Fru Klods

Kender I hende her?Det er mig idag.

Jeg synes egentlig ikke, at jeg plejer at være den store klodsmajor, men i eftermiddags støder jeg en tå for fuld smadder ind i et stoleben.

Ved et uheld, naturligvis.

Det knager.

Og gør allerhelvedes nas.

Som i jeg-kunne-have-tudet-hvis-jeg-bare-var-alene-naller.

Men showet må jo fortsætte, så jeg går troligt med Cille over til ballet om eftermiddagen. Og hjem igen. Selvom flip-flops’ene slæber lidt mærkeligt henover asfalten.

Og det begynder at gøre mere ondt.

Det går op for mig, at tåen er blevet alle regnbuens farver og dobbelt størrelse af normalt.Man kan sikkert ikke se det på billedet (fordi jeg har grimme tæer), men der er tale om tå nr. 2 fra venstre.

Så nu ligger jeg her og ømmer mig på sofaen. Ærgerlig over, at jeg ikke kan tage til kæreste-trænings-aften med Martin, som sender hånd-hjerter og fingerkys, da han løber ud af døren.

Så er det jo heldigt, at sofaens tro væbner står klar til at hygge om ulykkesfuglen.Måske er det universets måde at fortælle mig, at jeg ikke skal andet i aften end at se hjernedødt TV og gå tidligt i seng?

PS: Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde nogle kløgtige observationer at dele om mandlige (mellemøstlige) immigranters overgreb på kvinder i vestlige lande.

Men det er som om jeg endnu ikke helt formår at begribe, at det rent faktisk har fundet og finder sted.

Masse-overgreb.

Til skræk og advarsel.

Tænk, at man som ‘gæst’ i et fremmed land forsøger at trække ens eget moralkodeks – ens egne kulturelle værdier, religion osv. – ned over hovedet på det nye ‘værtsland’.

Og jeg leger lidt med tanken om, hvad der ville ske, hvis vi – i dette tilfælde vestlige immigranter i Mellemøsten – komplet ignorerede vores ‘værtslande’ og begyndte at omgås mellemøstlige kvinder på samme måde og vilkår, som mænd og kvinder omgåes i Danmark.

Eller tænk, hvis vi begyndte at hive tørklæderne af kvinderne på gaden, fordi det ikke passer ind i vores moralkodeks?

Jeg tør slet ikke tænke tankerne til ende.

Æreskrænkende, er de. Stødende. Uanstændige. Fuldstændig uacceptable.

Og jeg er taknemmelig for at leve i et mellemøstligt samfund, hvor kvinder behandles respektfuldt, uanset nationalitet eller religion. Et samfund, hvor jeg aldrig er bange for at være alene eller gå alene på gaden.

Nogle gange er verden altså ret meget af lave.

Måske er det tid til et afsnit af Badehotellet for at dulme nerverne og tåen?