Jeg mangler da benene – og næsen!
Det er dagen efter operationen.
Cille er kravlet ind til os midt om natten og sover trygt i smørhullet.
Mille kommer listende ved daggry og klatrer op til resten af flokken for at snorke videre.Da Cille vågner, trisser hun rundt med den stækkede vinge hængende forsigtigt i sin 90-graders bøjning. Hun holder fast med fingerspidserne i kjolestoffet, som for at sikre sig, at albuen ikke bliver strakt ud.
Vi siger ikke noget. Og hun siger ikke noget.
Martin arbejder hjemmefra om morgenen, indtil jeg kommer hjem fra skole og kan tage Cille med på hospitalet til bandageskift.
Sådan her ser den stakkels albue ud nu.Jeg havde i min naivitet forestillet mig, at 3 bittesmå, præcise huller efter spyddene ville åbenbare sig, når bandagen kom af – men der er noget mere sår og hævelse, end først antaget.
Cille græder, da plastrene bliver fjernet og det er tydeligt, at hendes ubehag relaterer sig til at få albuen befriet af dens beskyttelse.
Den er svag.
Utilregnelig.
Og hun er bange for at bruge den.
På vej hjem i bilen siger jeg til hende, at jeg virkelig håber, at hun nu har brækket de knogler, hun overhovedet-nogensinde-kommer-til-i-hele-sit-liv.
Til den kommentar svarer pigen med et stort grin: “Nej, Mummy, jeg mangler da også at brække first one leg og så the other leg og så min næse!”.
“Cille! Hvis du brækker flere knogler, så får jeg dårlige nerver”, svarer jeg grinende.
“Hva’ er nerver, Mor?”
“Det forklarer jeg dig om lidt”, siger jeg og drejer ind i indkørslen.
Ingen kommentarer endnu