Løn som fortjent

Jeg har længe haft lyst til at skrive et blogindlæg om arbejdsmarkedet i Dubai for medrejsende ægtefæller.

Længe.

Som i over et år.

Og hver gang jeg er ved at sætte mig til tastaturet, er der et eller andet, som trækker mig væk fra idéen.

Det er ikke fordi jeg er bange.

Eller skal skjule noget – for den sags skyld.

Og jeg bryder som sådan ikke et tabu ved at fortælle om medrejsende ægtefællers jobmuligheder i en Ørkenstat – for dem kan enhver jo tage ned og se nærmere på – men det forekommer mig, at kontraktuelle- og aflønningsmæssige forhold ikke ligefrem er det åbenlyse samtaleemne henover en tilfældig kop kaffe med en ven eller bekendt.

Og her i min virtuelle dagbog deler jeg alt muligt med langt flere mennesker end dem, jeg tilfældigvis vælger at drikke kaffe og sludre med.Nuvel.

Bornertheds-issues aside.

Here goes: The story of an expat spouse in Dubai.

Når man som medrejsende ægtefælle (i 8 ud af 10 tilfælde som kvinde – selvom der naturligvis også er en medrejsende mand eller tre iblandt) ankommer til Ørkenstaten, indskrives man under ægtefællens visum, som er givet til ham/hende via arbejdspladsen.

Den arbejdende ægtefælle er således sponsor (og har det fulde økonomiske og juridiske ‘ansvar’) for den medrejsende ægtefælle.

På opholdstilladelsen i passet står det formuleret noget så nydeligt:

Tine Kaalunds profession er at være en husmor, der ikke har lov til at arbejde.

Hun er sponsoreret af sin mand, Martin Kaalund.

Man kan nærmest kun smile af symbolværdien i den ellers så nøgterne formulering.

Og det er ikke ligefrem opmuntrende læsning, når man står dér – spritny i byen – med store forhåbninger og luftige drømme om nye muligheder og nye chancer malet uden på tøjet.

Fortvivl ej.

Formuleringen skal selvfølgelig gradbøjes.

Man er vel i Dubai?

Den medrejsende ægtefælle kan sagtens søge et job.

Og få lov til at tage jobbet, såfremt sponsoren (den arbejdende ægtefælle) accepterer det – og skriver et “letter of no objection” til myndighederne.

Med ægtefællens acceptbrev i hånden, kan den kommende arbejdsplads gå igang med at ansøge om et “labour card” til den medrejsende ægtefælle, som de gerne vil ansætte.

Når “labour card” er udstedt, kan vi som medrejsende ægtefæller fuldt legalt arbejde for og modtage løn fra en virksomhed.Py-ha, tænker du?

Fedt, at man har lavet noget dispensationslovgivning, der betyder, at hvis man gerne vil arbejde, så kan man alligevel få lov til at bruge sine evner, tænker du?

For I må da være mange kvalificerede, veluddannede, arbejdsomme og dygtige mennesker, der er endt i Dubai, fordi jeres ligeså kvalificerede, veluddannede, arbejdsomme og dygtige ægtefæller er det, tænker du?

Jeps.

Helt rigtigt tænkt.

I Dubai er godt og vel 50% af expatbefolkningen præcist sådan.

De medrejsende ægtefæller udgør en kæmpe ressource (og indirekte arbejdsstyrke) i et samfund, hvor man ellers kun kan få lov til at opholde sig, hvis man har et arbejde og deraffølgende visum og opholdstilladelse.Men – der er et men.

Du ventede vel nærmest på det?

“Labour card”-ansættelser er – set fra min skrivebordsstol – sekunda-ansættelser.

De er attraktive for virksomhederne, fordi ansættelsesformen er langt billigere hos gebyrgribbene og stempelbetjentene på de offentlige kontorer.

Så det er som sådan ret nemt at finde et “labour card”-job i Dubai som medrejsende ægtefælle.

Ansættelserne er også ofte tidsbegrænsede, så der er ligeledes et yderst begrænset ansvar overfor det menneske, som virksomheden vælger at ansætte, hvilket giver dem yderligere incitament til at ansætte dig i “et projekt”, “til en bestemt konference” eller “det næste halve års tid”…

Hertil kommer, at der er åbnet meget op for halvtids- og deltidsstillinger inden for de senere år, så man selv kan vælge hvor meget eller lidt, man ønsker at arbejde som medrejsende ægtefælle.

Med en “labour card”-ansættelse følger der dog ikke de samme rettigheder (og eventuelle privilegier) som ved en “visum”-ansættelse.

De fleste “visum”-ansatte har en løn, som (forhåbentlig nogenlunde) reflekterer deres uddannelsesniveau, deres organisatoriske ansvar, deres personlige arbejdsindsats og det generelle prisniveau i landet.

