• ···
Insekterne og den flyvende penis

Velsignelsen

For mange, mange måneder siden lægger min veninde N en bog til mig på skænken.

Det er en af de eftermiddage, hvor vi drikker kaffe, samtalen går i cirkel og børnene leger.

Hun lægger den sådan lidt tilfældigt og siger ikke andet end et henkastet “jeg tror, at du vil kunne lide den”.

Senere kigger jeg nærmere på bogen.

Det er Katrine Lilleørs selvbiografiske samling af fortællinger: “Kvinde, hvorfor græder du”. IMG_7437Jeg er ikke synderligt vild med Katrine Lilleør, sådan som jeg kender hende fra dagspressen, når hun argumenter for eller imod dette og hint. Hun virker spids. Selvhøjtidelig, måske?

Men kvinde, det er jeg – og gråd, dét kender jeg til.

N låner mig bogen på et tidspunkt, hvor jeg græder. Lidt for ofte. Overfor hende.

Og hun gør det samme. Lidt for ofte. Overfor mig.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvad N græder over – det er personligt og noget, som hun selvfølgelig ikke skal have udleveret her – men jeg kan fortælle, at jeg græd i et par måneder over Cilles svære start i 1. klasse. Over mit barns utryghed. Og i frustration over skolens manglende forståelse og hjælp.

Det hele startede sådan her:

http://moriudlandet.com/2014/09/08/rovbanan-i-skysovs-serveret-med-surt/

Men jeg græd ikke kun over Cilles uoverskuelige morgener.IMG_7428Der var også tårer over tabet af en tryg æra som hjemmegående og en dyb frygt for hvad der egentlig skulle blive af mig, når nu jeg ikke var Mor hele dagen?

Jeg har en stærk aversion mod ændringer. Jeg er et decideret forandrings-vrangvilligt – eller omstillings-u-parat menneske:

http://moriudlandet.com/2014/08/25/panik-for-lukketid/

IMG_7438Så jeg gik i gang med bogen, der blandt meget andet godt også handler om Katrine Lilleørs tårer over livets op- og nedture.

Bogen ramte – og rammer – mig så meget, at jeg gik – og går – til og fra den.

Det er som om jeg kun kan rumme et kapitel eller to ad gangen.

Ikke at hun skriver tungt eller filosoferende, men mere fordi hun skriver direkte til mit hjerte.

Fordi hun hele tiden rammer oplevelser og følelser, som jeg også har grædt over. Og som jeg måske skal overveje ikke at græde over? Tænke anderledes om? Opfatte på en ny måde?IMG_7427Lørdag eftermiddag var ren afslapning – og dér faldt jeg i staver over dette kapitel fra Lilleørs hånd:

“Hvordan kan man få mere frihed fra sine forældre uden at falde væk fra dem?

Læs det to gange eller tre. Man læser alt for hurtigt videre og risikerer derfor at overse den livskløgt, de få ord rummer. Det er og har til alle tider nemlig været menneskets største uro. Hvordan få mere frihed uden at falde ud af sine elskedes kærlighed? Hvordan få frihed til at gøre og være den, man er, uden at risikere sine forældres, sin ægtefælles, sine børns, sine venners afstandstagen?

Svaret er ikke enkelt. For så mange af os holder igen med velsignelsen. Vi benytter os af vores nærmestes kærlighed til at styre dem. Ja, vi gør. Alle kender til at mangle en vens, en søsters, en fars eller en mors velsignelse. Alle kender til at mangle velsignelse, men meget få vil indrømme, når de selv holder igen på velsignelsen.

Så er der mange forklaringer. Man kan vel ikke være enig i alt, hvad ens datter foretager sig. Herregud, det er vel heller ikke så vigtigt, hvad jeg som mor mener. Men det er det jo. Ikke, hvad mor mener, men at mor velsigner det, datteren gør. Også selvom hun ikke er enig med hende. For at give sin velsignelse forudsætter ikke enighed. Man kan sagtens velsigne uden at være enig. Og det skal man. Hvis man elsker. Ellers fortjener mine følelser ikke at kaldes kærlighed. At holde igen på velsignelsen, fordi man ikke er enig, eller i dårligt humør, eller bare ikke vil være med til at støtte dette eller hint i sine elskedes liv, er og forbliver manipulation og magtanvendelse.

Kærlighed sætter nemlig fri. Altid. Ikke fri med et vredt: “Det må du sandelig selv finde ud af”, men med velsignelse. Med et velsignende blik, der lover, at alt, hvad hun eller han gør, vil være godt i dine øjne.

Ud i verden med dig, min datter. Gør det bedste, du kan.

Sådan skal vi sende vores børn og hinanden af sted. Uden trusler om, at barnet kan miste min velsignelse. Uden forbehold. Frisættende.

Kun den, der frit går ud, vender frivilligt hjem.”

Jeg lægger bogen fra mig med tårer i øjnene.

Af taknemmelighed over, at jeg har en mor, der er præcist sådan. Velsignende. Uanset om hun er enig med mig eller ej. Som altid stoler trygt på, at jeg gør mit bedste – og at alt, der kommer fra min hånd, har de bedste intentioner. Det er nok også derfor, at jeg vender aldeles frivilligt hjem til hendes favn.

Af taknemmelighed over, at jeg har en søster, der ser igennem fingre med min storesøsterlige bedrevidenhed og velsigner mine tossestreger, selvom hun selv ville have tænkt og handlet anderledes. Som altid stoler på, at jeg mener det godt. Det er nok også derfor, at vi er ‘i sync’ uanset den geografiske distance.

Af taknemmelighed over, at jeg har en veninde, der ser mig for mig. Der velsigner mine tårer. Uanset om de er af vrede eller glæde.

Jeg håber inderligt, at jeg er i stand til at velsigne mine døtres beslutninger og deres handlinger – uanset hvad jeg må synes om dem.

Og at jeg formår at stole på deres dømmekraft , således at vi sammen kan fejre, at de kan selv – og vil selv!

Det værste ville være, hvis de ikke vendte hjem til mig frivilligt.IMG_6926

   

Skriv en kommentar

  • mnnb1

    Puha…..nu græder jeg alså også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for et godt og tænksomt indlæg. Du beskriver mine tanker. Går netop nu fra at være hjemmegående i mange år til at skulle finde mig selv tilpas i en anden rolle. Det er hård kost – jeg er nemlig også “modstander” af forandringer..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh, det er ikke let at gå fra hjemmegående til udearbejdende – men som med alt andet i livet – så føles det rigtigt, når beslutningen først er taget. Jeg er meget glad for at være “ude af døren” halvdags, så jeg får nye input og sociale/kollegiale relationer. Der kommer mere energi ind i mig, kan jeg mærke. Og så er jeg evigt taknemmelig for at kunne hente mine børn hver dag og tilbyde legeaftaler anytime – det er en stor gave for mig 🙂
      Håber at du finder en løsning, som du kan lide og som ikke kompromitterer jeres familieliv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Insekterne og den flyvende penis