Skoler i skudlinjen

I aftes stiller DR et ret så retorisk spørgsmål til Familien Danmark: Fornemmer man ligesom at der er et nej på vej – eller hvad?

DR søger at besvare deres eget spørgsmål ved hjælp af en afghansk journalist, som de har hyret til at rejse rundt i landet for at se på nogle af de 273 skoler, der er bygget med danske bistandsmidler.Der er for farligt at opholde sig eller færdes i store dele af Afghanistan for udenlandske journalister – og for alle andre sådan helt generelt.

Undervejs oplever vi, hvorledes den afghanske journalist ser sig nødsaget til at droppe besøg på mange af skolerne, fordi han vurderer de Taliban-styrede områder til at være for usikre.

Selv for en afghansk statsborger.

Hvis områderne er så ustabile og krigshærgede, så prøv at forestille jer, hvor mange forældre, der overhovedet overvejer at sende deres børn i skole?

Sådan cirka ingen, vil jeg tro.

Og hvor mange lærere møder mon op til undervisning i sådanne områder?

Sådan cirka ingen, vil jeg tro.De ‘danske’ skoler, som den afghanske journalist besøger, viser sig at være den ene sørgelige historie efter den anden.

Alting smuldrer i mellem hænderne på frustrerede skoleledere.

Alting pulveriserer til gråt, ørkesløst ørkenstøv.

Fundamenterne, strukturerne, facaderne, dørene, vinduerne, gulvene, trapperne, tavlerne, bordene og stolene – hvis der overhovedet er den slags indmad i klasseværelserne – er gået i stykker på sølle 3-6 år.

Og skolelederne må dagligt se til, mens Taliban enten helt overtager undervisningen eller kontrollerer undervisningens indhold for de få elever, som møder op.

Det er skoleledere, der ikke har betalt deres lærere løn i halve år.

Det er skoleledere, som forgæves beder myndighederne om notesbøger, undervisningsmateriale og den slags simple fornødenheder, som skal til, hvis en skole skal fungere. De venter stadig på svar.

Det er skoleledere, som ofte må sætte hængelås på skolens bygninger og liste i skjul, indtil der igen bliver sikkert nok til at gå uden for en dør, så de kan inspicere deres krigsramte skolebygninger.

De ved udmærket, at det høje antal indskrevede elever er gedigen politisk bullshit.

For undervisningssystemer kan ikke fungere regelmæssigt i lande, hvor der udbryder kampe fra det ene øjeblik til det andet. Det kan ethvert menneske forstå. Ingen mor sender sit barn ud i orkanens øje.Der er sendt 1 milliard kroner fra Danmark til støtte i opbygningen af et undervisningssystem for både piger og drenge. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange bistandsdollars og pund, som hhv. amerikanerne og briterne har sendt afsted.

Penge til lærerseminarer.

Skolebygninger.

Bøger.

Lærerlønninger.

Men bistanden forsvinder i et gigantisk kræmmerhus af krejlere på samtlige niveauer i det afghanske samfund.

Der er tale om en decideret korruptionsspiral, som ingen aner, hvordan man kan stoppe.

Amerikanerne kigger på det. Lur mig, om ikke også briterne gør det. Og det danske Udenrigsministerium har fået lavet udredninger og rapporter, der viser, at foruroligende lidt af den danske bistand rent faktisk ender, hvor det var tiltænkt.

Men vores Udenrigsminister har ikke lyst til at tale om hvordan ‘succes’ skal, kan eller bør måles i det afghanske uddannelsessystem.

Det spørgsmål lader Kristian Jensen DR om at udmåle og besvare helt egenhændigt i dokumentaren, som han kun har skriftlige kommentarer til.

Men der vil selvfølgelig komme en diskussion efter sådan en udsendelse her.

Det er nødvendigt.

Giver det mening at anvende danske skattekroner på denne her måde?

Kan/skal/bør vi fortsætte med at yde monetær bistand til et land, hvor hverken vi eller andre kan tjekke, hvad der reelt sker med pengene, som tydeligvis ikke når ud til lokalbefolkningen?

