Weekenden starter torsdag kl. 13.30, hvor jeg henter denne smukke havfrue.Vi tilbringer eftermiddage
Se næste indlæg >
Om expat-adfærd i Dubai
Forleden gjorde en af mine venner mig opmærksom på en både morsom og bidende plakatserie, skabt af den engelske designer Clare Napper, der bor og arbejder i Dubai.
Her karikerer hun os – hvide mennesker, der solbader på stranden – mens de tildækkede lokale ser på fra kamelryg.
Hvis du har lyst til at vide mere om Clare Napper’s (bag)tanker og design, så kan du blandt andet finde artiklen her:
Clare Napper stiller også skarpt på det lettere komiske i at alle bliver foreviget på stranden foran Burj Al Arab – Dubais ikoniske 7*-hotel og vartegn – som jo er de færreste forundt overhovedet at sætte fod på, da det er ualmindeligt dyrt.
Hun tager også Dubai som power- og luksus-shoppingdestination under kærlig behandling med sin provokerende overskrift: “Poverty sucks”.
For det ved vi jo alle, at det gør, ikke?
Og så prikker hun til den adfærd, som mange (læs: de fleste) expats tillægger sig, når de flytter til Dubai, som følge af den syndflod af muligheder og det slaraffenland af tilbud, der findes i Ørkenstaten.
Hvad med at spille golf midt i ørkenen i over 40 graders varme – bare fordi ‘man kan’?
Og hvor mange af os – helt almindelige middelklasse-godtfolk – havde egentlig en husholderske, før vi flyttede til Dubai?
Hvor mange af vores børn havde en nanny til at mandsopdække og fixe alt for dem, før de ankom til Dubai?
Hvor mange befandt sig hyppigt på 5*-hoteller til “Society Events”, “Tuesday Ladies’ Night” og “Friday Brunch”, før de flyttede til Dubai?
Hvordan bliver det pludselig standard at ringe efter levering af selv de simpleste ting – såsom et par flasker vand, en chokoladebar eller en Starbucks-kaffe?
Og midt i denne forbandede livsens nemhed, skal der ikke ret meget til at vælte læsset.
Service-maintenance-firmaet kommer måske senere end den tid de havde lovet, for at skifte den elpære, der er gået.
Det kan hænde, at der er ekstra ventetid på levering fra din foretrukne sushi-restaurant.
Måske er det lokale supermarked frække nok til pludselig at tage 10 kroner for udbringning efter kl. 22?
Eller endnu værre – den lokale tankstation har fundet på at sætte et skilt op med at du egenhændigt skal ud af bilen og selv fylde tanken op mellem midnat og kl. 6 om morgenen.
For slet ikke at tale om den enorme frustration og vrede, vi fyldes af i trafikken – som Clare Napper spydigt betegner “ex-pat rage”:
Vi kan ikke finde vej, fordi der (for helvede!) ikke er gadenavne. Og der er alenlange bilkøer og hyppige trafikuheld som følge af pilrådden, farlig adfærd i trafikken blandt store dele af bilisterne.
Jeg er selv en af dem, der må tage en chill-pill ind i mellem, når jeg er blevet aldeles latterlig – både i trafikken og når en eller anden servicefunktion ikke lige helt holder det, den har lovet mig.
En urimelig mokke, er jeg (blevet?).
I Dubai er der hænder, ben, hjerter og hoveder, der gør alting for både expats og turister.
Jeg tror ikke, at jeg kan komme på en service, der ikke findes.
Det er skræmmende. Fantastisk. Og sygt.
Alt kan blive bragt til dig – alt kan blive skræddersyet til dig – alt kan gøres på præcist din måde på det tidspunkt, hvor du vil have det.
Men livsens nemhed bliver så let til livsens ondskab.
Det er den gamle traver om at for mange muligheder kan gå fra at være en velsignelse til en forbandelse.
Hvis du skulle få lyst til at købe eller se hele Clare Napper’s vintage/retro-plakat-kollektion, så findes den her:
http://www.highlife-dubai.com/en/category-1.html
Jeg har tænkt mig at købe de af hendes plakater, som rammer mig dybest.
De skal hænge på væggen som en daglig påmindelse om, at mit expatliv er en bizar boble midt i det virkelige liv i den virkelige verden – og at jeg skal huske at være taknemmelig for mit livs lethed, så længe det varer…
Ingen kommentarer endnu