Petra

Feriens absolutte højdepunkt.

Petra.Den sagnomspundne, lyserøde by, der ligger så smukt i Wadi Araba-dalen, som går fra Det Døde Hav til havnebyen Aqaba ved golfen.Byen, som sådan cirkus blev opført i det 5. århundrede før Kristus som en kombination af fort og by med aktivt handelsliv, fordi ørkenkaravanerne kom igennem hér på deres vej til Gaza og Damascus.Byen, som blev “allemands-eje” i filmen Indiana Jones and the Last Crusade, hvor Indiana Jones rider ind igennem den smalle, dramatiske kløft og det spektakulære Al Khaznah (The Treasury) åbenbarer sig for ham, så det giver et sug i maven på enhver, der er bare en smule interesseret i historie eller arkæologi.

Jeg selv er komplet ignorant, når det kommer til film, så jeg har aldrig set Indiana Jones and the Last Crusade. Til gengæld glemmer jeg aldrig første gang, jeg faldt i staver over Petras lyserøde, detaljerige skønhed.

I et letsindigt øjeblik havde min Mor nemlig foræret mig billedbogen “Uforglemmelige steder at se før du dør”, og hér har der allerede været inspiration til mange rejser.Vi bliver hentet om morgenen af Ibrahim, en ven af en af Cecilies klassekammeraters forældre, der også er fra Jordan.

Det er altid en bedre oplevelse, hvis man kan få fat i en ven, når man leger turist – og Ibrahim er absolut ingen undtagelse fra den regel. Han er flink, hjertevarm og snakken går lystigt under hele turen.

Ibrahim kører os til Petra via bjergområdet Ttafila.Det er ikke den slagne vej til Petra – staten har faktisk bygget en stor, fin vej mellem Amman, Petra og Aqaba i syd – men dén tur gider Ibrahim ikke.

Han vil vise os Jordans naturlige skønhed.

Så vi kører opad, opad, opad igennem hårnålesving, mens dramatiske bjergsider, kløfter, dale og kilder byder på fantastiske syn. (*De billeder snyder jeg jer ikke for, men de kommer i et senere indlæg, fordi det her handler mest om Petra).

Fra bilens ruder ser vi bjergbøndernes halvfærdige, snavsede huse i gasbeton. Børnene løber halvklædte rundt og leger i det snuskede, mudrede område mellem hus og fårefold. Der er stort set ingen voksne at se – måske arbejder de i marken?

Og mange steder ser vi dem, der ikke er så heldige, at de har et halvfærdigt hus bygget i gasbeton. Dem, der bor under FN-mærkede teltduge kombineret med tæpper og papplader, som de har skramlet sammen igennem et levet liv. Dem, der varmer te over bål og har affald overalt, som tiltrækker herreløse hunde.

Jordan er på én gang så smuk, så civiliseret, så raffineret.

Og så fattig, så ukontrolleret, så vild.Landet er sunket i knæ.

Storhedstiden er falmet og en saga blot.

Tilbage står en konge og en marionetregering, som skal forsøge at holde jordanske næser oven vande i en stridstid.

For naboerne er i sandhed ikke de letteste at bo sammen med – Irak, Saudi Arabien, Israel, Palæstina, Egypten og Syrien – og det gælder om at dukke sig, så Jordan ikke bliver en del af konflikten.

7 mio. jordanere har blandt andet været nødt til at byde knapt 2 mio. syriske brødre og søstre husly i interimistiske teltlejre i det nordlige Jordan. Der er ikke vand nok til lokalbefolkningen under normale omstændigheder – og da slet ikke nu, hvor de har en overvældende mængde uinviterede gæster.

“Israel har også bygget dæmninger og vandreservoirer, så Jordan-flodens vandmængde mindskes på vej igennem Jordan. Det er et problem for vores landbrug og Det Døde Havs vandmængde falder gennemsnitligt med et par meter om året, hvilket er en trussel mod både turismen og vores mineraludvinding”, forklarer Ibrahim os, mens vi stirrer fascineret ud på skyerne, der nu hænger så lavt, at vi kører igennem dem på vores bjergrute.