Er det acceptabelt – eller for at anvende DR’s udtryk ‘en succes’ – når 5-15% af 1 milliard danske bistandskroner ender med at blive anvendt til at bygge skoler og herved potentielt understøtte den kvindelige del af befolkningen i en ligestillingsproces?

Er det ‘en succes’, når 85-95% af bistanden forsvinder uden at nogen kan forklare hvor hen?

Jeg kender ikke svaret.

For intet er nemt eller let-gennemskueligt i forhold til genopbygning af det afghanske samfund, som pt. er i høj risiko for at falde tilbage i hænderne på Taliban.

Men vi er nødt til at give plads til en diskussion af problematikken.

For det officielle Danmark stopper jo ikke her.

Vi sender yderligere 1 billion danske bistandskroner samme vej inden for de kommende år.

1 billion.

Prøv lige at overveje, hvad man kunne have brug det beløb til andetsteds.

Og pengene sendes med de bedste intentioner.

Med de varmeste ønsker om at en demokratisk retsstat må begynde sin opbygning. Hvor alle børn har adgang til uddannelse. Hvor alle (uanset køn) kan deltage og bidrage på lige vis i samfundet.

Jeg elsker de gode hensigter.

Men det ser desværre ud til at de gode hensigter er bimlende, rablende naive.

Eller uden chance for at få hold i virkeligheden, om man vil.

Vi er oppe imod kræfter, der ikke tænker rationelt. Kræfter, som ønsker 100% kontrol og magt. Kræfter, som på ingen måde har gode intentioner for det afghanske folk.

De danske bistandskroner er gået – og vil gå – lige i lommerne på Taliban, der (blandt meget andet) underviser de afghanske skolebørn i et sort/hvidt-verdensbillede, hvor børnene hjernevaskes til at hade Vesten og de vantro vesterlændinge.

Måske skulle Kristian Jensen have bedt tidligere ministre om at stille op sammen med ham?

En gang havde vi f.eks. en ‘udviklingsminister’, som måske kunne have givet et indblik i hvordan Danmark havde tænkt sig at sikre, at pengene rent faktisk ville komme lokalbefolkningen til gode?

Kristian Jensen er trods alt ikke den eneste ansvarlige i det her sammensurium af dansk goodwill gone wrong. Der må være mange andre politikere, som fumler med tandbørsterne nu, hvor den ellers så gode smag i munden er blevet bitter.Helt hjerteskærende skingre bliver DR dog, da de vælger at inkludere Danmarks militære og humanitære indsats i diskussionen, som jo oprindeligt omhandlede vores udviklingsbistand – altså vores bistandskroners anvendelse (eller mangel på samme).

Pludselig overhales den konkrete, monetære diskussion af det store, tunge spørgsmål om, hvorvidt det har ‘været indsatsen værd’ at have dansk militær og humanitær indsats i Afghanistan.

Vi møder den flinkeste Afghanistan-veteran, som har deltaget i kampe mod Taliban og i genopbygningen af krigshærgede områder med henblik på at etablere skoler og en fungerende hverdag for den afghanske civilbefolkning.

En mand, som har min dybeste respekt. Fordi han – som så mange andre – nærer et ønske om at gøre en forskel for andre, der har så uendeligt meget mindre end ham selv.

Som han sidder dér – vores håndgribeligt konkrete, tidligere udsendte soldat – med manglende underben, der blev skudt af i en skjult sprængladning – tror jeg ikke, at én eneste seer kan tænke ret meget andet end at det ‘umuligt kan være indsatsen værd’.

At tænke andet end dét er tilnærmelsesvist absurd.Om det er bevidst følelsesmanipulation eller kun delvis – det ved kun tilrettelæggerne – men det kunne have klædt dokumentaren at holde sig til den monetære diskussion.

Så kan vi tage den følelsesladede, filosofiske diskussion om, hvorvidt vi skal (læs: bør/kan tillade os at) sende nationens unge, modige sønner afsted på ‘fredsbevarende’ og ‘genopbyggende’ missioner i områder, der på ingen måde er stabiliserede eller fredelige – eller er rede til at modtage den humanitære hjælp, som de så hjerteligt kommer med en anden god gang.

Jeg er nærmest sofa-vred over, at DR blander dén dybe diskussion ind i et simpelt program om korruption og spildte udviklingspenge.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet