Far fylder år

Påske-fængslet

Nu siger jeg lige noget forbudt.

Højt.

Og rungende.

Jeg har glædet mig til at denne her ferie skulle slutte.

Sådan noget siger man sgu’ da ikke?

man det?

Kan man det?

Elsker jeg ikke mine børn længere?

Gider jeg ikke at være sammen med dem længere?

Det er ihvertfald første gang i mit liv, at jeg har ønsket en ferie til ende præmaturt.IMG_6608Jeg har set frem til at gå på arbejde igen.

Jeg har fantaseret om hverdagsliv.

Forestillet mig en følelse af normalitet. Af rutine. Af foretagsomhed med hverdagssysler.IMG_6607Jeg har ønsket mig selv helt derhen, hvor peberet gror. Fordi intet flaskede sig. Fordi intet var sjovt. Fordi alting gik i vasken.

Jeg har hevet mig selv i håret af frustration. Pevet og sukket. Grædt og mukket.

For vi har været i påske-fængsel alt for længe.IMG_6671De sidste 14 dage har været den største nedtur i nyere tid.

Vores skrøbelige korthus kollapsede helt og aldeles i mængden af flyttekasser og følelsesmæssigt kaos.

Alt, hvad vi havde planlagt og forestillet os at gøre i påskeferien, blev med ét slag sendt lukt i skraldespanden.

Bristede drømme og mistede forhåbninger.IMG_6670Vi fik kombineret flytteprojektet (som i sig selv er stressende nok) med den rædsomme albue-ulykke, hvor vi måtte se til, mens Cille blev lagt i fuld narkose og hasteopereret.

Vores husholderskes far døde også lige op til flytningen, så hun rejste til Filippinerne i et par uger for at deltage i begravelsen på et tidspunkt, hvor vi i dén grad kunne have brugt hendes hjælp.

Én ulykke kommer sjældent alene, er der nogle, der siger?IMG_6615Og dagene har stået i stampe for os.

For hvad skal man foretage sig med en brækket albue, der er skrøbeligt indbundet i gaze?

Vi har gået som løver i et bur. Gnedet op og ned af hinanden dagen lang –  uden at få brændt energien af – for hvilken fysisk aktivitet er passende med 3 stålwirer igennem armen?IMG_6545Legeaftaler med forsigtige, forstående piger, modellervoks, puslespil, læse-let-bøger, film, maling og krea-grej er fint nok i et par timer. Men at beskæfige sig udelukkende med de aktiviteter i to uger er en helt anden sag!IMG_6552Kors, hvor har pigerne skændtes, drillet hinanden og sloges som aldrig nogensinde før.IMG_6611

IMG_6612Martin og jeg har nedtrykte surfet på nettet efter oplevelser og udflugter, der ville være passende til en trunte med brækket albue.

Vi har sukket efter at komme lidt væk. Drømt om at forsvinde lidt fra det her menageri.

Men langt de fleste steder i regionen lægger jo op til sol, strand og vand.

Og en 5-årig med brækket albue på hotel med lækker pool og strand er jo lidt som at trække den afvænnede alkoholiker med på bar. Alt for fristende, ikke? Og alt, alt for åbenlyse begrænsninger smækket lige op i ansigtet på det prøvede menneske.

For første gang i mit moderliv, trænger jeg til at pigerne skal i vuggestue og skole.IMG_6614Jeg trænger til at vi er lidt væk fra hinanden, så vi igen kan værdsætte hinandens selskab.

Og jeg trænger til at følelsen af normalitet så småt skal indfinde sig, selvom vi stadig har endnu en operation lurende i horisonten, når Cilles wirer skal ud.

Men i morgen starter Cille i skole.

Hendes klasselærer har ringet i dag og lovet mig, at hun nok skal passe godt på pigen med albuen. Cille bliver fritaget for idrætstimerne og hun vil blive læst og påskrevet at opholde sig på bænken i det store frikvarter, så hun ikke bliver løbet over ende eller skubbet af de større børn.

Og Cille glæder sig til at se sine kammerater igen.

Hun har tegnet en tegning af ulykken, hvor hun bliver skubbet ned fra trampolinen og hun har skrevet en tekst til, som hun vil læse højt for klassen.IMG_6674IMG_6672Det skal nok blive godt. Det skal nok løse sig, det hele. Før eller siden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Far fylder år