, siger vi naturligvis også tak til.IMG_0626Da vi trisser hen for at hente Mille, står Miss Nada i døren og tager imod os.

“I’ve tried to hug her a million times today, but she refuses to. Miss Anri got two warm hugs, but she won’t allow me”, ler Miss Nada, mens Mille spankulerer selvtilfreds ud af klasseværelset uden så meget som at hilse på os.

Røveren har ikke i sinde at give et høfligt afskedskram til sin søde klasselærer.

Jeg trygler.

Hvisler.

Følelses-manipulerer.

Kører en portion skam og skyld af på stædig trunte.

Men intet hjælper.

Mille ender i stedet med at klatre op på en høj stak plasticstole og sætter sig til rette med korslagte arme og et uudgrundeligt blik.

Jeg vælger at kramme Miss Nada og Miss Anri på vegne af barnet og smiler undskyldende, mens jeg sender blikke til rocker-stædig trold.

“I just want to hug her and squeeze her; she is so yummy with that soft skin”, smiler Miss Nada, mens vi kigger hen på prinsessen, der hverken vil makke ret eller leve op til sociale forventninger og normer.

Jo mere desperate vi er efter et knus, jo mindre sandsynlig er det ønskede knus.

Det er Mille i en nøddeskal. Hun går sine egne veje og gør KUN, hvad hun har lyst til.

Vel hjemme fejrer vi sidste skoledag med Peter Pedal på repeat – tilsat popcorn og cacaomælk.IMG_0627Cille klatrer i flyverskjul på sit værelse. Hun har brug for fred og ro.IMG_0628Nu begynder nedtællingen til ferien i Danmark for alvor.

Vi kan næsten ikke vente!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skoler i skudlinjen