Virkeligheden kalder

Jeg sidder i Farmors stille køkken.

Hele familien sover trygt.

Det er sidste aften i Danmark. I denne ombæring. Og jeg er melankolsk på den der paralyserede måde, hvor jeg hverken kan tage mig sammen til at gå ind for at sove eller foretage mig et eller andet nyttigt.

I morgen er det Store-Hjemrejse-Dag til Dubai.

Og jeg kan ikke lige ryste aftenens telefonsamtale af mig, hvor min Mor og jeg i ét væk remser dejlige feriedags-begivenheder op for hinanden.

Jeg savner hende helt forfærdeligt, når vi lige har været sammen.Det er som om nærhed og nærvær avler ubærligt savn.

Og jo længere væk, vi kommer fra hinanden fysisk, geografisk og tidsmæssigt, jo lettere er det at bære på savnet i hjertet.

Det er egentlig lidt underligt?

Burde vi ikke savne hinanden mere, jo længere væk, vi kommer fra hinanden?

Men sådan hænger tingene altså ikke sammen.

Jeg vil med vold og magt HAVE MIN MOR, når jeg lige har set hende. Når jeg stadig kan fornemme hendes kram. Hendes duft. Hendes stemme tæt ved mit øre, når hun hvisker, at hun elsker mig altid.Heldigvis kommer Mor-Mormoren til Dubai om et par måneder.

Heldigvis kommer vi til Danmark til jul.

Måske overlever jeg også denne gang?Uanset hvad jeg måtte synes om det i aften, så er de 6 ugers genopdragelsesrejse til Danmark endegyldigt slut.

6 uger i fantastisk selskab er fløjet forbi på et øjeblik.

6 ugers road-trip med hylende (møg)unger på bagsædet er ovre.

6 uger med hele livet i 3 kufferter konverteres til et hverdagsliv med tøj i garderobeskabe, ting på faste hyldepladser, aftaler og huskesedler.

Virkeligheden kalder.

Højlydt.

Og for alvor.Der er mail på mail fra pigernes nye skole om dette og hint, der skal foregå i den første uge af det nye skoleår.

Kalenderfunktionen står åben hele formiddagen, hvor jeg plotter arrangementer ind, booker tider og skriver noter til mig selv.

Og selvom jeg har nedtur over farvellerne, så får jeg optur over alt det nye, som vi skal igang med at udforske hjemme i Ørkenstaten.

Mille som Den Bitte-Lille Skolepige i KG1.

Cille som Den Lille-Store Skolepige i Year 2.

Moren som Den Nye Støttelærer i Secondary School.

Og inden melankolien trækker helt afsted med mig i aften, så må jeg minde mig selv om de seneste dage i Farmors sommerhus.

Det er dén her slags minder, som pigerne vil have om sommerferie i Danmark. Og så er det hele måske alligevel ikke så slemt?

Vi tager færgen mellem Hundested og Rørvig igen-igen. Og vinker ned til Farmor fra det øverste dæk.

Pigerne er dødtrætte efter en skøn fødselsdagsfest, så det er nemt at overtale dem til at hygge i Farmors seng med Ramasjang og hund.Der findes intet bedre sted i verden at slappe af end i Farmors sommerhus. Cille og Mille maler igen-igen. På sten, lærred og fingre.Farmor lakerer efterfølgende stenene med skibslak, så de kan holde til regn og rusk, når de står til pynt i haven.Mille hjælper hende velvilligt med at arrangere stenene.Farmor bager også lige en stak vafler igen-igen.Og selvom sukker-kvalmegrænsen egentlig er nået forlængst, så insisterer Cille på at bage og dekorere candy cupcakes, som hun lige har fået i fødselsdagsgave af Tante A.Når Cille ikke maler eller bager, går hun i haven for at finde og passe snegle. Dyreelskeren, der har svært ved at finde et dyr, hun ikke kan elske.“Don’t worry, Mummy, jeg pick’er kun dem snegler med skaller på. Ikke dem dræbersnegler. Er de ikke bare søde?”, siger hun henført, mens hun aer sneglene.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg bør eller kan svare. Der går en fysisk reaktion af væmmelse og gys igennem min krop, når jeg ser ned i spanden med de ‘søde snegle’.

Judge for yourself. Tænker du ‘søde snegle’?Og midt i kaffe, kage, snegle og akrylmaling, dukker Faster D og Meme op.

De kommer  lige tids nok til et slaw Sorteper, hvor nogle snyder mere end andre.Pigerne er så glade for at Faster D og Meme er kommet. Så glade, at de fejrer det med at ondulere Meme i et anfald af kærlighed.

Findes der noget skønnere end en kluddermor af pigekroppe, der klukker, kilder, fniser og hviner?Så skulle det da lige være bittesmå glimt af søsterkærlighed.

Som forleden morgen, hvor Mille henført sukker: “Cille, du er min aller-elskeste”.Det varmer mit hjerte mere end brændeovnen, som jeg af uvisse årsager insisterer på, at Martin skal tænde op i for at lave sommer-sauna til mig.Men bedst som vi har det så sjovt, bliver det sidste morgen i Farmors sommerhus.Der er ikke andet tilbage at gøre end at skrive i gæstebogen om denne sommers dejlige ferieminder – og så se frem til næste sommers feriedage.