Efter knapt 3 timers kørsel med Snorkefrøkener på bagsædet og masser af interessante fortællinger fra Ibrahims side, står vi ud af bilen ved indgangen til Petra.

Vi har besluttet os for at gå den relativt korte tur ned igennem kløften – og så må børnene ride på æsler retur, når det går opad og de sikkert er trætte.Her er præcist ligeså smukt og fascinerende i virkeligheden, som det så ud dengang, jeg kiggede i rejsebogen.Martin siger at selve indgangspartiet er nyt og mængden af småbutikker er øget drastisk, siden han var her for 8 år siden.

So why not shop?Vi går langsomt ned ad bakke i kløften, der bliver smallere og smallere, indtil de røde klipper næsten er inden for rækkevidde af et par udstrakte arme.Synet af The Treasury venter os på præcist samme måde, som i Indiana Jones-filmen.Som en åbenbaring.Og jeg nyder at fotografere trunterne, hvis røde hår nærmest matcher de røde sten. De hopper omkring som bjerggeder og synes at det hele er umådeligt spændende.Undervejs bliver vi konstant passet op af tiggere, æseldrivere, sølvarmbånds-hustlere og postkortsælgere.Jeg vil ikke sige, at det decideret ødelægger oplevelsen eller tager stråleglansen fra dette vidunderlige sted, men præcist som jeg stadig mindes børne-tiggerne rundt om Angkor Wats templer, så vil jeg heller ikke kunne glemme de snavsede, jordanske børn og de trætte voksne langs den stenede rute igennem Petra.

Her er i øvrigt tale om et kæmpe ruinkompleks, hvor der sikkert mangler at blive udgravet langt mere end det, vi kan se nu.Der er – udover The Treasury, som vel nok er “varemærket” for Petra – et romersk udseende teater, et kloster, masser af græsk udseende søjler, trapper og opgange, der ser ud til at føre op til hemmelige klippehuler. Der er svage afmærkninger efter andre dekorative facader; der anes afbildninger af kamelkaravaner og alt muligt andet spændende i klipperne.

Her er snildt “indhold” til 2 hele dages udforskning – hvis man vel at mærke følges med en guide, der kan forklare i detaljer og har droppet at medbringe 2 troldeunger in tow.

“Why don’t you try my special Petra-taxi? It has air condition and it is like a Maserati!”, griner en af æseldriverne, mens han øjner to trætte trunter på tur. Han er tydeligvis rutineret i at tjekke på-nippet-til-surmulende børn og møre voksne ud, som giver efter og betaler en uanstændig sum penge for transporten. Lad os opfatte det som en turistskat til værdigt trængende?Pigerne indvilliger og sætter sig op på æslernes rygge, mens vi går ved siden af.

De hviner af tilfredshed over de søde æsler, der lunter afsted henover toppede sten.

Pigerne er trætte efter nogle timer. Vi andre kunne såmænd godt være blevet ved længe endnu – men oplevelsen skal jo være god for alle.

Senere skifter vi fra æsel til hestedrosche. Netop transporten af turister er ret organiseret og styres af myndighederne, mens resten af salgs-menageriet foregår udenom myndighederne, selvom de forsøger at forklare turisterne, at de ikke skal give til eller købe hos hustlerne.Det hér har været en helt fantastisk oplevelse, som jeg kan leve længe på.Særligt fordi det nu pludselig er muligt for vores lille familie at bevæge sig ud på eventyr sammen, nu hvor pigerne er blevet større og bedre kan deltage.

Petra er helt åbenlyst værd at tage til Jordan for at opleve – præcist som også Det Døde Hav er noget særligt.

Jordan har i virkeligheden alt, hvad man kan drømme om (som turist): Historiens vidunderlige vingesus, dramatik, imponerende menneskeskabte herligheder og en helt igennem naturlig, uberørt og vild skønhed.Og efter en heldagstur er det ganske rart at vende retur til behagelige omgivelser. 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet