Ægte kærlighed
I weekenden kører jeg til Fyn med 1 styks strikkende Mormor på passagersædet og 2 styks vrantne unger på bagsædet.De vrantne unger og verdens (tål)-modigste Mormor med strikketøjet bliver vippet ud af bilen og ind i Moster-Søsters rækkehus i Hjallese, hvor de naturligvis er meget sødere og velopdragne, end når de er sammen med deres opgivende Mor.
Den forestående pause mellem mor og døtre er faktisk lidt tiltrængt. Gensidigt tiltrængt.
For selvom det er dejligt, er det også temmeligt anstrengende at være på rundrejse i Danmark for at besøge venner og familie uge efter uge. Og den slags udmønter sig indimellem i grundfrustrationer hos børnene og den (forklædt som) voksne.
Jeg vinker et lettet farvel og kører videre ned igennem det smukke, fynske landskab ad veje og omveje, indtil jeg når Trente Mølle, der ligger i nærheden af Svanninge Bakker ved Faaborg.
Hér – hvor Fyn er finest – skal min kære studieveninde giftes med sin elskede. Jeg tænker på min studieveninde igennem hvert et landevejssving; hver en bakke op og bakke ned.
Det er meget, meget længe siden vi sidst har set hinanden.
Hun er både blevet Mor og friet til siden sidst.
To fundamentalt livsforandrende og vidunderlige oplevelser, som jeg desværre ikke har kunnet fejre med hende.Vi var de bedste skrivemakkere dengang på Syddansk Universitet.
Og jeg ville ikke tøve et sekund med at samarbejde med hende igen – uanset hvad projektet måtte omhandle eller byde på af udfordringer. Sådan er det nemlig, når 2 vidt forskellige mennesker har den dybeste respekt for hinanden og for de kompetencer, som den anden besidder, der bevirker, at opgaven bliver langt bedre end det, man kunne have skabt egenhændigt.
Nok om speciale-samarbejde. Nok om dengang.Vi er her for at fejre, at kærligheden er større end noget andet i livet.
At kærligheden er vokset i mellem 2 voksne mennesker, der har gået og ventet på at finde Sjælevarmeren. Livsledsageren. Elskeren. Bedstevennen.
Men nu har de fundet hinanden.
Præcist som i eventyrene.
Og 2 er blevet til 3.Jeg parkerer og hilser på brudens forældre, der spiser frokost og ordner småting i køkkenet.
Der er stille i hovedhuset, så jeg kigger mig lidt omkring i stuerne.Bordene står så fint og sirligt dækkede til aftenens fest.Lyset strømmer ind ad vinduerne. Vi er mere end ualmindeligt heldige med vejret, når man tænker på den sidste måneds efterårsregn og rusk.Præsten kommer cyklende med sin præstekjole i en kurv. Vi taler lidt sammen og hun lister ind for at klæde om, mens gæsterne strømmer til fra nær og fjern.
Pludselig er her liv og glade dage – og jeg genser og krammer en hel flok fantastiske mennesker, som jeg kender fra de fester og fødselsdage, som min veninde så ofte har holdt.Efter 40 minutters spændt venten ankommer bruden. Fashionably late, as always.Vi sidder med kig til den idylliske mølledam, mens en let brise sørger for at solens stråler ikke overvælder os.
2 vidunderlige, kunstneriske, livsglade mennesker har sat sig til rette over for hinanden. Deres glæde og kærlighed lyser så stærkt, at jeg er ret sikker på, at de fleste har en tåre i øjenkrogen.Præsten prædiker om hvorfor bryllupper rører os alle så dybt. Og om hvorfor det føles så stærkt og betydningsfuldt, når vi stiller os op foran vores nærmeste for at give hinanden håndslag på, at vi holder sammen til døden os skiller. At det her er alvor. Ramme alvor. Og forhåbentlig også en masse skæg og ballade henad livets vej.Og det er dybt rørende, hver eneste gang man selv oplever kærlighedens væsen eller ser det i andre.
Uanset om det er venskabelig kærlighed, kødelig kærlighed eller moderlig kærlighed.Som altid er bryllupsfesten overstået på et splitsekund. Det er hvad der sker, når rækken af talere er lang og talernes indhold fornøjeligt og rørende; når buffet’en er overdådig og der overspises i perlerækken af desserter.
Pludselig er det tid til brudevals.
Og sokkeklip, naturligvis.
Tusind tak for en aldeles fantastisk, livsbekræftende bryllupsfest.
Kære Brudepar: I er – ganske enkelt og intet mindre end – skabt for hinanden.
Og så bør jeg vist ikke følelses-blævre mere rundt for denne gang.
I stedet vil jeg gengive, hvad Apostlen Paulus har skrevet så eminent og præcist i sit Første Brev til Korintherne:
“…Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”…
Ingen kommentarer endnu