Vi har nu boet i Ørkenstaten i lidt over 1 år og begynder derfor så småt at mærke, hvordan ting går i ring.

Med hensyn til de praktiske ting i livet, forstås.

Og den følelse er nærmest betryggende. En lettelse – for nu at være ærlig.

Der er et eller andet rart i, at vi skal til at gentage handlinger, som 1. gang føltes ret besværlige og famlende.

Det er selvfølgelig fjollet at have det sådan med noget så banalt som forsikringer, kontrakter og licenser, men når nu vi ved, hvor ufatteligt meget papirskubberi den enkelte proces indebærer, så glædes vi over at vide, hvilke selskaber vi har lyst til at samarbejde med; hvor de forskellige kontorer ligger; hvilke dokumenter, der skal medbringes; hvad det er, man skal sige til skrankepaven eller den instans, som man skal have assistance fra og fortsæt selv.

Turen er nu kommet til fornyelse af alkohollicenserne. De udløber nemlig lige om lidt.Den proces fik vi megen morskab ud af 1. gang for 1 år siden:

https://moriudlandet.com/2014/05/23/it-has-never-been-so-easy/

Denne gang har MMI (alkoholdistributøren og licens-udbyderen) skrevet et venligt brev til mig – Tine Kaalund (housewife med adresse på min mands kontor) for lige at minde om, at jeg skal søge om en ny licens.

Så nu prøver vi igen! For nederst i brevet lover MMI, at “it has never been so easy to renew your license” – og dét tror vi da på.

Vi bekræfter lige igen, at vi ikke er blevet muslimer siden sidst.

Og at vi fortsat er over 21 år gamle. Martin skal også lige angive sin månedsløn til licenskontoret. Men hvorfor egentlig det? Skal man da have penge for at kvalificere sig til at blive en drukkenbolt? Svaret er vist et ja, når man bor i Ørkenstaten.Martins arbejdsplads skal også igen bekræfte, at det er okay med dem, at vi har lov til at købe alkohol. Og så skal licenskontoret se de samme dokumenter som sidst: Pas, visum, arbejdskontrakt, lejekontrakt og – for mit vedkommende – et brev fra ægtemanden, som bekræfter at ‘min kone må gerne…drikke sig i hegnet’.Tilbage er der kun at sige: