O’ man, Oman!

Eid Al Adha’en er over os.

Der er dømt løssluppen feriestemning og marathon-morgenkaffe.

Og endda et lille road trip.

O’ man – vi skal til Oman!Vi kører stik nordpå igennem emiraterne Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain og Ras Al Khaimah til vi rammer grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og den lille Omani-enklave Musandam.Her er grænsekontrollen på Emiraternes side. Vi betaler 35 dirhams (63 kroner) per person for at krydse grænsen. Et minut senere kommer vi til Omans grænsekontrol. Her betaler vi 50 dirhams (90 kroner) per person for at krydse grænsen.
Vi har endda fornøjelsen af at stå i kø i halvanden time for at få stemplet passene og betalt for visum på Oman-siden. Og når man mindst forventer det, er pigerne faktisk englesøde.

Det er som om Gud og hvermand skal til Musandam hen over Eid’en. Præcist som os.Ligeså snart vi krydser grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Oman, er der  en verden til forskel.

Emiraterne er gyldent ørkensand, der skifter farve fra det ene emirat til det næste. Der går kameler i ørkenen og dadelpalmerne står sirligt plantet langs vejene. Der er byer af varierende størrelse med jævne mellemrum.

Oman (Musandam) er dramatisk, goldt bjerglandskab. Der er geder, som græsser koncentreret langs vejkanten. Og støvede, fattige landsbyer og små fiskerlejer langs kysten.Efter grænsekontrollerne kører vi en time langs kysten – med havet på venstre side og skarpe klipper på højre side.Chaufføren får fornøjelsen af det ene nålesving efter det andet. Cille og jeg nyder den uendeligt smukke udsigt, mens Mille får sig en lille lur. Det er varmt – og lidt en lang tur på grund af den langsommelige grænse-proces.Efter en times bjergkørsel ankommer vi til Khassab, Musandam-enklavens centrum for turisme, om man så må formulere det.

Mest af alt er der tale om et søvnigt fiskerleje, der ligger helt ideelt for dagsturisme i De Arabiske Fjorde.Vi har været sent ude med at finde et hotel i Khassab, og er derfor endt på det lidet anpriste Diwan Al Amir. Der var fuldt booket alle andre steder – og så må man undlade at læse for meget på TripAdvisor…Hotellet ligger ene og alene. Som et fejlslagent forsøg på noget moderne-glas-halløj midt i støvet ingenmandsland – og vi kommer til at grine lidt i vores executive suite, der er så langt fra executive, som det er muligt.Men det er helt okay. For retningen mod Mekkah er indikeret i loftet – og der er et smukt bedetæppe i det ene skab. Det må i dén grad siges at gøre det ud for service og luksus.Næste formiddag stævner vi ud i en fin, gammel dhow fra havnen i Khassab.
Med denne fantastiske Omani dhow-skipper ved roret, der stort set ikke ytrer sig undervejs – med undtagelse af et par diskrete bønner. Han taler ikke engelsk, men modtager meget gerne mine henvendelser med armsving, pegende fingre og begejstrede smil.Besætningen byder med det samme på arabisk kaffe med kardemomme og de lækreste, små omani-dadler, dyrket i Khassab. De er glade, gæstfrie og utroligt hjælpsomme.

Her er det vores tunesiske guide, der beværter søde N.Vi er 7 danske familier, som har lejet en dhow for en dag.
Børnene går straks igang med at lege sammen. De kender hinanden på kryds og tværs.Der er hyggeligt med tæpper og puder ombord, som indbyder til afslapning og hygge.

Efter at have sejlet i ganske kort tid, begynder vi at kunne ane delfiner i farvandet.Inden længe er der delfiner omkring alle de dhows, der er stævnet ud fra Khassab her til morgen.

Det føles næsten som om delfinerne leger med skibene og følges med os, indtil deres opmærksomhed bliver rettet mod noget andet og mere spændende.Børnene hujer og peger. Delfinerne er – selvfølgelig! – et kæmpehit hos både store og små.

Vores guide fortæller os, at delfinerne er sky. Det er aldrig lykkedes for nogen at “svømme med dem” her i fjordene – og hun-delfinerne er voldsomt aggressive, når de har unger, hvis man da skulle forsøge at nærme sig dem.

Vi nærmer os nu mere lavvandede dele af fjordene. Vandet går fra at have været 40 meter dybt og mørkeblåt til at få en smuk, lysende smaragdgrøn farve.
Lige omkring hér er der blot 6 meter dybt og det indbyder da til svømning!Vi har ikke fået købt voksen-flippers, men en redningsvest under maven er en stor hjælp, når vi svømmer med pigerne.Cille og Mille vil begge gerne være i vandet en stund, men de er ret hurtigt oppe igen. Det er vist lidt overvældende første gang, de sådan er i vandet fra en båd.

Efter en times fri-svøm er der dejlig frokost ombord. Besætningen har rigget til med curries, ris, salat og pitaer med hummus. Maden blev sejlet ud til os med en take-away-båd. Sådan!Der er så uendeligt smuk her i Arabiens svar på de norske fjorde. Ikke at jeg har et sammenligningsgrundlag, idet jeg har Norgesruten til gode, men det her slår benene væk under mig.Senere stopper vi igen for at svømme.

Her fodrer børnene fisk med toastbrød og bananer. Efter godt og vel 6 timers sejlads (17 kilometer, ifølge guiden) sætter vi kursen mod Khassab.

De fleste af os sidder på hjemsejladsen med følelsen af at have leget Familien Beha i “Kurs mod Fjerne Kyster” for en dag.

I mødet med de vilde delfiner.

Ved synet af de golde bjerge på en diset horisont.

I følelsen af det salte vand mod huden, når vi skvulper rundt og ser på zebrastribede fisk.

Ved smagen af den søde tyrkiske te og den krydrede arabiske kaffe.Jeg overvejer seriøst, om jeg skal være en dhow-skipper i De Arabiske Fjorde i mit næste liv.
Fredfyldt og afstressende ville det ihvertfald være.

O’ man, Oman… Jeg vil se mere af dig!