The Balanced Learner

Beskeden tikker ind forleden.

Det er åbenbart blevet Den Lille-Store Skolepiges tur til at modtage anerkendelse til 2. klassernes fællessamling i skolen.

Den slags er stort.

Som i “forældrene-møder-op-og-foreviger-seancen-i-et-væk” stort.

Så Martin, Mormor og jeg møder naturligvis talstærkt op i gymnastiksalen. Der skal ikke mangle repræsentation fra Kaalund-klanen.Cille er den sidste elev i rækken, der bliver kaldt op.

Og da Miss Laura fortæller hvorfor, hun får anerkendelsen, er der på besynderlig vis en slem omgang solcreme i mine øjne, som helt uforklarligt får tårerne til at trille.

“You get this award for working so hard in every single subject in school. I could have given you an award for each subject, because you always do your best and you make tremendous progress. You are respectful towards others, kind and a good friend. I want to give you the balanced learner profile”.Det er da skønt, at hun rent akademisk udvikler sig med lynets hast for tiden. Og at hun er en god kammerat. Men de overvældende følelser hænger lige nu langt mere sammen med en kæmpe lettelse over, at hun – og vi – er landet på den rette skole-hylde.

Efter halvandet år i Ørkenstaten.

En skole med det (for os) rette mindset – og med en familiær, varm og behagelig stemning, som gør læring til leg.

Eller leg til læring, for den sags skyld.

Cille går glad i skole hver eneste dag.

Hun forguder sin klasselærer.

Elsker sin dansk-skole.

Glæder sig til svømning, musik, IT, formning, matematik og fortsæt selv.

Hun drømmer om skolen, taler om fagene, fortæller om sine venner og har fået et skær af selvsikkerhed over sig, som jeg kun så glimtvis på den tidligere skole.

Det hele handler vel om at blive set og mødt som den, man er? Med vores forskellige behov og præferencer. Og det er tydeligt, at Cille føler sig til rette her – efter blot 2 måneders skolegang.

Hvad angår Klassens Duks – The Balanced Learner – så kan jeg informere, at hun blev retteligt belønnet med en tur i boghandlen?som resulterede i en bog om nail-art, der straks måtte afprøves på Mormor!Cille er nu ikke den eneste, som udvikler sig med lynets hast.

Vilde Mille på 3½ er begyndt at skrive sine første bogstaver.

Her øver hun sig i at skrive mit navn og man kan se, at særligt ‘m’, ‘e’, ‘t’ og ‘i’ sidder i fingrene på hende.Mormor kommer hen på skolen om eftermiddagen, så hun kan få rundvisning af Den Bitte-Lille-Skolepige.Her forklarer Mille hende ivrigt om klassens regler.Som I måske fornemmer, er Mormor fløjet fra Vandkants-Danmark – trådt over dørtærsklen i en Ørkenstat – og vandret direkte ind i vores hverdag.

Sådan som hun altid gør.Der er de velkendte strikkepinde, som klikker taktfast.

Og morgenmad i haven. Og hyggelige kaffepauser dagen igennem.Der er nyt brætspil.Og ture til legepladser.Vi nyder udelivet, nu hvor temperaturen og fugtigheden er sænket betydeligt.
Og vi bader til den store guldmedalje med den vinterramte dansker.Behøver jeg at sige, at jeg er svært begejstret for at min Mor er her?

Som en trækfugl fra det kolde nord, nyder hun at varme fjerene i et par uger hos os.

Og troldebørnene er glade. De skal vise Mormor alting og ingenting.

Hun deltager helt naturligt i dagens program – og hjælper mig med stort og småt, så hverdagen pludselig føles som en leg. Det er dén slags, ens Mor er verdensmester i.

Hun passer sløjt barn og rydder op.

Hun er stor-trøster og chef-forhandler hos stridende parter.

Hun forbereder aftensmad og pakker Halloween-pynten i kasser.

Hun hænger tøj op og nusser mig på ryggen.

Hun giver mig den dosis Mor, som jeg savner i hverdagen.

Vi går ture sammen om aftenen, tuller og taler om alt det, der bare ikke når at blive sagt over et sjældent Skype-opkald.

Det er så godt.

Så godt.