Nyt job

“Everything happens for a reason, Tine”.

Min chef folder kærligt sine hænder om mine i en form for velsignelse eller trøst.

Klokken er 7.30 om morgenen og vi sidder overfor hinanden i Secondary School’s smukke foyer.

Der strømmer trætte teenagebørn ind ad dørene og bag os sidder Secondary Principal med sit sædvanlige morgenkaffe-entourage.“You came here to learn and grow – and now you have this most wonderful opportunity come your way. I would have done the same, you know that. These opportunities have to be seized when they present themselves. You might not get this chance in a year’s time”.

Jeg bliver rørt over hendes forståelse og medmenneskelige varme, der strømmer imod mig og lægger sig om mine frosne skuldre.

Faktisk er jeg ved at gå lidt i opløsning ved tanken om at hun er den bedste chef, jeg nogensinde har haft. Og der er en meget reel risiko for at hun vedbliver at være den bedste chef, jeg nogensinde har haft.

Og nu mister jeg hende.

Efter blot ét skoleår.

Min stemme knækker, mens jeg fortæller hende, at hun er den absolut bedste Boss-Woman, jeg nogensinde har mødt.

“Now, don’t make me cry”, svarer hun og ler.Måske gør det så ondt at sige op, fordi hun er den første kvindelige chef, jeg har haft i en lang række af (ældre) mænd med alt, hvad dertil hører af misforståelser og forskelle.

Og at hun så samtidig besidder samtlige kvaliteter, som en chef burde have, gør det ekstra svært.

Jeg ville ønske, at kvinder i ledende stillinger kunne se, hvad hun gør så naturligt.

Hun er ikke maskulin i sin fremtoning, ordvalg, adfærd eller ‘medarbejderbehandling’. Men hun er heller ikke ven med sine ansatte på en måde, der skaber manglende respekt eller fnidder i flokken. Hun er ikke underdanig overfor ledelsen, men heller ikke en kælling, der råber højt, som det så ofte ellers ses.

Hun håndterer løst og fast, småt og stort med entusiasme, energi, humor, indlevelse og ærlighed. Hun rummer alle personligheder, skævheder, genertheder, skarpe albuer, flagrende ører og sære hoveder i sin medarbejdergruppe.

Det hele kan i bund og grund koges ned til at hun er et godt menneske.

Et menneske, som altid har de bedste intentioner med og i alt, hvad hun gør. Og den slags smitter. Af på andre. Som så får lyst til at gøre det samme.Beslutningen har ikke været let.

Der har været både fremskridt og tilbageryk i den seneste uges tid.

Sådan er det jo altid med jobskifte.

Det bliver aldrig en lineær proces, men snarere én, der kræver betydelig mental energi i forsøget på at vurdere om det nye tilbud nu også er bedre end det nuværende. I forsøget på at stå fast på de vilkår, jeg gerne ville have – uden samtidig at miste interessen fra arbejdsgiveren.Men et par virkelig gode fødselshjælpere tager mig med på Kite Beach forleden aften.

En aften, hvor jeg er sur og smækfornærmet – og bestemt ikke i stand til at overskue om det-der-nye-job overhovedet er noget for mig.

De står klar med forløsnings-talenter i form af logisk sans og snusfornuft. Og de deler gavmildt deres erfaringer fra og viden om jobmarkedet i Dubailand.Det bliver til en skøn gåtur, mens solen går ned.

Efterfulgt at gode burgere på stranden.

Og i aften vil jeg fejre, at jeg har fået nyt job!

Pr. næste skoleår (september) er jeg Assistant Teacher i English Department – Secondary på samme skole, som pigerne skal starte på.

Dubai International Academy.

Skolen har aldrig tidligere haft Assistant Teachers på Secondary-niveau, så jeg glæder mig helt vildt til at definere rollen og udvikle støtte-aktiviterne for de elever, som har behov for hjælp på skolen.

Jeg tror aldrig, at jeg var blevet tilbudt stillingen, hvis ikke det var for mit år hos min nuværende chef. Og det er jeg hende evigt taknemmelig for.