Bøgeskoven

Jeg har lovet mig selv at udnytte den friske luft og den grønne natur maksimalt denne sommer i Danmark.
For de sidste mange måneder har vi nærmest undgået at være uden for – og når det kommer til at motionere, så demotiverer det mig meget, at det kun foregår i et air-conditioneret fitnesscenter.

Min lyst til at løbe bliver afgjort større, når jeg undervejs kan kigge op i bøgekroner i stedet for et sandfarvet loft.Og jeg får mærkbart mere lyst til varieret opadgående og nedadgående terræn, når der er tale om skovstier i stedet for et løbebånd med forprogrammeret %-stigning.Sjælen er med, når jeg bevæger mig i naturen. Jeg lytter til fugle, mit åndedræt og min indre stemme, der taler om Dubai og Danmark.

Det står i skærende kontrast til de deprimerende nyheder om ISIS og Grækenland, der plejer at køre henover skærmen i fitnesscentret og de dybe støn fra vægtløfterhjørnet.Jeg kigger på skovens grønhed på en helt anden måde end tidligere.

På alle de små livstegn.

Ting, der er så fjerne fra min hverdag i Ørkenstaten.

For dér vokser intet grønt uden menneskets ihærdige indsats.

Dér pibler det ikke med spirer og småkravl. De visner og dør i solens ubarmhjertige stråler.
Og inden jeg får set mig om er 2 runder om søen overstået – og jeg begiver mig hjem til 2 snorkefrøkener, der så småt er ved at vågne i Farmors og Farfars hus.Eftermiddagen tilbringer vi hos Farfar.

Pigerne er så heldige at have hele 2 x Farfar.

Cille og Farfar deler interessen for computere. Her er han ved at vise hende et dos-baseret tegneprogram, som han sikkert har haft i gemmerne siden sen-firserne!Mille hænger ud i Farfars sofa. Det er som om hun ikke rigtigt kan vågne idag.Men da hun efterhånden bliver kæk og solen får brændt skyerne væk, skynder vi os ud på legepladsen bag Farfars lejlighed, hvor han tålmodigt gynger pigerne og leger med sand i et par timer.Da Cille var en lille tumlinge-unge på 13 måneder, passede Farfar hende 2 dage om ugen. Han kørte fra Birkerød klokken-alt-for-tidligt for at være hos hende i vores lejlighed, mens Martin og jeg var på arbejde.

Der var ingen vuggestueplads og vi havde begge fuldtidsarbejde. Og hvad gør man så?

Det var en eminent gave, at Farfar valgte at lade sig pensionere fra sit lærerjob præcist sådan, at han kunne blive fast barnepige hos os til hverdag og ved sygdom.

Farmor og Farfar (den anden!) passede Cille den resterende del af ugen – hvilket var lige dele hårdt og fantastisk.

Hårdt, fordi jeg savnede hende helt forfærdeligt, når hun boede hos dem.

Og fantastisk, fordi de jo knyttede helt særlige bånd – og samtidig gav os muligheden for at få knoklet en masse timer i de dage, hvor trunten ikke kom hjem.

Begge parters hjælp er – og var – jeg meget taknemmelig for.

Efter små 4 måneder med Farfar, Farmor og Farfar-konstellationen, blev der endelig en vuggestueplads i Københavns Kommune til den nu 15-måneder gamle trunte.

Den nye hverdagsmodel med ‘institutionsplads og fuldtidsarbejde’ holdt i 4 måneder – og jeg blev aldrig rigtig venner med den.

I marts 2011 flyttede vi til England – and the rest is history.

Speaking of England, så er pigernes elskede kusine Meme netop hjemvendt fra EF-sprogrejse i Brighton.

Gensynsglæden er stor. Umanerligt stor.