Trækker tænder ud

Livslektier

Martin sender mig en WhatsApp om eftermiddagen med et øjebliksbillede fra Hamborg Lufthavn, hvor han venter på at flyve retur til Ørkenstaten.IMG_0195

Han er helt smadret efter 13,5 timers uafbrudt strækmarch igennem mulige formuleringer til den nye kontrakt, genåbning af tidligere diskussioner om definitioner og afgrænsninger – og alt mulig andet morsomt, som jurister og konsulenter er virkelig dygtige til at hive op af krea-hatten.

Det er nærmest en nødvendighed at angribe indbakken med alkohol i blodet.

Der er tale om seriøse voksenlektier for tiden.

Livslektier, tror jeg.

Denne gang sidder han på dén side af bordet, hvor det føles som om han graver sin egen arbejds-grav for hvert spadestik, han er med til at tage.

Jo bedre, han er til at gøre sit arbejde for tiden – jo hurtigere gør han sig selv overflødig.

Og på samme tid er han nødt til at bevise sit værd for de kommende virksomhedsejere, så han ikke bliver overflødiggjort alt for hurtigt i fusionsprocessen.

Catch 22.

For mange år siden var han på den anden side af bordet, da Maersk Line overtog hollandske P & O Nedlloyd.

Dengang var det tungt at danse med hollænderne, som vrangvilligt lod sig opsluge af den store, danske konkurrent. De hollandske medarbejdere kunne ikke se den helt store fordel ved at kaste sig ud i akrobatiske krumspring for at få integrationen til at ske hurtigt og let. For de fleste var jo ved at miste deres jobs.

Den nuværende, mulige fusion er en nødvendighed i en klemt shippingbranche.

Martin synes, at den giver mening.

Og situationen er heller ikke 100% sammenlignelig, for i den nuværende sluger tyskerne ikke araberne. Men de kommer til at have den største ejerandel – og de opfører sig herefter.

Og det er – præcist som det var for hollænderne i P & O Nedlloyd – ret svært at bevare motivationen og begejstringen.

Det gør ondt, når udefrakommende begivenheder kan afgøre vores families skæbne.

Det gør ondt, når vi kan se til fra sidelinjen, mens der bliver taget beslutninger, som vil få vidtrækkende konsekvenser for vores fremtid.

Uden at vi som sådan kan gøre noget ved det.

Uden at vi som sådan kan ændre noget eller deltage i beslutningsprocessen.

Det føles som en umyndiggørelse, der bare må sluges – sammen med en masse andre kameler.

Der er tale om seriøse voksenlektier for tiden.

Livslektier, tror jeg.

Som gør hovedet tungt og tåget.

Og mens Martin bliver træt af tag-fat med tyskerne, bliver jeg træt af en anden slags lektier.

Forældrelektier.

Cecilie har meddelt mig, at det er verdens (omtrent) største uretfærdighed, at hun har fødselsdag i sommerferien.

Dét kunne vi sgu’ godt have planlagt lidt smartere, da vi blev enige om at lave et barn, helt ærligt!

Og at hun har besluttet, at hun gerne vil fejre sin fødselsdag med sin nuværende klasse – på forskud – og med sin kommende 3. klasse – på bagslæb.

Mindre kan ikke gøre det.

Nej.IMG_0186Så Maricel bager pandekager i bunkevis og ruller dem omhyggeligt med sukker, nutella og marmelade, mens jeg laver frugtfade og forbereder lunch-time-snacks til 2. klasse.IMG_0188 Alt sammen noget, som må gøres, før vi rammer deadline mandag.

For mandag går Ramadanen igang, og så er det aldeles slut med den slags festlige arrangementer i skolen. End ikke sidste skoledag må fejres med nogen former for mad, spil eller leg.IMG_0187Efter at have tabt både sutten og motivationen med en flok 15-årige drenge, som ikke har lyst til at analysere engelsk litteratur (wonder why, når det er sammen med sprudlende, lille mig?), kommer jeg hjem til anden ombæring forældrelektier.

Denne gang er det Mille.

Som er ved at lære om vand som ressource i verden.

Og hun skal naturligvis have en fortælling med i skole om sine egne oplevelser med familiens vandforbrug.

Mindre kan ikke gøre det.

Nej.IMG_0192IMG_0190 Igen må jeg konstatere, at børnehaveklasselærere har et urealistisk forhold til hvad bittesmå 4-årlinger kan præstere og koncentrere sig om.IMG_0191Så jeg læser højt for Mille og lader hende klippe små glitter-regndråber ud med en saks.IMG_0193 Jeg kan mærke presset for tiden.

Udefra.

Og indefra.

Er det ikke snart weekend, så jeg kan drikke mig i hegnet?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Trækker tænder ud