Fluebenet

Yes! Et kæmpestort flueben sættes ud for veloverstået første uge i den nye skole.

Det hele er gået over al forventning for Den Bitte-Lille Skolepige. Hun elsker at få sin uniform på og er lykkelig for at spise madpakke.Men selvom jeg godt ved, at hun går i Kindergarten-Skole, så gibber det i mig, når jeg ser på det lille menneske i fuld uniform med laksko og hele baduljen.

Hun er jo Mors Mindste Barn. Og vil altid være det.
Storesøster er umådeligt stolt af Lillesøster. Her overfalder Cille nærmest Mille, mens hun udbryder: “Oh, Mille, du er bare så kær i din uniform!”Om morgenen tager vi afsted i god tid for at gøre afleveringen mindst muligt stressende.

Cille har allerede fået for vane at gå med mig op i Secondary hos “the big boys and girls”. Torsdag bliver Mille inviteret med. Det er hendes første hele dag i skolen.Torsdag eftermiddag vil begejstringen for konceptet weekend ingen ende tage. At vende tilbage til hverdagen har fået os alle til at værdsætte fridage igen.

Jeg ringer efter thai takeaway og bedyrer kækt, at jeg vil have dem til at “make it spicy like you would for a Thai”.Vi griner os igennem panang-curry’en, som i dén grad får os til at snøfte ned i kleenex efter kleenex. Måske trængte jeg i virkeligheden til at få hovedet blæst igennem af chili?

Pigerne har bestilt chokoladefondue med friske frugter til “pudding”, som de insisterer på at kalde desserten – som en henkastet kærlighedserklæring til deres opvækst i England.Inden længe er det sengetid for gennemtrætte skolebørn og voksne.

Al opstart er krævende, men humøret fejler nu ingenting.Og vi vågner uden vækkeure. Til lyden af Cille, som trisser rundt i stuen, hvor hun dækker morgenbord og har pyntet op med tegninger og hjemmegjorte guirlander, fordi det snart er min happy birthday.
Da pigerne senere kører med Farmanden i byen for at købe fødselsdagsgave, får jeg en magisk time til at træne min kageform i en cross-trainer.

Og jeg mærker pludselig, at jeg er glad i hver eneste fiber i kroppen.Glad for mit nye arbejde.

Glad for at pigerne er kommet fint igang i deres respektive klasser.

Glad for deres nye lærere, som tegner til at passe personlighedsmæssigt fint til pigerne.

Glad for den familiære og afslappede stemning, som skolen har i både Primary og Secondary-afdelingerne.

Det hele tegner så fint, så positivt, at taknemmeligheden bruser over, at vi endelig er lykkedes med at få skole og arbejde til at gå op i en større enhed.

For den slags er ikke nødvendigvis let i Dubai. Eller nogen som helst andre steder i verden, for den sags skyld.Lykkefølelsen og lethedsfornemmelsen forstærkes af et kontinuerligt indtag af kølig hvidvin, chokolade og ristede nødder. Det er vel weekend?
Jeg har ganske enkelt svært at få armene ned igen, så jeg tror bare, at jeg lader dem dingle højt over hovedet for en stund i ren og skær begejstring over tingenes tilstand.