De Forenede Arabiske Emirater har deklareret landesorg i 3 dage.
45 af landets dygtige soldater er
Se næste indlæg >
Burj Al Arab
Der er flag, fint indpakkede gaver og kort på morgenbordet.
Det er min 37 års fødselsdag.
Intet mindre.
Og min familie har gjort sig virkelig umage.
“Så er du really old nu, Mummy”, proklamerer Cille, mens hun stolt fremviser de gaver, som hun, Mille og Farmanden har været ude at købe sammen.
Cille har gjort sig umage med at pakke gaverne ind helt selv – og hun har skrevet det fineste kort.
Denne gang har Cille formået at holde gavernes indhold hemmeligt – men Mille er til gengæld kommet i den alder, hvor det er ganske umuligt at holde på en hemmelighed, så jeg er blevet indviet lidt i gaveindkøbene undervejs.
Det tager et splitsekund at åbne de flotte gaver, når to ivrige piger hjælper til. 
Bagefter er vi straks igang med morgenmad, madpakkesmøring og påklædning. Det er arbejdsdag, selvom det også er fødselsdag.
Vi skråler med på Shaggy: “Habibi (I need your love) på vej til skole.
Habibi lei, Habibi lei, Habibi lei lei lei lei-lei
Habibi lei, Habibi lei, Habibi
I need your love, I need your love, I need your lalalalalala
Let me love you, oh-oh
Og vi laver fjollebilleder i bilen, fordi vi er i god tid.
37 år i dag.
Kragetæer, pigmentforandringer and all.
Men samtidig er jeg blevet så gammel, at et tal efterhånden blot er et tal.
Og for hvert år følger der større og større taknemmelighed i kølvandet på min fødseldag.
Det er som om ting ikke er helt så givne længere, som de var tidligere.
Jeg er taknemmelig for meget i livet.
At have en rask krop og et raskt sind, for eksempel.
At have fået 2 dejlige døtre.
At have en kærlig og betænksom mand, som samtidig er min bedste ven.
At få lov til at bo og opleve verden under fjerne himmelstrøg.
Alt det på blot 37 år. Det kan jeg kun være glad for.
Om aftenen triller vi afsted i min fine, nye racerbil.
Martin inviterer på Chuck E Cheese’s – med et bredt grin.
Og dét er jo svært at sige nej til.
Men lidt efter kører vi op til sikkerhedsvagtens bom foran Burj Al Arab.
Og så drøner vi hen over broen, der fører ud til det 7-stjernede luksushotel, som Cille kalder for “the big lemon slice”. 
Vi griner lidt, da vi afleverer bilnøglen i valet-parkeringen. MINI’en bliver væk i den imponerende samling af Rolls Royces og andre über-luksusbiler.
Det berømte kig op i etagernes smukke grøn-blå nuancer med indslag af guld overalt er ligeså fint i virkeligheden, som det er i diverse dokumentarer om hotellet.
Her står Martin ved et smukt springvand, hvor der jævnligt skydes kraftfulde kugler af vand op i mindst 20 meters højde.
Vi føres videre mod elevatorerne og kører op til 27. etage, hvor restauranten Al Muntaha befinder sig – svævende 200 meter over havet – med udsigt over Palm Jumeirah.
Betjeningen og maden er udsøgt. Præcist, som man ville forvente det.
Jeg spiser sashimilaks fra skotske Loch Fyne, mens Martin får Deep Sea rejer med hjemmelavet ravioli.
Vores perlende æbledrik har 24 karats guldflager i. Naturligvis.
Vi deler 900 gram wagyu-steak, som bliver udskåret ved bordet. Alting foregår i en hyggelig og (overraskende) afslappet stemning.
Og hold op, hvor bliver vi mætte!
Så mætte, at der ikke er levnet den mindste plads til dessert. Rookie mistake.
Da vi beder om guld-capuccino som afslutning på den dejligste middag, kommer tjeneren slukøret listende retur.
Burj Al Arab er desværre udgået for 24-karats-guldflager. På min 37-års fødselsdag.
Der er ganske enkelt for stor efterspørgsel på spiseligt guld.
Se, dér kan man tale om First World Problem på den store klinge!
Et vaskeægte Dubai Moment, må man sige!
Så vi nøjes med at få Burj Al Arab aftegnet i cacao. Og kaffen smagte fortrinligt – endda uden guld.
Til kaffen serveres mundfulds-store petit fours og kaffesukker i et sølvstativ, der ligner det berømte sejl.
Som afslutning på det hele kommer tjenerne ind med en fin chokoladekage med lys i. De synger fødselsdagssang og lægger en langstilket rose på bordet, mens de tager min hånd og ønsker mig mange lykkelige år fremover.
Vi får dem til at pakke chokoladekagen i æske, så vi kan transportere den hjem til de to troldebørn, der sikkert gerne vil smage den i morgen.
En – på alle måder – ekstraordinær aften er ovre.
Sikke en fantastisk overraskelse, jeg fik!
Burj Al Arab er noget ganske særligt.
Hotellet er essensen af Dubai.
Så ekstravagant.
Så overdådigt.
Så vidunderligt.
Så fascinerende.
Så fandenivoldsk.
Så storslået.
Og hvad hotellet måtte mangle i æstetik og autenticitet (set med europæiske øjne), overskygges til fulde af det dygtige personale, som virkelig får os til at føle os som særlige og i centrum.
Og det får de alle gæster til at føle sig.
Der bliver fejret masser af særlige begivenheder rundt omkring ved alle bordene i restauranten i aften.
Overstimulerede og sansebombarderede går vi ud for at finde MINI’en.
Det her sted kan og gør noget helt særligt.
Og jeg kan li’ det.
Som i virkelig li’ det.
Tillykke med fødselsdagen – sikke en fantastisk dag