• ···
Only in Dubai...

Fujairah

Åh, manner, sikke en weekend!

Så væsensforskellig fra forrige.

Der er glad leg fredag morgen, hvor Cille laver streg-til-streg-gætteleg og matematik på sit whiteboard.

Og vi får pakket weekendtasker i ro og mag.

Det er næsten for godt til at være sandt.

“Mum, hvor langt er der til det der Fujairah?”, spørger Cille. Hun glæder sig til at lege med alle sine venner, men er noget lunken ved tanken om en lang køretur. Det er hun altid.

“Der er godt og vel 2 timer”, svarer jeg henkastet, mens jeg stopper alkohol i diskrete poser.

“I don’t think I can go then. Because one time in school, we had to name the one place that we don’t like and I said Fujairah. I said that to Miss Laura and I won’t go. I don’t like anything about Fujairah”.

Cille stiller sig an med korslagte arme. Det er ret svært at holde masken overfor Frk. Surmule.IMG_0998“Jamen, Cille, jeg har modellervoks med til turen og ligeså snart vi er ankommet, så skal vi jo lege og bade og hygge os hele weekenden”, forsøger jeg med afbalanceret mængde begejstring i stemmen, så Frk. Surmule ikke hidser sig unødigt op.

Der går ikke mere end et øjeblik, før hun er ramt af forventningens boblende glæde ligesom resten af familien.IMG_1001Farmanden nyder det lille roadtrip, nu hvor mandeforkølelsen er på retur, og han kan gumle lakridser uden at hive efter vejret.IMG_1004Efter lidt over en times kørsel rammer vi Friday Market lige uden for byen Masafi.IMG_1018Markedet har – trods navnet – åbent alle ugens dage.

Og er et noget søvnigt sted uden ret mange kunder i butikken, må man konstatere.

Pigerne spiser popcorn og majskolber til frokost.

IMG_1009Og jeg lister rundt for at tage billeder af de fint opstillede frugtboder.IMG_1008IMG_1007De handlende skærer stykker af frugt ud og byder mig på smagsprøver. Bittesmå mandariner og søde mangoer – og frugter, som jeg aldrig har smagt før.

“I’ll come back tomorrow and buy lots from you”, svarer jeg venligt, mens jeg forsøger at slippe uden om de insisterende købmænds søde kartofler, meloner, sukkerrør og løg.IMG_1006Efter byen Masafi – som viser sig at være ligeså søvnig som dets Friday Market – tårner Hajjar-bjergene sig op foran os.IMG_1020Billederne yder slet ikke udsigten retfærdighed.

De stenede, golde bjerge skifter farve undervejs; der går æsler og geder, som græsser langs vejen. Bjergboerne har dekoreret sten i flagets farver (rød-sort-grøn-hvid), som de lægger langs vejen for at indikere, at de også er en del af unionen, De Forenede Arabiske Emirater.

Ind i mellem titter der små stenhytter frem langs det, der ligner helt ufremkommelige bjergstier.IMG_1022Fujairah er så langt væk fra Dubai-bling-bling, som man nærmest kan komme.

Her er støvet.

Spartansk.

Stilfærdigt.

Lukket og slukket.

Simpelt.

Før vi på nogen måde er trætte af udsigten til Hajjar-bjergene og det liv, som udspiller sig i dem, når vi til vores destination.

Sandy Beach Hotel & Resort.IMG_1028 Et lettere afdanket sted, der primært består af dét, der i ejendomsmægler- eller hotelmanager-sprog ville kaldes for en række ‘rustikke feriehuse’.

Stemningen er noget i retning af laidback backpacker-/dykkerentusiast-oase møder storfamilie på budget. Og det er intet mindre end perfekt, når nu vi er en hel flok, som har lyst til (og brug for) frie tøjler for en weekend.

Kan du se, hvorfor øen ud for resortet kaldes Snoopy Island?IMG_1026Der går ikke længe, før hele flokken er i fuld sving med snorkeludstyr, spande og skovle.

IMG_1032Børnene leger og leger – på kryds og tværs af aldre og køn.

Tid og sted forsvinder.

Nuet opstår.

De bygger, skaber, konstruerer og organiserer.

De river ned og lader sig rive med, hopper, løber og svømmer.

De fanger en eremitkrebs og fisker forgæves efter lynhurtige hundestejler.

Jeg elsker at betragte børns uendeligheds-leg.

Dér, hvor de er helt fortabte for omverdenen. Opslugte. Af leg og fællesskab.

Og jeg mindes, hvordan det føles.

Det er godt børneliv, når man har den slags stunder.IMG_1042Inden vi får set os om, er solen på vej ned.

Det er blevet for køligt til snorkelture over mod Snoopy Island, så land-Krabberne spiller i stedet volleyball.

Og får sig en solnedgangsøl. Eller tre.IMG_1044Når solen går ned i Ørkenstaten, så gør den det med et brag.

Inden for ganske få minutter er det bælgmørkt.IMG_1045Mens de voksne griller og drikker rødvin, leger børnene videre i haven og på strandens gode legeplads.

Der er ikke ét hyl.

Alting foregår i fred og fordragelighed.

De voksne skiftes til at liste ned for at tjekke på børnene, der stort set ikke ænser os, medmindre vi da har favnen fuld af chokoladekiks eller chips.

Det er præcist så afslappet og hyggeligt, som billederne indikerer. Der er gode burgere, grillpølser, 80’er musik på mobiltelefon, færdigblandet mojito-mix og gin-tonics.

Og jeg kunne ikke ønske mig at være noget som helst andet sted i hele verden – end lige hér.

I ghetto-familien.

Med lidt for meget rødvin. Og lidt for meget vandpibe.

Næste morgen vågner vi langsomt. Cille er nærmest bevidstløs, så tungt sover hun.IMG_1052Et øjeblik senere er hele børneflokken i fuld firspring på stranden igen, mens de voksne får en sidste snorkletur.

Jeg nyder snorkleturen mere på 2. dagen end den 1. Måske har jeg fået mindet mig selv om teknikken igen? Det er så vidunderligt at gå få meter ud i vandet, lægge sig ned og opleve noget, der mest af alt minder om et akvarium af farvestrålende fisk, søanemoner, søagurker, koraller, gopler, en form for muræner og hvad ved jeg.

Der er efter sigende også rig mulighed for at se små hajer og skildpadder, men så heldig var jeg ikke.IMG_1057Børnene står op af vandet og gynger på den dejlige legeplads.

Pludselig er det frokosttid og pakke-ned-tid.

Vi laver check-out omkring kl. 14.

Virkeligheden kalder. Turen går mod Dubai igen.

IMG_1059Det er sjovt, som sådan en bitte weekendtur føles som en hel ferie for krop og sjæl.

Jeg er træt, mæt og glad. Fyldt af oplevelser og selskab.

“Var det ikke bare en superfed weekend, Cille?”, når jeg lige at spørge trunten på bagsædet, før hun svømmer hen i tanker.

“Jo – og jeg vil gerne tilbage igen”, responderer hun straks.

“Kan du så alligevel godt lide Fujairah, tror du?”, siger jeg med et smil.

“Ja, da, Fujairah er bare helt super”, gaber Cille og falder i dyb søvn.IMG_1060IMG_1061Jeg kan ikke være mere enig.

Fujairah er bare helt super.

Og det er den selvvalgte ghetto-familie også.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Only in Dubai...