Flagdag og Strandliv

Vaneryttersken finder stor beroligelse i, at tingene begynder at gå i ring her i Ørkenstaten.

Udover min umiddelbare glæde ved at kunne genkende ting og begivenheder, så handler det også om at jeg har lyst til at vi skal slå rødder.

Blive på samme sted længe nok til at få vaner. Rutiner. Mønstre.

Blive på samme sted længe nok til at skabe nye traditioner i familien og vennekredsen.

Blive på samme sted længe nok til at lægge mange megabyte minder ind på den indre harddisk.Fornylig var det De Forenede Arabiske Emiraters Flagdag.

Det er 2. gang, vi oplever flagdagen, som den 44-årige, unge nation fejrer med samme stolthed og iver, som når vi kipper med Dannebrog ved enhver mulig lejlighed.

Skolen har pyntet op til dagen med store flag uden på bygningen og masser af flag-guirlander, lanterner og sheik-bannere indendørs.Jeg forestiller mig, at dekorationerne får lov til at hænge til og med De Forenede Arabiske Emiraters Nationaldag den 2. december?I 1971  – som 19-årig – skabte Abdullah Mohammed Al Maainah sit lands flag. Den unge emirati havde set en flag-konkurrence i avisen og besluttede sig for at deltage.

På flagdagen så han sit design vejre stolt over Abu Dhabis regeringsbygninger, men han fik først den officielle anerkendelse flere måneder efter, fordi landet havde travlt med at etablere sig selv.

I dag er Al Maainah diplomat og udsendt som ambassadør for De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg kan levende forestille mig hans (selv)tilfredshed, når han for 117. gang skal fotograferes ved siden af sit flag. Sikke en anekdote, han altid kan underholde med!

Om farvevalget til sit flagdesign forklarer Al Maainah:

“Black stands for the oil that helped transform his country. Green is for fertility and its green gardens. And white and red were already present in separate Emirate flags, so I added on what was already there to signify our expansion into a unified entity.”

Da vi tager på stranden med Mormor om eftermiddagen, bliver vi mødt af dette smukke syn. I hundredevis af Emiraternes flag står i sirlige rækker.

Plantet med nænsom hånd i det fine, lune ørkensand.

De florlette, farverige stoffer vajer i brisen så langt øjet rækker mod Burj Al Arab.
Jeg bliver opfyldt af en besynderlig form for stolthed, som jeg står dér – på Kite Beach – på flagdagen.

Det kan vist ikke betegnes som hverken nationalfølelse eller fædrelandskærlighed – for Emiraterne vil hverken eje eller ha’ mig på andet end mit allernådigst udstedte medfølgende-hustru-immigrant-visum – så måske er det i virkeligheden en følelse af ydmyghed og benovelse over, hvad denne her unge, kompromisløse, fremadstormende nation har formået at skabe i løbet af nul-komma-dut?

Og de bliver i øvrigt ved med at bygge.

Med tyrkertro og stålsatte miner.

År for år fortsætter kranerne, gravkøerne og mændene i de blå kedeldragter med at udvide, forbedre, rive ned og bygge op.

Som her på Kite Beach, hvor Mille – nærmest symbolsk – sidder og graver uskyldigt yderst til højre i billedet, mens de blå mænd er i fuld sving i midten af billedet.
Jeg betragter det bitte-lille menneske i færd med samme proces som de myreflittige blå kedeldragter.

Dubai er så komplet og så ufærdig på samme tid.

Præcist som vi.

Mennesker.

I baggrunden konkurrerer den smukke, lokale moské med Burj Khalifa om at vise vejen til Himlen.

Umiddelbart ser det ud til at religion vinder over kapitalisme, men jeg kan tage fejl. Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser… Længere henne ad stranden løber Cille omkring i vandkanten. Hun kaster med skaller og tjekker temperaturen med sine fødder.Et øjeblik senere overgiver hun sig fuldstændigt og bader længe med Mormor, mens Mille ser til fra vandkanten.

Den Arabiske Golf er salt og lun.

Ikke det mindste gys kan fremtvinges, når kroppen kommer under.

Og kystvandet er plumret.

Af sand, der hvirvler rundt i brændingen.

Af bygge-debris.

Af olie og sololie.Senere skyller vi det salte, snavsede havvand af os under bruserne.

Vi betragter den smukke solnedgang og lytter til bønnekaldet fra minareten, mens pigerne får nattøj på. Kort efter drøner vi hjemad i aftentrafikken.
Hjem til Mormors vel-tilberedte bøf med bløde løg, pandesovs, kartofler og agurkesalat.

Fik jeg nævnt, at det på alle ledder og kanter er freakin’ awesome at ha’ Mormor her hos os?