Weekend-battles

Weekenden lakker mod enden i Moderlandet.

Har I mon stadig stift vand og gul sne derhjemme?

Som en lille service her fra Ørkenstaten kan jeg meddele, at termometret vipper mellem 25 og 29 grader – med en let og svalende brise – som gør vintervejr til noget af det bedste i hele verden.
Faktisk er der intet, der ikke ligger lige til højrebenet og helt lunt i svinget.

Første arbejdsuge efter juleferien er overstået.

Weekenden starter hyggeligt med pandekager og Far-til-Fire-film med torsdagsslik til kvalmegrænsen.

Fredag morgen byder på lunt morgenbrød. Friskpresset juice. Dampende hed kaffe med mælk.Intet jag.

Intet hastværk.

Nattøjstullen i evigheder.

What’s not to like? 

Tilføj gerne et par enhjørninger.

De er sådan cirka ligeså realistiske som det rosenrøde billede af weekend i Familien Kaalund.Der er også indslag af trampolinhop og børnelatter, jovist.Og højtlæsning af klassikeren over dem alle: Søren og Mette.Det kan næsten ikke blive mere yndigt, vel?Men under overfladen lurer vreden.

Og vredens ven, frustrationen.

Og frustrationens ven, skuffelsen.

De tre høje herrer truer med at dukke op, når man allermindst lyster det.

For der er et inderligt og uskyldigt ønske om en hele-vejen-igennem-super-duper-firkløver-weekend fra de voksnes side.

Hvor alting foregår i fred og ro.

Med lattermilde smil på læben og glade børn, som leger sammen.

Hvor voksne og børn nyder fællesskabet.

Nu – hvor vi endelig har fri.Men netop som der er lagt allermest i kakkelovnen til hygge og idyl, så brister drømmen.

Pigerne skændes, så det brager.

Hyler som stukne grise over enhjørninger, der ikke bliver præcist som de skal.

Over trampolinleg, der ikke bliver som forventet.

Skubber irriteret til hinanden, mens Cille læser højt.

Vælter vandglas.

Afbryder samtlige forsøg på voksendialog og rolig morgenkaffe.

“Hvorfor helvede skal min fredag foregå med det her vanvid! Her er sgu’ ikke andet end hylen og skrigen, ævl og kævl”, vrisser Martin vredt.

“Hvorfor kører du ikke bare ud og henter de ting, vi aftalte, så tager jeg den herfra”, svarer jeg ligeså vredt.

Og det gør han.

Kører fra galehuset, hvor der skal laves lektier midt i en søsterkrigszone.

Og jeg forsøger at rede tråde og fuglereder ud på to rødhårede spektakler.Nogle gange skruer jeg forventningerne til to (sølle) weekenddage op på et niveau, hvor de slet, slet ikke hører hjemme.

Som om livet kun leves fredag og lørdag?

Som om alt negativt kan og skal pakkes væk for en stund – og alting kun bør ses og føles igennem et lyserødt filter.Den slags forventninger piller børn ned med lynets hast.

Og de reagerer på omgivelserne og stemningen med samme hastighed.

Men ligeså hurtigt, som temperamenterne kommer i kog i det Kaalundske Hjem, ligeså hurtigt køler de ned igen.

Og om aftenen slentrer vi igennem det nyåbnede Dubai Garden Glow, som ligger i Za’abeel  Park.(Næsten) uden vrissen, ævl og kævl i den midlertidigt samspils-ramte firkant.Pigerne er vilde med Dubai Garden Glow.

De kigger på overdimensionerede gulerødder.Og stiller sig under en konstrueret regnvejrssky.De ser på savannens dyr. Og kinesiske pandaer, der er igang med dagens bambus(til)skud.Der er endda mulighed for et kort visit ved plastic-fantastic-udgaven af Sheikh Zayed Grand Mosque. Jeg kan bedre lide originalen, men alright.

Og vi ser et mærkeligt træ med kinesisk vismandsansigt, der gentager det, som folk råber.

Konceptet holder til yngre børn.

Udstillingerne i Garden Glow lyser så fint i mørket og pigerne hygger sig med at gå fra oplevelse til oplevelse rundt i parkens tusmørke.

Og de voksne følger troligt med.

I slipstrømmen på indere og arabere.

Lidt ligesom i Global Village. Bare mindre og klart mere hyggeligt.

Lidt ligesom i det mirakelløse Dubai Miracle Garden. Bare langt pænere og sjovere.

Børns øjne ser noget fundamentalt anderledes end voksnes øjne gør.

Og det er faktisk helt okay – når nu det bidrager til at højne mandskabsmoralen og den generelle stemning i familien.Lørdagen står på dobbelt-lege-date med nabodrengene, mens trængte forældre tager ud for at kigge på ny seng.

Ægtesengen trænger til fornyelse.

Og det viser sig, at madras-test er præcist, hvad vi har brug for.

Vi fniser som teenagere bag det tunge gardin, som Hästens-senge-sælgeren diskret trækker for, så ingen bliver stødte over to hvide mennesker i en dobbeltseng.

Vi ruller rundt fra din-side-af-sengen til min-side-af-sengen, mens vi grinende forsøger at finde den rette madras.

Vi tester hårdhed.

Og blødhed.Balancen og harmonien er genetableret i den dynamiske duo.

Humøret stiger i takt med Martins aldeles upassende kommentarer.

Fødselshjælperen er i dette tilfælde – ganske enkelt og såre simpelt – et par timers børne-fravær.

I en sengebutik.

Of all places.

Who would have thought?