This, too, will pass

Jeg parkerer for hvem-ved-hvilken-gang på bagsiden af Det Iranske Hospital.

I horisonten anes Burj Khalifa igennem morgendisen.

Lili venter på mig.Jeg kigger mig omkring.

På det her triste, gudsforladte sted, der rummer så megen smerte og så stor frustration for os og for stakkels Lili.Mens vi venter på lægens stuegang, kigger jeg ned på min telefon og finder en besked frem.

Aftenen forinden har min chef – som så ofte før – foræret mig et værdifuldt ‘clue’, som giver mig retning og mod til at kæmpe videre mod det, der tårner sig op.

“This, too, will pass”, skriver hun.

Dén form for stoicisme kan jeg gribe ud efter lige nu, hvor jeg kæmper med at forstå og finde mening med galskaben.
Jeg læser det igen: “This, too, will pass”.

Det kører i mit urolige indre som et mantra, der skal give mig mental styrke til dagens beslutninger.

Lili går på toilettet. Hun har fået det meget bedre af antibiotika og væske-droppet, så hun lister selvstændigt rundt nu.

I mens kigger jeg ind i den iranske opholdsstue, hvor ingen sidder. Nogensinde.Lægens stuegang er kortfattet og effektiv.

Dr. Zara Ghazanfari fortæller, at Lili’s amylasetal er faldet fra 4.500 til 83. Blodprøverne viser at hun er i en stabil tilstand og at betændelsen i bugspytkirtel og tarmsystemet er slået mærkbart ned.

Hun er også stort set smertefri – omend øm i bughulen og den nederste del af ryggen.“I think you should go to your home country now and seek treatment. The insurance is so troublesome and everything will be too expensive here in Dubai. You are safe to travel, nothing will happen now, but you need an operation for the tumor in your gallbladder”, siger lægen til sidst.

Lili og jeg ser på hinanden. Så er dagens væsentligste beslutning blevet taget.

Af lægen.Vi er enige om, at hun ikke blot kan komme med hjem til os og forsætte, hvor vi slap. Scanningsresultatet er for åbenlyst.

Vi er også enige om, at hun må rejse til Filippinerne hurtigst muligt for at modtage den behandling og operation, som vi ganske enkelt ikke har økonomisk råderum til at få foretaget her, nu hvor forsikringsselskabet spiller utilnærmelige.

Vi er nok knapt så enige om, hvorvidt hendes visum (og dermed vores “sponsorship” af hende) skal annulleres, men hun viser det ikke åbenlyst.

Selvom vi holder af hende og på ingen måde har haft intentioner om at det skulle være slut, så tør vi ganske enkelt ikke andet.

Hvem siger at hun er frisk igen om en måned eller to?

Gud forbyde det – men hvem siger at tumoren er godartet og nem at fjerne?

Hvem siger at den fundne colitis ikke indeholder metastaser?

Jeg er i mentalt og emotionelt alarmberedskab. Og ser muligvis spøgelser og worst case scenarios overalt ligenu.

Men det her er ikke en spøg.

Vi kan ganske enkelt ikke risikere at skulle tage ansvaret for en alvorligt syg person, hvor den ellers så fornuftigt-tegnede sundhedsforsikring ikke vil dække.

Vi hiver kleenex ud af hospitalets fine bokse med eget emblem for at tørre øjnene. Forvirrede, lettede og rundt på gulvet over, at hun nu rent faktisk må komme ud af sygesengen.Vi pakker tingene.

Og jeg går ned for at betale den betydelige regning efter 5 dages ophold med alle mulige undersøgelser og labtests.

Den slags tager “kun” et par timer med papir-skubberi frem og tilbage over borde, inklusiv dybe suk og hænder, der vifter afvisende og munde, der ytrer halas’er og inshallah’er, mens jeg bøjer hovedet ydmygt over for skrankepaverne og mumler mit shukran.

Efter dén rundtur stikker jeg mit blødende master-kort i tasken og vi sætter os med journalpapirer og CT-skanningsbilleder i skødet, mens vi venter i medicin-udskrivningen.

Et nummer i rækken, er vi. Det føles så skrøbeligt.Dagen efter er jeg på den igen-igen.

Jeg føler mig efterhånden hjemme i denne her bid af Iran i Dubai.Denne gang er det uden Lili, som hviler sig derhjemme.

Det er mit sidste – allersidste! – forsøg med forsikringen.

Jeg skal ind for at finde Dr. Zara Ghazanfari, før hendes klinik og stuegang begynder. Hun har indvilliget i at tale med forsikringens læge i telefonen her til morgen, så de sidste misforståelser kan blive udryddet – og vi forhåbentlig kan få en afgørelse fra forsikringens side.Jeg går ind i caféen. Alt det her hurlumhej sender mig lukt tilbage i armene på morgenkaffen, som jeg ellers har holdt mig fra i en del uger efterhånden.

Sådan går det, når verden går mig imod. Det er svært at være standhaftig, når man har brug for trøst. Og min gamle, falske ven – koffeinen – kalder på mig og tager mig i sin favn.

Den filippinske barista hilser på mig. Det gør han hver dag. Og han ved hvad jeg skal have. Som en pusher kender han sine kunder.

Men før han går igang, sætter han sin iPhone til at spille lidt musik i den tomme café.

Bob Marley’s “Everything’s gonna be alright” strømmer imod mig, og jeg griber om capuccinoen med tårer i øjnene.

Jeg deler universets besked med min mor og søster lidt senere. De må da kunne forstå, at det aldeles ikke var tilfældigt?

