Dubai-klassiker

Åh, for en voldsomt tiltrængt, fuldstændig gennemgribende velvære-aften!Der er tale om en vaskeægte Dubai-klassiker:

Mani-Pedi-Massage-Date-med-skøn-Girl-Friend.

I Dubai er der – stort set – en beauty salon på hvert gadehjørne.

Det siger noget om forfængelighedsniveauet i Ørkenstaten.

Og noget om hvor megen tid, vi har til rådighed til dét, der med rette kunne kaldes for livs-u-nødvendigheder.

Det siger også noget om den økonomiske formåen.

Og dermed også noget om vidt, vidt forskellige lønniveauer i samfundet.

At have pæne, velplejede hænder og fødder er (næsten) ligeså fundamentalt vigtigt som ilt, vand, mad og søvn for Ørkenstatens immigrant-døtre.

Det er selvfølgelig fordi vi har sandaler på hele tiden.

Så kan man jo ikke skjule tørre hæle og rillede tånegle i strømperne, vel?

Og vi er jo også lige nødt til at få fjernet hår alle mulige interessante steder, når vi skal have bikinikroppene fremvist i tide og utide, ikke?

First World Problems af de helt, helt store. I know.

Seneste skridt i min proces frem mod at blive et helt og aldeles livs-u-dueligt menneske er, at jeg nu ikke længere selv går hen i den lokale beauty salon.Nu skal damerne fra salonen da komme hjem til mig!

Så jeg kan sidde i min egen sofa!

Og vælge selskabet (hvis der da skal være et) helt egenhændigt!

Det er intet mindre end et GENIALT koncept.

Som jeg naturligvis er blevet tippet om af en kær veninde, som kender alle tricks i Håndbogen for Kvindeliv i Dubai.

Velkommen til et liv, hvor alle andre tager sig af din hårde hud, dine myoser og din hårvækst.

Alle mulige andre end dig selv.

Faktisk er det lidt uhyrligt at se på – sådan set udefra.

Og helt fantastisk dejligt, mens det står på – sådan set indefra.Dubai er det mest servicerede sted, jeg overhovedet kan komme i tanker om.

ALT kan blive leveret til din dør ved hjælp af et opkald.

You name it. Der er nogen, der kan levere det.

Som i går aftes, hvor det ringer på døren kl. 19:50.

Ind træder 3 søde damer med tasker og kufferter.

Et øjeblik senere er stuen lavet om til beauty salon.Jeg har tændt røgelsespinde og sat aromatiske duftolier over et lys, mens der spiller meditationsmusik over YouTube.

Og pludselig forsvinder stuen ligeså stille for både Fru W og jeg.

Vi er blevet sendt afsted til afslapnings-land af kyndige, varme hænder, som nænsomt masserer, pudser, renser og plejer vores trætte Mummy-kroppe.Mille kommer ned fra førstesalen et par gange for at se, hvad der mon foregår.

“Gør det ondt, Mummy?”, hvisker hun, mens jeg får ordnet tånegle.

“Nej, Mille, det gør det jo heller ikke, når du får klippet dine negle, vel?”, svarer jeg.

“Er du ikke sød at gå tilbage i seng, Mille?”, spørger jeg – og satser på at hun makker ret – for jeg sidder fast i sofaen med massageolie på ryggen og nylakerede negle.

“Jeg elsker dig, Mor”, hvisker hun og lister op ad trappen.

Som et englebarn.

For 3. gang.

Vi betaler mindre for hjemme-salon-services end det, det ville koste i en salon. Det er nærmest den omvendte verden – og vi sørger selvfølgelig for at give damerne generøse drikkepenge, da de virkelig har været dygtige og søde.

Dagen efter sender jeg en mail til beauty salonen, hvor jeg roser de tre damer med navns nævnelse.

I denne her verden af luksus og overflod føler jeg, at det er bydende nødvendigt at sige tak.

At huske, at der er andet et menneske, som har gjort noget for mig, som jeg i virkeligheden selv kunne eller burde have klaret.

Men valgte at lade være – fordi jeg kan.

Sådan render jeg i rundt i hverdagen.

Og takker alle de servicerende ånder.

Jeg takker vores søde og hjælpsomme husholderske hver eneste dag for alle de ting, hun gør for mig og for os som familie.

Og jeg takker og tipper ham, der vasker min bil. Og ham, der et øjeblik senere fylder dens tank op.

Der er venlige tak-salver til ham, som pakker mine supermarkedsvarer i poser og høfligt tilbyder at skubbe indkøbsvognen ud til bilen og efterfølgende fylde bagagerummet.

Og jeg takker hende, der tørrer håndvasken af for mig, når jeg benytter mig af shoppingcentrets toiletter.

Jeg vinker til vores security folk, når de cykler rundt i kvarteret – og jeg hilser på de gartnere, jeg møder, når jeg går tur.

Alt sammen i et forsøg på at huske, at være taknemmelig for alt det, jeg modtager og har.

For ind i mellem frygter jeg at vågne en morgen og tage tingene for givet.

Dén dag vil jeg være blevet til et vaskeægte expat-røvhul. Med utroligt velplejede, lavendelfarvede negle.Forhåbentlig redder mit evindelige tak-sigeri mig fra det.