Det iranske mareridt

Vi er ramt. Dybt ind i hjertekulen.

Maven er én stor knude og skuldrene befinder sig alt for nordligt.

Blodtrykket og stressniveauet når nye højder i disse dage.

Jeg ved knapt hvad jeg hedder og hvorfor jeg er her.Jeg parkerer bilen på en støvet plads bag Det Iranske Hospital i Dubai. De er i færd med en større udbygning, omend maskinen med larvefødderne står stille hen.Jeg trasker inden for med Mille i klapvognen.Og konstaterer, at den iranske patriotisme er allestedsnærværende på det uddaterede hospital i form af malerier af iranske stormuftier, shaher eller ayatollaer (hvad hedder de der herskere i Iran egentlig?) og en masse fine flag.

Vi skal op på den medicinske afdeling.Her ligger vores stakkels husholderske Lili indlagt med akut galdesten. Og betændelse i bugspytkirtlen. Og betændelse i tarmsystemet. Og en cyste. Og en tumor.

Hvad er det her for noget?

Først døde hendes Far, netop som hun var flyttet ind hos os. Efter 3 uger kom hun retur til os – helt i stykker af sorg og tristesse.

Og nu – et par måneder senere – er hun selv alvorligt syg.Hun er ramt. Af dødeligt, sort uheld.

Og jeg føler med hende.

Det hele er så uforskyldt, så forbandet ulykkeligt.Jeg kysser hende på panden og beder Gud velsigne hende.

Lili er meget troende og tårerne løber ned af kinderne på hende. Kinder, der er gule og hævede, fordi hendes indre organer er betændte og arbejder på nedsat blus.De iranske læger arbejder på at slå betændelsen ned. Og jeg læser om bugspytkirtlens funktion og sygdomme på nettet. Det virker som om de ved, hvad de har gang i.

Galdestenen har endda indvilliget i at lægge sig et sted, hvor den stille og roligt gør mindre ondt.

Men hvad der skal ske med cysten og tumoren ligger uvist hen.Martin er her allerede for at prøve at udrede trådene.

De er helt filtrede, de tråde. Og de vedbliver at være det – selv her på 5. dagen for indlæggelsen. Vi er trætte med træt på af at ringe rundt og få forskellige, modstridende oplysninger.Den sundhedsforsikring, som vi har tegnet til Lili, kæmper med næb og kløer for at afvise vores sag.

Og vi kæmper naturligvis med næb og kløer for at bevise vores sag.

Det er et akuttilfælde. Lili har aldrig tidligere haft symptomer eller modtaget behandling for galdesten eller andre problemer i maveregionen.

Men hvordan kan vi bevise dét?

Dagene går – regningen vokser os over hovedet – og vi begynder at fornemme, at der nok er tale om en udmattelseskamp, som vi kommer til at tabe.

Min gode veninde Fru M, som er en erfaren Dubai-dame, forklarer mig over telefonen, at de fleste sender deres filippinske hjælpere hjem til behandlinger, da det er langt billigere end at klare tingene her i Dubai.

Måske ender det med at blive løsningen?

Det her er noget lort. På alle måder. Og vi hænger på den. Lorten.