Farvel, Jylland

Hold op – en forrygende Tour de Jylland & Fyn, vi har haft os i de sidste 3 uger.Vi har fyldt os med nyopgravede kartofler.

Og ribs, stikkelsbær, solbær og hindbær fra Toves vidunderlige have.Mundvigene afslører også, at det vist ikke kun er frugthaver og køkkenhaver, vi har nydt godt af.
Cille har endda genfundet glæden ved rugbrødsmadder med makrel i tomat. Dén hopper Mille dog ikke på. Det lugter simpelthen for grimt til at forsøge sig med.Et af Cilles andre store ønsker for sommerferien er en dag med Kusine Cath. De elsker begge dyr og tilbringer derfor tiden med at fodre heste og ride. Mit hjerte smelter ved synet af min lille rytterske, der på én og samme tid ser lillebitte og kæmpestor ud.

Glæden og stoltheden lyser ud af hende, når hun er sammen med Cath og hestene.
Men det er ikke kun Kusine Cath, der rangerer højt på hitlisten hos Cille og Mille. Det gør Kusine Jo absolut også.Billederne er fra den hyggelige lørdag, hvor jeg pist forsvandt til bryllup.

Hos Mormor er hverdagen vendt tilbage, så vi har haft fornøjelsen af at lege støttepædagoger i hendes dagpleje.

Og når hun og dagplejebørnene har haft brug for en pause fra überhjælpsomme madammer, har vi nuppet os et dansk supermarkeds-fix.Og set Krummerne på VHS. Full-blown retro.Og øvet os i at spille UNO, som Cille nu nærmest er besat af.Tante A og Onkel J kommer også forbi til mad og god snak. De er altid godt selskab og jeg håber, at min Onkel beslutter sig for at komme til Arabiens Land på et tidspunkt.Men før vi får set os om, er dagene hos Mormor ovre. Og jeg må indføre Cille i den ædle kunst at skrive afskedsbreve, som gemmes på hovedpuden til Mormor.  Den tradition er vigtig at videreføre – og jeg overlader denne gang det vigtige hovedpude-brev til Cille, mens jeg selv lægger en note i Mormors god-nat-læse-bog.

Efter dagene hos Mormor er vi nu rykket videre til Morfar og Conny.Morfar tager os med på kirkegården for at lægge lyserøde roser til Bedste på Fasters fødselsdag.

Vi taler om at Bedste ser ned på os fra en sky i himlen. Og at hun sikkert bliver glad for at se Cille og Mille, der besøger hendes gravsted for første gang.

Jeg selv får tårer i øjnene ved tanken om, hvor helt ufattelig tung hendes kiste var at bære og sænke ned, da hun blev stedt til evig hvile i den jyske muld.

Hun er et meget savnet menneske. Og netop derfor var kisten så ubærlig tung.Cille finder en lille snegl på kirkegården og lægger den forsigtigt i perlegruset på hendes Oldemors grav. Hun læner sig ind til mig og hvisker: “Jeg har jo ingen gave med, så jeg tænker, at hun bliver glad for en lille snegl”.

At dømme på Cilles snegle-begejstring, er handlingen en åbenlys kærlighedserklæring til en aldrig-kendt Oldemor, som hun forestiller sig ser ned på hende i dette øjeblik.Efter at have sendt varme tanker til Bedste i Himlen, finder vi vejen til Fasters hus i skoven, hvor vi leger, hygger og griller til duggen sender os til tælling.Og i dag – som viser sig at blive en rigtig sommerdag som ikke tidligere set i denne sommerferie – nyder vi solen ved Kvie Sø, et af min barndoms udflugtsmål.Vandet er køligt, men langt mere tillokkende end Vesterhavets bølger. Efter at pigerne har soppet et par gange og fryyyyser lidt, sætter de Morfar i sving med gyngerne. UNO-spillet er også med. Naturligvis.Ved Kvie Sø ligger der et hollandsk pandekagehus, hvor vi bliver nødt til at spise frokost. Man kan ganske enkelt ikke få for mange pandekager med Nutella, hvis du spørger Cille.I morgen går turen så til Nordsjælland. Hjem til Farmor og Farfar i Grib Skov.

Farvel, Jylland.

It’s been a blast.

Vi har nået og oplevet og nydt lige præcist alt det gode, som mit Vestjylland byder på.

Vesterhavet. Heden. Fjorden. Familiemiddage. Have-vandringer. Drivhus-rov. Dyrehold på nært hold. Samhørighed. Kærlighed. Leg. Snak. Kaffe og kage. Frem og tilbage.

Det dejlige Vandkants-Danmark, som Mormor resolut kalder det, når politikerne  Kjøwenhavn taler om Udkants-Danmark.

En barsk og vind-omsust plet på Jorden, som også er ved at være velkendt territorium for pigerne, efterhånden som vi gentager genopdragelses-rejserne i sommerferierne. Efterhånden som de bliver større, husker bedre og genkender mere.

Måske ender Vestjylland med at blive hængende i deres barndomsminder, ligesom det gør i mine?

Måske ender de rodløse, internationale børn med at finde ro ved at kigge mod horisonten over Vesterhavet – med ryggen mod marehalms-klædte klitter – præcist som jeg selv?