Regnskabschefen på slap line

“Don’t let him touch you. Not even a single kiss. You know how men are!”, ler Huda, mens hun bøjer sig fortroligt ind over mig og lægger sidste hånd på sit arabiske khol-mesterværk. Hendes hænder arbejder blidt og lynhurtigt.

Jeg har aldrig i mit liv haft så dramatisk øjenmakeup.      Faktisk kom jeg slet ikke forbi Harvey Nichols for at få lagt makeup, men hun overtalte mig med sin ivrige invitation og nysgerrige øjne.

Huda er makeup-artist for Tom Ford. Hun har cirklet omkring mig, siden hun øjnede mit au naturelle blegansigt ved disken, hvor hendes kollega assisterede mig.

“I love to see a blank canvas like yours. I pick a woman with beautiful features and make her leave with a smile”, tilføjer hun, mens verdens blødeste gedehårsbørste vifter henover mit ansigt.

“Let me spray you with the most expensive perfume we have – the Oud Rose…and just wait a little while…I need to select the right lip colour. What dress are you wearing?”, spørger hun.

“My favourite bright red dress, it’s nothing fancy, but the colour suits me”, mumler jeg forsigtigt for ikke at ødelægge de arbejdende børster og blyanter.“What’s the occasion?”, spørger hun nysgerrigt.

“My husband is hosting his annual work party”, svarer jeg.

“Do you have any children?”, fortsætter Huda.

“Yes, two young daughters. Can you see the wrinkles of sleepless nights and worries on my face?”,  ler jeg.

“And all the pigmentation issues and the patches of dry skin around your eyes, yes”, sukker Huda.

Hudløst ærlig.

“What about yourself?”, spørger jeg.

“I have two sons, but they are older now and both at university. In fact it’s my son’s 18th birthday today”, griner hun og flår en fin æske fyldte chokolader frem under disken. “Here, go on, have one”.

Jeg takker og krammer Huda en halv time senere og forlader etablissementet med følelsen af at være ih-så-fin.

Da jeg kommer hjem, skynder pigerne sig at vælge kjoler. De børster håret igen og igen, og de bliver sprayet med hårlak og citron cologne. Vi er dullet op til all-night photo-shoot.

For det er dét, der kommer til at ske, når Farmandens medarbejdere genser de to små rødhårede krabater og deres blegnæbbede Mor med det gule hår.

Senere stiger vi ud af en taxi på Al Garhoud Road i det nordlige Dubai. Og vi finder Regnskabschefen på hjørnekontoret.Han påstår hårdnakket, at det er første gang, at han har så lækker en dame siddende på sit skrivebord.Pigerne trisser stille rundt, mens Martin gør sig færdig.

De henter varm kakao i automaten, tegner på whiteboard’et og trykker næsen flad mod ruden.

“Hvem er ham dér manne, du sidder ved siden af, Daddy?”, spørger Mille og sætter en stiv pegefinger på det indrammede foto. “Det er the boss-man-of-it-all”, svarer Martin med et smil.

Da solen går ned, finder vi den dinner-cruise-båd i Dubai Creek, hvor regnskabsafdelingen skal fejre årsregnskabets afslutning.Vi hilser på alle og sætter os med lidt snacks, før de obligatoriske, indiske party games skal begynde i bådens underetage, hvor der står en fin sal klar til os.Pigerne går rundt og udforsker båden, mens folk ankommer, spiser, ryger og hilser på hinanden.

Bagerst er der et smukt kig ind over Dubai og solnedgangen.“Husk at smile med alle dine tænder, når du bliver fotograferet. Og gå med det flow, der nu engang er i tingene”, hvisker jeg til Martin og krammer ham diskret, før aftenen går løs.

Foto efter foto efter foto…Der bliver holdt formelle takketaler fra nogle af de ansatte og managerne.

Martin holder også sin tale, hvor han ridser årets højdepunkter, præstationer og resultater op. Herefter går han videre til det kommende års udfordringer og slutter med at takke hver enkelt medarbejder personligt – med Cille som sukkersød kransekagefigur ved sin side.Størstedelen af medarbejderne kommer fra Kerala i Indien.

Ikke bare fra provinsen Kerala – næh – men fra de samme landsbyer.

Mange af dem er familiemæssigt forbundet som fætres fætre, nevøer, onkler eller noget helt tredje.

Og sådan har de – generation for generation – på snedigste vis hjulpet hinanden ud af Kerala og ind i regnskabsstillinger i Dubai.

Efter den officielle række af takketaler er overstået, går vi over til hjemmesnedkereret video over årets højdepunkter. Pigerne peger ivrigt, hver gang de ser et billede af deres Far, som skærer en kage for eller står foran en præsentation, mens han fægter med armene.

Og efter videogennemgangen er vi (endelig! – hvis du spørger inderne) kommet til de berømte party games.

Regnskabschefen er nu på slap line med garn bundet om maven og en gulerod, der skal sænkes let og elefant ned i en oversavet vandflaske.“I’m warning you, I get competitive when it comes to carrots”, siger Martin til en af sine managers, før de kaster sig ud i øm skovskider-stilling.Martins sekretær Divya fører festdeltagerne videre igennem en tåkrummende omgang stoledans for voksne og et langtrukkent bankospil, som efterfølges af hendes version af gæt og grimasser.

Et par andre børnefødselsdagslege fortaber sig i festens alkoholfrie (!) tåger, men til sidst kommer dreje-rundt-manden og giver den gas i et kvarter uden at snuble eller trimle.Da han storsvedende trisser af gulvet med sine tunge nederdele, kommer en “hest” galopperende ind og kysser selskabets kvindelige deltagere, som hviner og fniser som en flok skolepiger.“Åh, jeg havde ellers bedt Divya om at droppe stoledansen og den kys-uddelende hest fra aftenens program, det synes jeg ligesom ikke rigtig var passende niveau”, sukker Martin, som virkelig har forsøgt at få de indiske festlege tonet bare en smule ned til fordel for den lækre buffet, som venter os ovenpå.

“Men i kampens hede må man jo give sig hen”, griner han og kører Gangnam Style med dagens tryllekunstner, som er aftenens sidste festlige indslag, før vi går ombord i butter chicken galore.Og jeg falder igen og igen for ham, når han er en good sport på slap line.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet