Arrangerede ægteskaber

Klokken nærmer sig 20.

Jeg har fået fri fra modellervoks og legeaftaler.

Og jeg har kysset 2 små søstre farvel, som nu hygger sig med film i vores seng. De elsker at falde i søvn sammen, når vi er ude.

Jeg sidder på bagsædet af en taxi og stirrer på Burj Khalifa, der funklende tårner sig op mod aftenhimlen.
En arabisk rejsning af uforståelige dimensioner, der både fascinerer mig og får mig til at fnise lidt ad deres til tider noget oppustede selvforståelse.

Der er god tid til at betragte vidunderet, der viser vejen til himlen, for bilerne triller langsomt afsted – tæt – som perler på en snor. Det arbejdende folk er på vej nordpå – hjem til familien i emiratet Sharjah.

Jeg er heldig med taxichaufføren i aften. Han hverken indleder en ligegyldig samtale eller taler i håndholdt mobiltelefon. Det hører til sjældenhederne.

Efter 1 stiv time og sølle 30 kilometer rammer jeg WAFI, hvor jeg skal møde Martin og hans indiske mellemledere, der har inviteret os på middag.WAFI er et komplex, der er tematisk opbygget omkring “Det Gamle Egypten”. Det er et sted, som ikke er særlig velbesøgt og det er sjældent et mål for turister.

I vanlig Dubai-stil er der tale om et kombineret shoppingcenter, en moderne souk og et luksushotel.

I ligeså vanlig Dubai-stil har de tyvstjålet det æstetiske udtryk fra et andet sted i verden, og de har gjort et ihærdigt forsøg på at virke autentiske i deres kulisseopbygning.

Uden succes.

Men her er nu nydeligt alligevel.

Martin ringer på min mobil og kommer mig lidt efter i møde langs falske obelisker.Vi skal på Asha’s – en af de bedste indiske restauranter i Dubai.

Vi bliver venligt modtaget af vores værter og sætter os til bords.

Martins næstkommanderende og hans kone er også med.

Vi er en sjov flok. Der er det ærkebritiske par. Det pæredanske par. Og så en flok indiske mænd fra Kerala og Hyderabad.

Samtalen forløber stilfærdigt og behageligt henover cremet mango lassi og friskpresset limejuice.Og vi spiser vidunderlige bunker af tandoor-grillet kød.

Efter civiliserede, uskyldige meningsudvekslinger om cricket, uddannelsessystemer og livet i Kuwait versus Dubai, får den britiske gentleman pludselig en lys idé.

Han udbryder ivrigt henover bordet: “So, tell me, how many of you guys are in arranged marriages?”

Jeg stirrer forbløffet på hvid mand.

Sagde han virkelig det?

Og hold nu kæft, hvor jeg glæder mig til at høre svarene!

De indiske mænd smiler genert. Man afviser naturligvis ikke hvid mand. Ordet ‘nej’ eksisterer ganske enkelt ikke i deres ordforråd.

En efter en fortæller de, hvordan de ikke havde mødt deres koner før selve brylluppet. At deres forældre havde arrangeret det hele for dem. Traditionen foreskriver dette – og de har alle levet med deres respektive koner i over 25 år.

De fortæller, at de ser deres kvinder primært som venner og livspartnere – og deres respektive forældre har altid hjulpet dem med at løse problemer, hvis der har været ægteskabelige kurrer på tråden.

De har pænt affundet sig med en (kastemæssigt) passende mage – og de forklarer, at de hverken har forventet romance eller intens kærlighed i ægteskabet, men snarere at finde et menneske til fællesskab og samarbejde omkring børn og livet, sådan helt generelt.

Det hele står i skærende kontrast til os.

De 2 hvide par.

Briterne på deres 2. ægteskab – hun med store børn fra 1. ægteskab.

Danskerne i den klassiske, europæiske småbørnsfamilie, hvor vi begge er skilsmissebørn og af samme årsag gør os umanerligt umage for at holde vores kærlighed i live.

Britisk gentleman har nu bidt sig fast i emnet for alvor:

“So what are you going to do with your own children? Are you going to arrange their marriages?”

En af mellemlederne (som har 2 døtre) svarer med største politiske korrekthed, at han har tænkt sig at arrangere ægteskaberne for sine døtre, men hvis hans foreslåede ‘passende ægtemand’ bliver pure afvist af datteren, så vil han være lydhør over for hendes mening og finde en anden mand, som hun kan acceptere. De andre nikker samtykkende. Sådan vil de også gøre.

Rundt om bordet lytter vi intenst.

Der er ingen dårlig eller ubehagelig stemning, men det er åbenlyst, at vi alle er meget bevidste om, at vi har svært ved at forstå hinandens kulturer lige på dét her punkt.

Min sidemand får viklet sig ind i en længere fortælling om sig selv og konen, der begge kommer fra en lille landsby (med 15.000 indbyggere!) i staten Hyderabad. Han fortæller hvordan de falder helt ind i landsbylivets traditioner, når de om sommeren opholder sig derhjemme. Han går i lang kjortel fra det øjeblik, han står af toget – og konen går i burka. “She also wears her burka here, I think that is most appropriate”.

Og samtidig med at man med danske øjne nu kunne forliges til at tro, at han er en komplet mandschauvinistisk idiot og har lukket sin kone inde i en lejlighed i Al Qusais, begynder han at fortælle med stolthed og hengivenhed om sin kones gode job som forstander på en skole nord for Dubai, hvor hun har 70 lærere under sig. Hun er med andre ord en selvstændig, veluddannet kvinde, der gør karriere, tager ansvar og deltager aktivt i samfundet.

Højere magter afbryder vores samtale, der kunne være blevet anstrengt.

De indiske værter genner os venligt ud til et udsigtspunkt, hvorfra vi ser en hieroglyf-inspireret lys- og lydforestilling, der bevæger sig henover den egyptiske facade.Der er et eller andet sært og dragende ved Dubais mange “shows”.

Når man beskriver Dubai Fountains eller nu dette Egypten-show ved WAFI for folk, der ikke har besøgt stederne, så lyder det virkelig smagløst.

Vand, lys og popnumre for fuld udblæsning i et kunstigt opstillet univers.

Men når man står der – med maven fuld af dejlig mad – og holder om hinanden, så er det altid ganske fint og rørende.Jeg er ved at give efter for plastic-fantastic. Dubai-ificeret. Ind til knoglerne.

Efter endnu et par runder med krydret, veltilberedt mad og lidt mere uskyldige samtaleemner, triller vi stopmætte rundt i centret for lige at se det hele lidt an. Vi kommer igen på Asha’s.