Løn som fortjent

Mellemøstens skjulte slaver

Nu har det været min tur til at se Puk Damsgårds dokumentar om levevilkårene for fattige tjenestepiger i Libanon.

Jeg ser den alene i sofaen med tårer i øjnene.

Og her til eftermiddag ser jeg den igen. Denne gang sammen med vores husholderske, som græder over dokumentarens kvindeskæbner. Over hendes landskvinders skæbner.

43 minutters hjerteskærende menneskelig tragedie.

43 minutter som dokumenterer den omfattende, professionelle handel med mennesker, som foregår – ikke engang i det skjulte – men som velorganiseret forretning tværs over landegrænser, lovgivning og konventioner.

43 minutter som viser os den sårbarhed og desperation, som verdens fattigste mennesker lever i.

Screen Shot 2016-05-19 at 12.31.37De er lette ofre.

Kvinderne.

For de har munde at brødføde.

De har børn, som de vil gøre alting for og give det bedste, de kan – ligesom du og jeg.

De har børn, som de har drømme og forhåbninger for, ligesom du og jeg.

Deres sult, smerte og desperation gør dem til nemme ofre for menneskehandel.

De har ikke råd til at overveje, om tilbuddet om et arbejde i udlandet lyder for godt til at være sandt.

De har ikke råd til at overveje, om tilbuddet kunne være fysisk farligt for dem.

De har ikke råd til at overveje, om tilbuddet vil få psykiske konsekvenser for dem eller deres familier.

Så de drager afsted.

Opslugte af drømmen om at tjene penge nok til at forsørge familien; til at betale for medicin til de syge og aldrende familiemedlemmer; til at betale for børnenes uddannelse.

Modige kvinder (og mænd) rejser hele vejen fra et landsbyliv uden fremtidsperspektiv i Filippinerne eller Sri Lanka til f.eks. Mellemøsten, hvor der er jobs at få.

Mange ender i De Forenede Arabiske Emirater, hvor vi bor.

Eller i Saudi Arabien, hvor knapt halvdelen af alle nuværende, udrejste filippinere arbejder.

Som tjenestefolk, husholdersker, kokke, chauffører, sygeplejersker, pædagogmedhjælpere, regnskabsassistenter, tjenere, stuepiger osv.

I dokumentaren redegør Puk Damsgård for den illegale rekruttering af filippinske arbejdere til Libanon, som blandt andet kan lade sig gøre ved at sende kvinderne over Dubai eller Riyadh, før de lander i Beirut.

De filippinske kvinder må slet ikke arbejde i Libanon.

Det har den filippinske stat besluttet.

Fordi der er alt for mange sager om mishandling af filippinske gæstearbejdere.

Og den filippinske stat er i virkeligheden i en værre kattepine, når det handler om deres OFWs, som de kaldes – Overseas Filippine Workers.

For staten har desperat brug for, at filippinerne rejser til udlandet for at arbejde, så de kan sende penge hjem til familierne og den skrantende økonomi. Derfor kalder staten deres OFWs for The Nation’s Heroes.

Med jævne mellemrum justerer staten listen over lande, hvor det er ulovligt for filippinere at tage et job på grund af “security concerns”, som de formulerer det.

Det kan måske undre, at Saudi Arabien ikke er på listen, når man ser på vold og misbrug i dette samfund?

Jeg antager at der er alt for mange gode penge at hente i Saudi Arabien til at Filippinerne kan lukke for arbejderstrømmen?

PH to ban OFW deployment to 15 countries

Jeg bliver dybt berørt af at se kvinder, som bliver mishandlet, misbrugt og ydmyget af familier, som må have den (vanvittige) opfattelse, at disse kvinder er mindre værd.

Eller værre endnu: Intet værd.

Der findes talrige eksempler på mishandling af tjenestepiger overalt i Mellemøsten.

FaceBook florerer med videooptagelser a lá dem, man ser i Puk’s dokumentar. Vores husholderske fortæller mig, at hun har set mange af videoerne, der gengives i dokumentaren, før hun rejste selv rejste med bankende hjerte fra Filippinerne til en ny og ukendt hverdag i Dubai.

Men ‘man’ gør det alligevel.

Rejser.

Til Mellemøsten.

Pengene er for gode til at lade være.

Og det berygtede kafala-system – hvor de tilrejsende gæstearbejdere står i nærmest bundløs gæld til deres sponsorer, som har betalt papirprocessen, der fik dem hertil (og som kontrolmekanisme har inddraget deres pas) er et velkendt fænomen, ikke blot i Libanon, men over hele Mellemøsten.

Det er ulovligt.

Det er uacceptabelt.

Det er forkert på samtlige måder og niveauer.

Alligevel foregår det desværre hver eneste dag.

Hver eneste dag er der mennesker, som låser samtlige døre og vinduer, så deres hushjælp ikke kan gå ud.

Hver eneste dag er der mennesker, som slår deres hushjælp og lader hende gå sulten i seng.

Hver eneste dag er der også mennesker, som takker deres hushjælp for dejlig aftensmad.

Hver eneste dag er der også små børn, som krammer deres hushjælp og spørger, om hun vil lege med dem.

Jeg synes personligt, at Puk Damsgårds dokumentar er en ganske rammende skildring af det hårde liv, som mange kvinder fra såkaldte “3. verdenslande” lever på Den Arabiske Halvø.

Hun fordømmer ikke dem – og heller ikke den chance, de tog, da de rejste til Mellemøsten.

Hun fordømmer heller ikke selve ‘konceptet’ tjenestepiger eller hushjælp.

Det kan måske være svært at forstå, hvorfor en familie overhovedet skal have tjenestefolk. Men i Mellemøsten fungerer en familie ikke uden deres tjenere. Det er en fuldstændig naturlig og integreret del af det arabiske liv.

Og rigtig mange af os – ørkenens immigranter – nyder hver eneste dag godt af at have et ekstra sæt hænder, et kvikt hovede og et varmt hjerte mere i husholdningen.

Der findes – heldigvis da – masser af gode familier, som behandler deres tjenestefolk og husholdersker pænt og ordentligt. Uanset familiernes nationaliet.

Og der findes – ulykkeligvis – masser af familier, som bevidst eller ubevidst behandler deres tjenestefolk og husholdersker som en form for moderne slaver. Uanset familiernes nationalitet.

Og bagom hele diskussionen ligger det uundgåelige spørgsmål:

Hvad skulle alle de her kvinder – tjenestepigerne, husholderskerne og barnepigerne – gøre, hvis de ikke havde muligheden for at rejse til udlandet og tjene penge til familien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Løn som fortjent