Terror

Kuk-kuk.

Jeg dukker mig lidt bag min skærm.

Af fare for at gentage mig selv.

For endnu engang flyder nyhedsstrømmen over med billeder fra en forfærdelig terrorhandling i hjertet af Europa.

Islamisk Stat forsøger igen at slå franskmænd ihjel.

I Paris. Byernes By.
Det hele føles så overvældende.

Verden er så stor, så foruroligende – og på samme tid så mikroskopisk lille og helt sammenfiltret.

De sociale medier bruser over i følelsesladede sympatitilkendegivelser. Profilbilleder med det franske flag. Opfordringer til at bede for Frankrig. Og masser af smukke billeder af Kærlighedens By som inspiration til at huske det gode i livet.

Der er også en lind strøm af statusopdateringer fra folk, der ønsker alle ‘fremmede’ (læs: muslimer) sendt på porten ASAP. Folk, der insisterer på at skubbe integrations-, flygtninge- og asylpolitik ind i kernen af diskussionen om terrorisme.

Der er også en lind strøm af statusopdateringer fra folk, der påpeger, at en håndfuld fanatiske – vanvittige! – enkeltindivider ikke på nogen måde repræsenterer islam eller muslimerne. Og at vi skal opføre os respektfuldt over for hinanden uanset religion.

Begge parter peger fingre ad hinanden i deres kommunikation.

Førstenævnte gruppering (dem, der lægger afstand til muslimer) kalder sidstnævnte gruppering for “pladderhumanister”. De ser dem som naive mennesker, der tror, at vi kan tale os til rette med mørkemænd, som kun forstår kommunikation med våben

Sidstnævnte gruppering (dem, der forsvarer muslimerne) kalder førstnævnte gruppering for ignorante. U-dannede. U-vidende. Ude af stand til at tænke logisk, og som derfor blander tingene sammen og skærer samtlige muslimer over én kam?

Sandheden ligger som oftest ude i midten af suppedasen.Der er et ton saglige argumenter for at revurdere Europas fejlslagne asyl- og immigrationspolitik.

Der er efterhånden ved at være foruroligende mange indikationer på at landtropper er nødvendige i kampen mod IS.

Er der tale om en 3. verdenskrig, hvor ‘3. verden’ skal forstås på flere niveauer?

Er der nogen tilbage, som tror, at IS laver sjov, når de taler om at skabe et verdensomspændende kalifat, hvis dominans opnåes via terrorhandlinger?

Samtidig er der også masser af saglige argumenter for at samles – uanset religiøs overbevisning og nationalitet – i et ærligt forsøg på at bevise, at verdens humanisme vil og skal sejre over mørkets fyrster – uanset hvem de er og hvor de kommer fra.

At vi ikke kan kyses.

At vi aldrig overgiver os.Jeg føler mig fortabt og rundforvirret i grupperingernes argumenter for og imod.

Måske er det fordi begge flanker har ret i dele af deres argumentation?

Jeg ser medierne gå amok over 2. runde af terror i én af verdens populæreste byer, mens virkeligheden i f.eks. Palæstina, Yemen, Syrien eller Nigeria byder på terror hver dag. Som i hver eneste dag.

Men vi kan bedst forholde os til det nære. Vi har alle spist croissanter og drukket café au lait på en fortovscafé i skønne Paris.At bo i Arabiens svar på Las Vegas er dybt, dybt interessant, når vi bevæger os rundt som katten om en eksplosiv Mellemøsten-versus-Vesten-grød.

På dagen for endnu en rædsom terrorhandling i Paris, drikker jeg tilfældigvis morgenkaffe med en palæstinenser, som er ulykkelig på lige vilkår med mig selv over at vågne op til triste nyheder fra Paris.

Hun – en veluddannet, moderne, muslimsk kvinde – som naturligvis ikke forstår, hvordan vi – menneskeheden – kan være kommet ud på så dybt vand.

En kvinde, der har oplevet terroren på egen krop de første 18 år af sit liv.

En kvinde, der måtte flygte fra sit fædreland for at skabe en fremtid i andre og mere fredelige dele af verden. En kvinde, som har mistet troen på at hun nogensinde tør bosætte sig i sit eget land igen.