“Don’t worry about a thing, cause every little thing is gonna be alright”.

Jeg drikker min kaffe og beder til at alt rent faktisk bliver godt for Lili igen.

Jeg er her en time før Dr. Ghazanfari kommer og benytter derfor lejligheden til at synke ned i ventesalens plasticsæde for at genlæse et par kapitler i Fru M’s bog, som jeg har hårdt brug for i disse dage. Hun uddanner mig i følelseslivets uransagelige mønstre – og så er jeg så heldig, at jeg samtidig kan kalde hende for min ven.

Min indre “angry bitch” viser tænder.

Hun har svært ved at beherske sig.

Faktisk har hun lyst til at skrige ud i verden, at der ingen retfærdighed er til.

Ingen!

Lili risikerer sit levebrød her. Hvis hun ikke bliver raskmeldt igen, så hun kan tage ud i verden og tjene penge til familien – hvad sker der så med dem alle?Og vi står på den anden side af den triste fortælling med udmattelsessymptomer og me(n)taltræthed.

Vi har åbnet vores hjem for 2 husholdersker på 1 år.

Første gang ender det i dyb skuffelse over slagsmål og dårlig dømmekraft – og denne gang ender det i stor smerte over sygdom og gemen livs-uretfærdighed.

Det kræver stor energi at lade et menneske komme så tæt ind i ens familieliv. (Sære) vaner, adfærd, relationer og understøjsskuffer står åbne over for et fremmed menneske, som skal hjælpe og være omkring én i hverdagen. Vores børn har skullet forholde sig til 2 personer med vidt forskellige personligheder i løbet af blot 12 måneder.

Og jeg sætter mig til at læse kapitlet om ansvar. For det er jeg nødt til at tage.

Ansvar for mig selv og for den måde, hvorpå jeg møder verden.

Min offerrolle skal enten pakkes ned eller tilfalde Lili helt og holdent; staklen som står over for de allerstørste udfordringer. Skilsmisse fra mig selv er ikke en mulighed. Jeg har full blown allergi overfor skilsmisser.Dr. Ghazanfari er fantastisk imødekommende over for mig. Vi mødes medsøsterligt i fortællingen om vores børn. Og hun lyser op, da hun får at vide, at jeg er lærer.

“Maybe we should tell the insurance that you are a teacher. Teachers never lie, so they would then know that we are telling the truth and then approve the hospitalisation”.

Jeg smiler til hende: “I think we should focus on explaining to the insurance that there is no sick history, no medical record, no medication or any symptoms in the past. That this was indeed an acute case of gallstone, an emergency situation with a lot of pain, whereby the tumor was also discovered”.Jeg forlader det her trøstesløse sted henover middag.

Nu er det op til forsikringen at træffe en beslutning.

Det er knaldhamrende uretfærdigt, hvis de ikke godkender denne her akut-opstående sag. Men nu har de slået sig i tøjret i knapt en uge; udbedt sig yderligere dokumentation af ti omgange – og afvist dette og hint med at informationerne ikke er “præsenteret i det rette format”.

Og jeg er ved at blive sindssyg.

Hvis ikke de her presseveer tilvejebringer en forløsning, så kommer angry bitch fandeme op til overfladen.Om eftermiddagen ringer Martin. Lili’s visum er nu blevet annulleret og hun kan rejse i aften, så den nødvendige behandling og operation kan foretages hurtigst muligt.

Vi fotograferer Lili med pigerne, som er generte over den rørstrømske stemning i stuen.

Og Mille forærer Lili små hjerte-klistermærker “for good luck when you go home”, som hun mumler under sutten.

Det er svært at sige ret meget.

Intet virker helt fornuftigt – for det her giver jo ingen mening.

Jeg kommer uforvarende til at sige, at det akutte galdestenstilfælde kan ende med at være en velsignelse, fordi de andre helbredsproblemer og tumoren blev opdaget herved. Og jeg bider mig i selv i tungen over min dumhed og knytter mine næver, som om jeg vil slå mig selv.

Hvordan kan jeg sige sådan her til en person, som skal hjem og opereres?

Der er sgu’ da ingen velsignelse i noget af det her!

Rend mig i røven.Hvis Lili er heldig, så kommer hun sig over dette her uden efterfølgende problemer – og så ser vi på mulighederne for at hun kommer retur til Dubai. Naturligvis.

Men hvis Lili bliver diagnosticeret med eksempelvis en tarmsygdom eller kræft, så vil en sundhedsforsikring, der accepterer kroniske sygdomme, være så dyr, at vi under ingen omstændigheder har råd til at hente hende tilbage.

Tænk over denne fortælling, næste gang I er vrede over det danske sundhedsvæsen.

Vi har ihverfald oplevet bagsiden af medaljen ved 100% egenbetaling og 100% privatisering af sundhedsvæsenet. Det er svært at tage afsked. Jeg holder igen med tårerne, fordi pigerne står og vinker farvel ved taxien. Og jeg vil ikke have, at Lili græder mere.

Martin trækker pigerne med ind, mens jeg står og kigger efter taxien.

Lili er på vej til sit hjemland.

Alene.

Syg.

Uden et job.

Og her står jeg – alene på en mørk villavej i en rig-hvid-mands-ghetto – med de største, dybeste tredje-verdens-skyldfølelser over hele miseren.

Vi gjorde, hvad vi kunne. Vi kæmpede for at udrede problemet. Vi betalte ved kasse 1 for det hele.

Det føler jeg i mit hjerte.

Men håbløsheden og meningsløsheden består. Uændret.