Mande-influenza

Jeg er ramt.Af den store, stygge mande-influenza.

Det er takken for at kysse med Martin, som har lidt af den samme virus hele sidste uge.

Måske er der endda tale om en variant af svine-influenza – nu hvor jeg drak, røg og åd som et svin i weekenden?

Ihvertfald har jeg ikke kunnet noget som helst i de sidste par dage, fordi det værker i hele kroppen og mit hoved er fyldt af kviksand.

Jeg skiftevis fryser og sveder i 26 graders varme.

Jeg falder i en dyb, tung søvn, som lidt efter lidt fyldes af sære drømme, som jeg vågner midt i. Så vender og drejer jeg mig, mens jeg spekulerer på alt muligt skørt.

Det er mig en gåde, hvordan Martin fik slæbt sig på arbejde hele sidste uge.

Den indre premierløjtnant må have taget over i ham – eller også er hans rygrad bare markant stivere end min? (Det ved vi godt, at den er, by the way).

Jeg har ihvertfald ikke kunne overskue at skue ind i klasser fyldt med 15-16-årige drenge, der ikke er motiveret for at læse engelsk litteratur.

Underligt nok – for det er jo ellers en af de mest top-engagerende udfordringer, man kan forestille sig overhovedet?

De eneste lysninger i den tætte feberskov har været at hente pigerne fra skole.

“Mummy, tror du, at jeg måske skal have en lille ice cream today, tror du ikke?”, siger denne her darling fra bagsædet.Det tror Moren bestemt, at hun skal.Da jeg henter Cille 2 timer senere, er hun ikke til at skyde igennem.

“Jeg har noget i min bag, som du guess’er bare ikke, Mummy”, siger hun med stor stolthed.

“Hvad er det første, som jeg har i skolen om Tuesday’en?”, spørger hun.

“Det er da assembly, Cille”, svarer jeg – så tonløst som muligt.

“Ja, det er – og Far han blev og så det hele”, siger hun med skinnende øjne.

På grund af svine-influenzaen er jeg gået glip af intet mindre end endnu en anerkendelse til Den Lille-Store Skolepige.

“Du har da vel ikke fået et certificate, Cille”, udbryder jeg og åbner armene til et kram.

“Jo, Mor! Og du guess’er aldrig hvad for en learner profile, Miss Laura gav mig”, råber hun og kaster sig ind i mine arme.

Derhjemme trækker hun stolt det fine certifikat op af tasken.Hun har fået udmærkelsken for at være en dygtig “communicator”, der kan forklare, hvorledes hun løser matematikopgaver på en måde, så andre kan forstå det.Øv, hvor er det irriterende at jeg ligger og dødsraller, når ældstearvingen har et proud moment.

Og aftenen er gået med noget så spændingsmættet (og halvironisk, taget min tilstand i betragtning) som at få skrevet testamente via et par danske advokater, der har været hurtige til at opsnappe, at der er forretning at komme efter hos danskerne i Dubai.

Det er vist de fleste, der gerne vil undgå alt for langvarig nærkontakt med sharia-lovgivningen, fornemmer jeg.

Nuvel – ukrudt forgår ikke så let – så testamentet får forhåbentlig lov til at ligge uanvendt hen i mange, mange år endnu.