Til min Søster

Aiza’s Mor

“Hi and thank you for having us”, siger jeg storsmilende til Aiza’s Mor, mens jeg strækker min hånd frem for at hilse på hende.

Jeg står over for en ualmindeligt smuk kvinde med diskret makeup, rubinrød hijab (hovedtørklæde) og matchende abaya (klædedragt).

Hun er åbenlyst moderne i sit farverige tøjvalg, men stadig ‘ærbar’ ifølge muslimsk tradition.

Jeg er den eksemplariske udgave af mig selv i dagens anledning – primært fordi jeg føler mig en smule på gyngende grund.IMG_5955Til Aiza’s fødselsdag er vi mindst 30 nationaliteter samlet – og det gælder for alt i verden om ikke at begå et kulturelt faux pas.

Martin dukker op bag mig for at sige hej.

Aiza’s Mor skynder sig at gribe fat i sin mand, som således rækker hånden frem og hilser på Martin.

“Lagde du mærke til det, Skat?”, hvisker Martin til mig: “Mændene giver hånd. Kvinderne giver hånd. Men vi giver ikke hånd kønnene i mellem”.

Vi er i færd med at tage mentale noter.IMG_5983Aiza’s Mor har sin søster og familiens nanny med til at tage sig af hendes nyfødte søn.

Jeg kan regne ud, at familien er her i Dubai alene – for ellers ville her være fyldt til bristepunktet med onkler, tanter, brødre, søstre og bedsteforældre, der alle ville lade babyen gå fra arm til arm som en vandrepokal.

Hun smiler venligt til mig og jeg stiller mig over til hende for at beundre hendes bittelille søn i barnevognen.

Vi starter forsigtigt en samtale op med de sædvanlige Dubai-spørgsmål: “So where did you live before moving here?” og “How long have you lived in Dubai?”.

Et øjeblik senere løber vores munde over med ord. Vi gestikulerer, griner højt og nikker samtykkende. Vi spejler os i hinanden og morer os over, hvor ens vores liv har formet sig i de senere år. Begge boede vi i England, før vi flyttede hertil for et års tid siden. Vi sammenligner vores hverdagsliv i Dubai med livet i England. Udpeger forskelle og er fuldstændig enige om, hvad der er godt og skidt ved livsstilen i de to lande.

Jeg mærker en gensidig forståelse og et moder-fællesskab med en kvinde, der på overfladen kunne se ud til at være væsensforskellig fra mig.

Vi deler helt åbenlyst ikke religion, ej heller den kulturelle omgangsform.

Men så er der så uendeligt meget andet, vi deler: Opgaven og rollen som mødre, drømme og håb for vores familie, for fremtiden og for vores børns opvækst.

Det handler ikke om islam og kristendom.

Det handler ikke om tørklæder og udslået hår.

Det handler ikke om ret meget andet end at vi dybest set er ens.

Mennesker.

Med universelle ønsker og drømme om et godt liv.

Sværere er det faktisk ikke, når det drejer sig om helt almindelige mennesker. (Fanatister og fantaster er en anden boldgade – og dem behandler vi en anden god gang).

Men hvorfor fortæller jeg om Aiza’s Mor og vores pludseligt opståede fællesskab?

Jeg kom til at tænke på episoden i forbindelse med en ualmindeligt sød historie, der “gik viralt” i de danske medier:

http://www.bt.dk/danmark/ingen-kom-forbi-syriske-flygtninge-i-deres-nye-fynske-hjem-men-saa-gjorde-de-noget

I Danmark havde jeg ingen muslimske venner eller bekendtskaber. Hverken i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet.

Jeg havde en del udenlandske venner og bekendtskaber – men ingen var muslimer. Og jeg tror ikke at min oplevelse og omgangskreds i Danmark var specielt unik?

Men nu – i Ørkenstatens smeltedigel – bliver jeg introduceret til mennesker fra alle verdens lande.

Det er en stor fornøjelse og øjenåbner at lære dem alle at kende.

Og hver gang indser jeg, at vi i bund og grund er ens. Simple as that.

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til min Søster