Penge til Lili og farvel til Miss Kanchan

Kære alle jer, som har sendt penge til Lili:

En stor og dybfølt tak skal lyde fra os og fra Lili, som har skrevet til mig, at hun er meget overvældet og taknemmelig for jeres bidrag, hjælp og støtte i en svær tid.

Vi er også overvældede og taknemmelige.

Dét er helt vildt.

Og helt utroligt, hvad en flok betænksomme mennesker kan samles om på ganske få dage!

Martin overfører således 3.979,67 dirhams, hvilket svarer til 7.220 kroner (eller knapt 50.000 filippinske pesos) til Lili, som hun kan betale medicin og hospitalsomkostninger for.Hvis nogle af jer gerne vil se jeres egen postering på kontoen, så skriv lige til mig – så sender jeg gerne en bekræftelse med jeres navn og beløbet på – men her på bloggen holder jeg det lige anonymt.

Vi sender igen til Lili, når der kommer flere donationer – men vi synes, at hun skal have denne her pengesum hurtigst muligt.Jeg lægger i øvrigt ud med at være godt distræt og forvirret her til morgen.

Det er sidste dag i Lakes Garden Nursery og det fylder rigtig meget i mit hovede.Og det er først på vej ud af Milles børnehave, at det går op for mig, at jeg vader rundt i gamle, udtrådte Birkenstock’er.

Om igen, Gogge-Mor.Da jeg er færdig på min egen skole og ankommer til Lakes Garden, overrækker jeg et brev og en æske chokolade til børnehavens leder. Med tårer i øjnene. For det her sted har betydet voldsomt meget for Milles udvikling.

Og det bliver ikke ret meget bedre, da jeg bliver mødt af denne plakat ved indgangen til Violets-stuen.Mille forærede Miss Kanchan et gavekort og Miss Elena kontanter for godt en uge siden. Det er kutyme at forære lærerne gaver eller gavekort (og hjælpelærerne cool cash) ved juletid og igen ved skoleårets afslutning.

Denne gestus bliver aldrig opfattet som “bestikkelse” eller “forsøg på at fremhæve/favorisere ens eget barn på bekostning af kammeraterne”. Gaverne skal forstås som en anerkendelse af lærernes hårde arbejde og deres beskedne løn. Et lille løntilskud fra forældrene, perhaps – eller drikkepenge, om man vil?

I dag har jeg således ‘kun’ medbragt chokoladeæsker til lærerne, fordi Mille elsker at give gaver. Lille My er så glad, at hun endda indvilliger i at få taget afskedsbilleder med Miss Kanchan.

Til alt held er der mange, som venter på at sige farvel, så det bliver ikke helt så tårevædet, som jeg kunne have frygtet.

Miss Kanchan er i virkeligheden ligeså tæt på at tude som jeg.

Hun over at miste sin Hjælpe-Lærer, Kloge-Åge og Største-Bandit i én person.

Jeg over at Mille mister en voksen i sit liv, som har været helt utrolig dygtig til at læse, forstå og anerkende hende for lige præcist dén, hun er.

I bilen siger jeg til Mille: “Tænk engang, Mille, det her var din allersidste dag i Little Girls’ School”.

Og Mille siger fra bagsædet: “I know, Mummy, jeg thinker det er really ærgerligt og jeg misser Miss Kanchan og Miss Elena every day for ever and ever”.

Med grødet stemme får jeg mumlet retur: “Men det bliver også rigtig spændende at starte i Big Girls’ School, ikke?”

“Kommer min Miss Kanchan og min Miss Elena også med i min Big Girls’ School, Mum?”, spørger Mille ivrigt.

Nej, Mille My, det er jo præcist dét, de ikke gør.Vi finder en kaffelotte og en croissant (med rigeligt smør) i selskab med Fru F og M.

Til lige at dulme det værste.

De har nemlig også været igennem præcist den samme afsked – og det er fint at mødes midt i.Og således går vi på weekend i Ørkenstaten. Med følelserne uden på skolehabitten, der snart kan lægges på hylden.