En kvinde, som ønsker et fredeligt liv for alle i verden – uanset religion, sprog, kultur eller nationalitet. Fordi hun om nogen ved, hvad det vil sige, når der er ufred.I Ørkenstaten formår vi – gudskelov! – at leve i fred og fordragelighed med hinanden.

Og hvordan gør vi så egentlig dét?

Jeg tror, at det dybest set handler om forventningsafstemning og adfærdsregulering.

I De Forenede Arabiske Emirater har ‘de lokale’ (som udgør ca. 10% af befolkningen) stukket retningslinjer, regler og krav ud til ‘de fremmede’ (os – immigranterne – som udgør ca. 90% af befolkningen).

Mindretallet har ret, fordi de var her først.

De opfører sig ikke som en undskyldning for sig selv.

De imødekommer vores behov, interesser og forskellige kulturer i det omfang, de selv finder rimeligt.

De har en stærk forståelse for og stolthed over deres land – og vi er velkomne til at bo sammen med dem, hvis og såfremt vi overholder landets love og opfører os respektfuldt over for deres religion, kultur, sprog og nation.

Vi må gerne komme hertil for at arbejde og leve, hvis vi kan forsørge os selv. Den dag, vi mister vores arbejde, er der ganske kort tid til at finde noget nyt – og ellers må vi rejse.

Vi bliver aldrig statsborgere og vi får aldrig stemmeret.

Hvis vi begår kriminalitet, bliver vi smidt ud af landet efter endt afsoning. Og strafferammen taler sit tydelige sprog: La’ vær’. Det er en virkelig dårlig idé at begå noget som helst strafbart hér.

Vi må skaffe en alkohollicens, hvis vi vil konsumere alkohol – og vi må gå i separate svinekødsafdelinger i supermarkedet, hvis vi vil spise gris – for lokalbefolkningen ønsker på ingen måde at komme i kontakt med et dyr, som de opfatter som urent.

Vi må gerne gå i vores forskellige kirker, men de får ikke lov til at “reklamere for sig selv” i form af kirketårne eller kirkeklokker.Og nu står vi i en situation, hvor IS har angrebet Vesten af flere omgange.

Vi er vel nødt til at gå langt mere fysisk til værks mod dem nu?

De vestlige lande er nødt til at stå ved vores værdisæt. Vores holdninger. Vores kulturer. Vores traditioner.

Der må forventningsafstemning og adfærdsregulering til, når ‘fremmede’ kommer til Europa.

Uden skyld og uden skam skal de europæiske lande lade nye borgere forstå, at her gælder retningslinjer, regler og krav, hvis de har lyst til at bosætte sig i Europa.

Og hvis ikke de vil leve i respekt for vores værdier og love – så må de ud.

Simple as that.

Ganske uvidende om en nært-forestående, grum terrorhandling, begiver Mor og jeg os fredag aften afsted til Sheikh Zayed Grand Mosque i Abu Dhabi.

Det er nærmest helt symbolsk.To kristne på tur. Til et muslimsk sted. For at besøge en moské, der byder alle religioner og folkeslag velkommne hver eneste dag.

Åbenheden, tolerancen, forståelsen, fællesskabet, samhørigheden og humanismen står i skærende kontrast til den frygtelige terrorhandling dagen efter.Sheikh Zayed Grand Mosque er så ubeskrivelig smuk sent om aftenen.

Vi betragter med ærefrygt og respekt det smukke hus, som muslimerne har bygget til ære for deres Gud. Vi kigger ind i ablutionen, hvor kvinderne stille vasker fødder, arme, hænder og ansigt før bøn.Detaljerigdommen er overvældende både ude og inde.Min Mor nyder oplevelsen i fulde drag.

Det er ikke første gang, at hun besøger en moské – men det er første gang, at moskéen er så smuk.Vi lytter til muezzinen og forsøger at udtale navnene på dagens 6 bedetider.Det er let at fornemme Guds nærhed, uanset religiøs overbevisning, når man befinder sig her.

Hvor er det en skam, at vi på ny må vågne til en gruppe menneskers feje, gemene handlinger, som påstås udført i Guds navn.
Sådan noget ville Gud aldrig lægge navn til.