Herudover får de fleste “visum”-ansatte et “housing allowance”, en sjat “cost of living adjustment” henover året, et par flybilletter hjem, en pensionsordning, børnenes skole-gebyrer betalt, bonus ved opnåelse af bestemte resultater, bestyrelses-godtgørelser og så fremdeles.

Det svinger lidt. Og afhænger af om virksomheden ansætter dig på “lokale-” eller “udstationerings”-vilkår.

En “labour”-card ansat person har (i langt de fleste tilfælde) en løn, der er så lav, at det ofte ikke betyder det store for familiens økonomi om vedkommende arbejder eller ej.

Arbejdet er selvfølgelig ikke “beskæftigelsesterapi” for den medrejsende ægtefælle – det ville være både frækt og provokerende at sige – men den signifikant lavere aflønning og den ofte tidsbegrænsede kontrakt kunne indikere, at der er tale om en mindre seriøs ansættelse.

En slags anden-sorterings-ansættelse af højtuddannede mennesker, hvis jeg må være så grov?Personligt har jeg valgt at se igennem fingrene med det faktum, at jeg bliver betalt sparsomt for mit fuldtidsarbejde som støttelærer på et gymnasium.

Det er ganske enkelt vigtigere for mig at foretage mig noget meningsfuldt og lærerigt end at få en god hyre.

Og jeg kan tillade mig at ræsonnere og agere på denne måde, fordi jeg er så tosset-heldig at have en mand, der tjener nok til at forsørge sin familie – og som i øvrigt lader mig frit vælge om jeg vil have et arbejde eller ej.

Det er jeg ham til stadighed dybt taknemmelig for.

Men hvad betyder et ‘dårligt-lønnet’ “labour card”-arbejde egentlig i kroner og ører?Med lidt god vilje tjener jeg 70 skattefrie kroner i timen.

Præcist det samme som vi betaler et rengøringsfirma for en times hushjælp.

Jeg forsøger ikke at sige, at en husholderskes arbejde er mindre værdifuldt eller ringere end mit eget.

På ingen måde.

Jeg forsøger blot at sige, at min 5-årige cand. mag.-uddannelse fra Danmark ikke udmønter sig i bedre aflønning end hvis jeg havde talent for at stryge og vaske.

Det er vilkårene, som medrejsende ægtefæller lever under.

Og nogle får selvfølgelig en bedre løn end andre.

Uddannelses-, pleje- og sundhedssektorerne er jo notorisk kendte for deres lave lønninger – uanset hvor du befinder dig i verden, så jeg kunne jo se mig om efter et corporate-job igen, hvis jeg virkelig var så ulykkelig over lønnen!

Det skal heller ikke lyde som den rene tristesse.

Jeg får for eksempel løn i løbet af min lange sommerferie, hvor jeg opholder mig i Danmark.

Vi har også rigtig mange feriedage i løbet af et skoleår, hvis det skulle være gået nogens næse forbi.

Så måske lyder 70 kr. i timen skattefrit slet ikke så dumt endda?

Er det måske endda løn som fortjent?

Problemet er, at der tilfalder mig ingen pension eller andre former for opsparing igennem virksomheden. Faktisk har jeg ikke sparet op til min pension i over 5 år og håber på min mands goodwill, når jeg engang bliver en rynket dame med mimre-kort.

Min (manglende) pensionshistorie er præcist magen til de fleste andre medrejsende ægtefællers.

Jeg er også på en 1-årig kontrakt, som jeg stadig venter på at få fornyet – selvom de er åh-så-glade for mig og gerne ser mig returnere næste skoleår.

Der er bare ikke det helt store pres for at holde på en “labour-card”-ansat som undertegnede. Der er nok af os. De kan faktisk vælge og vrage mellem solide, relevante kandidater.

Jeg får heller ingen reduktion i skolegebyret for mine døtre eller en friplads, selvom de andre lærere gør.

For jeg er jo ‘kun’ en støttelærer.

Jeg bliver heller ikke tilbudt sundhedsforsikring, fordi skolen slipper elegant uden om ved at antage, at “det har hun nok igennem sin mands job”.Der er ikke tale om bevidst “ansættelses-diskrimination” fra en bestemt arbejdsplads’ side.

Min skole er på ingen måde et værre sted end de fleste andre i Dubai.

Men at blive “labour-card”-ansat er en bitter-sød oplevelse, når man – som jeg – er en heldig kartoffel fra Danmark, som har været vant til et reglementeret, gennemsigtigt og dynamisk arbejdsmarked som det danske.

I et tidligere liv.

Hvor jeg endda bidrog med min fair andel til familiens økonomi.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet