Kontrakt

Jeg har netop skrevet under.

Selvom kontrakten af uforklarlige årsager er dateret den 18. april.

Jeg orkede ikke at hidkalde gnaven HR-dames opmærksomhed herpå. Hvorfor er HR-damer egentlig så sure?Der er tale om næste års kontrakt som støttelærer i engelsk litteratur på Dubai International Academy.Og det føles helt rigtigt.

Tænk, at man kan have et job, hvor man bliver betalt for at læse litteratur!Med til historien hører selvfølgelig også, at vi ikke kun læser og analyserer bøger, digte, novellesamlinger, lyrik, teaterstykker, dokumentarfilm og journalistiske tekster sammen med de unge mennesker.

Vi skriver også stile, artikler, kommentarer, opinion/klummer, taler, social media indlæg, laver plakater, moodboards og arbejder på kreative, argumentative og analytiske projekter henover året.Vi diskuterer samfundsudfordringer, politik, kønsroller, stereotyper, mobning, sexuel orientering, følelseslivet, menneskets udvikling, dyrevelfærd, miljø, etik, moral, racisme, diskrimination af minoriteter, kærlighed, tro, sociale relationer, psykiske sygdomme, traditioner, overbevisninger og normer; menneskets adfærd og biologi, evolutionstanken, transformationstanken og 1.000 andre ting.Vi trækker historiske tråde; vi researcher og udvikler argumenter, holdninger og idéer til individet, samfundet og verden.

Litteraturstudiet er så meget mere end at få læst verdenslitteraturens klassikere og efterfølgende analysere dem i stile og eksamener.

Det er en dannelsesrejse, hvor vi sammen med de studerende bliver både langt klogere – og langt mere usikre – på menneskelig adfærd og udvikling.

En del af de studerende elsker at være med på dannelsesrejsen.

Det er dem, der værdsætter, at der i engelsk litteratur ikke findes sort eller hvidt.

Rigtigt eller forkert.

Godt eller skidt.

For vi kigger med nysgerrige øjne hele vejen rundt om en hovedperson, en beskrivelse eller et argument. For at forstå det.

Dybest set.

Det er de samme elever, der finder glæde i at flå overfladen af for at se dybt ned og ind i teksten.

Det er dem, der elsker nuancer.

Dem, der kan bære og tåle tvetydighed. Finurlighed. Usikkerhed. Tvivl.Men en stor del af de studerende elsker ikke at være med på dannelsesrejsen.

Det er dem, der synes, at bøger og tekster er kedelige – uanset tema, tempo eller personlig relevans.

Det er dem, der ingen glæde finder i at skulle kradse i overfladen for at forstå mere end blot de bogstaveligste bogstaver.

Fordi de ganske enkelt ikke kan.

Eller ikke magter det.

Ikke gider det.

Ikke forstår relevansen.

Det er dem, som gemmer på ordblindhed, følelsesmæssig tumult eller koncentrationsbesvær.

Det er dem, som har 2, 3 eller 4 sprog at gebærde sig på i hverdagen, som flyder sammen til én stor masse, når de skal forsøge at læse Edgar Allen Poe.

Det er dem, som gemmer på traumer, emotionelle og sociale problemer.

Det er de elever, som lukker sig inde og sætter sig allerbagerst i klassen, hvorfra de aldrig siger et kvæk eller påkalder sig opmærksomhed.

Det er også dem, som sætter en støjende og smart facade op, så snart de skal sætte sig i klassen. De gør sig uheldigt bemærket og ryger ofte uden for døren til venlig, men indtrængende samtale.

Alle varianter kender jeg og møder jeg dagligt.

Alle varianter arbejder jeg med og jeg oplever fremskridt og tilbageskridt for samtlige elevgrupper og elevtyper.

Det er så langt mere udfordrende at arbejde med mennesker på denne her måde end noget andet arbejde, jeg tidligere har haft.

For bagom teenagerne, som jo er “store” og næsten-voksne”, bor der stadig børn – eller ihvertfald barnlige og umodne sider.

De har stadig meget at lære og forstå.

De har stadig brug for en voksen, som kan og vil hjælpe dem.

Som støtter dem i deres faglighed og som ikke peger med stiv pegefinger på hver en fejl, de måtte have lavet. Jeg bliver også glad ved tanken om at skulle tilbage til de samme gode kollegaer efter en lang sommerferie. Tilbage til noget, som jeg har set før. Prøvet før.

Det er besynderligt som rutine kan blive et privilegium, når man ikke har haft det i lang, lang tid.

Tidligere i mit liv ville rutine bestemt ikke have været noget, jeg så frem til med begejstring.

Det var vel nærmest et skældsord i min ordbog?

Og så absolut en tilstand, som jeg måtte gøre noget aktivt for at komme ud af igen hurtigst muligt.

Men det her udlandsliv – hvor vi skal finde ud af og finde os til rette i et andet land; hvor vi flytter jævnligt; hvor vi etablerer nye sociale relationer; finder nye jobs osv. – gør, at rutiner pludselig virker langt mere attraktive end nogensinde før.

Hverdag er et koncept, som jeg værdsætter på en fundamentalt anderledes måde nu end tidligere.

Fordi hverdag er en sparsom ressource.De seneste 2 år i Dubai har budt på langt flere sociale, emotionelle og mentale udfordringer end jeg i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig.

En del af det bringes her på bloggen.

En del af det vurderer jeg til at være for sårbart og skrøbeligt til at dele.

Men det eksisterer og fylder jo voldsomt alligevel.

Måske fylder det endda mere, fordi jeg ikke får det terapeutisk “ud af systemet” ved at skrive om det?Og selvom jeg hilser hverdagen og rutinen velkommen til næste (skole)år, hvor både pigerne og jeg for første gang i verdenshistorien er at finde på samme skole som i år – så hilser jeg i dén grad også den forestående 2 måneder lange sommerferie velkommen!

For det er én af fordelene ved at arbejde i skolesystemet.

De lange, generøse ferieperioder.

Som er afstemt præcist med pigernes.En anden fantastisk fordel er, at jeg altid kan deltage ved pigernes koncerter, fællessamlinger, foredrag, ture, forelæsninger og oplevelser igennem skoleåret – for jeg er sjældent mere end 50 skridt væk fra deres klasser.Det tegner godt, gør det. Både ferielivet og arbejdslivet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet