Om det at have husholderske
Jeg har gået som katten om den varme grød i de sidste par dage. Jeg har spekuleret på om det nu også er en god idé at blogge om det at have en husholderske?
Bliver det for meget? Får I kvalme af mig, når I skal læse om løget, der stryger rundt og laver ingenting, mens I selv knokler 40 timer om ugen og tager alt det huslige oveni?
Men nu gør jeg det alligevel.
Fordi det så afgjort er det emne, der har optaget mig mest i de sidste par uger – og en stor del af den underliggende forklaring på min energiforladthed og hverdagsfrustration.
Det har tynget mig langt mere end sygdom hos børnene. Det har ligget som en tordensky over vores lille familie.
Og jeg har lovet mig selv, at bloggen skal indeholde både det sure og det søde ved vores udlandsliv. Her skal være plads til hudløs ærlig fortælling fra den hverdag, som vi befinder os i.
Jeg har bare så svært ved at få samlet mine tanker om emnet. Og jeg har endnu sværere ved at forestille mig, hvordan det her indlæg vil blive modtaget af jer?For det handler jo om et menneske, der var en del af vores hverdag. Helt tæt på vores familie, inde i vores hjem – i køleskabet, vasketøjskurven og indkøbsnettet.
Et menneske, der ikke får mulighed for at fortælle sin version af livet i en Ørkenstat hos en dansk immigrantfamilie i en middelklasseghetto.
Og det er vel ikke helt fair?Thushara er flyttet.
Fordi vi har bedt hende om det.
Vi har givet hende en uges varsel, så hun har mulighed for at finde en ny familie.
Dråben i det faretruende fyldte glas er en episode for 14 dage siden.
Her kommer Historien om Den Ubetalte Gæld:
Thushara har passet Hoste-Mille om formiddagen, mens jeg har været på arbejde. Jeg fornemmer straks, at der er noget galt, da jeg kommer hjem – for døren til garagen er låst – og det plejer den aldrig at være.
Da jeg møder Thushara, er hun helt hævet omkring overlæben. Hun virker ophidset og fortæller mig straks, at en anden husholderske har banket på døren om formiddagen, og at de har været oppe at slås. Altså sådan rigtigt oppe at slås! De er uenige om gæld, som Thushara har til kvinden.
Sidstnævnte mener, at Thushara skylder hende 9.000 dirhams – og Thushara benægter pure at skylde så stor en sum penge væk, men anerkender dog, at hun skylder hende ‘en del penge’.
To dage forinden har jeg givet Thushara 1.500 dirhams, fordi hun bad mig så mindeligt om et forskud på sin løn. De penge har hun jo i så fald ikke brugt til at betale af på dét lån?
Hvor mange penge skylder Thushara egentlig væk i det uigennemskuelige net af interne, sri-lankanske “sharing loans”?
Og hvordan kan det komme så langt, at vores husholderske er oppe at slås, mens hun har vores barn i sin varetægt?
Jeg er slået helt omkuld mentalt.
Det er ligegyldigt for mig, om lånet beløber sig til de 9.000 dirhams eller ej. Det vigtigste for mig i denne her sag er det faktum, at hun har været oppe at slås, mens Mille måske har set til fra sidelinjen.
Forestil dig, at dit barn er tilskuer til en slåskamp?Økonomiske problemer kan få et menneske til at gøre ting, som vedkommende aldrig ville gøre under normale omstændigheder.
Den slags er set før.
Hvad bliver det næste, hvis vi allerede er igang med slagsmål over ubetalt gæld? Måske erindrer nogle af jer en tidligere episode, der skabte en del debat på bloggen om hvorvidt Thushara skulle sendes på porten med det vuns?
https://moriudlandet.com/2014/06/21/taget-pa-fersk-gerning/
Nuvel – i bagklogskabens klare lys – så kan jeg konstatere, at “nevø-besøget” blot blev starten på en perlerække af hverdagsbommerter og småskandaler, som jeg har haft mine hedeture og nedsmeltninger over.
Måske skulle vi have sagt farvel og tak fra starten?
Måske kunne vi have sparet os selv for et ton frustrationer igennem knapt et år?Lad os vende tilbage til den sidste dråbe – Historien om Den Ubetalte Gæld:
To dage senere banker det på døren om aftenen. Martin åbner og bliver mødt af den husholderske, som Thushara har sloges med. Hun har tydelige kradsemærker på kinderne. Hun er vred. Kræver sine penge. Vil gå til politiet.
Martin taler stille og roligt med hende og forklarer hende, at hun og Thushara er nødt til indbyrdes at finde en løsning på deres “sharing loans”. Hverken vi (eller politiet for den sags skyld) vil nogensinde kunne finde ‘sandheden’ i dén sag. Hun køler lidt ned og accepterer, at Martin ringer til hende om nogle dage, for at høre, om der er fundet en løsning.
Herefter går vi i tænkeboks. Overvejer næste træk.
Det er ikke ligefrem hverdagskost for os at håndtere slagsmål, intern gæld i et sri-lankansk husholderskemiljø og trusler om politisag. Thushara kommer hjem et par dage senere og fortæller glad, at nu har de bestemt fundet en mindelig løsning sammen.
Men vi er i tvivl.
Hvad venter der os næste gang?
Vi har haft herrebesøg, ild i garagen, for-sent-afhentet barn-der-blev-rædsens-bange og benyt bare din egen fantasi til at fortsætte kavalkaden.
Jeg har ikke engang underholdt med episoderne på bloggen, fordi de fleste har været så himmelråbende stupide, at det har været for pinligt.Enden på historien bliver ganske enkelt, at vi har fået nok.
Af søforklaringer.
Af sange fra de varme lande.
Af syge mostre.
Af løgn og latin.
Thushara har fået masser af chancer for at gøre tingene bedre. Hun har fået forklaringer og hjælp til at forstå, hvordan vi gerne vil have tingene.
Gang på gang har hun brudt vores tillid.
Gang på gang har hun gjort ting, der er farlige, ulovlige og helt uden for almindelig, sund fornuft. Nu ånder der fred og ro i den lille butik.
Det er som om tordenskyen glider stille og roligt forbi, så jeg igen kan høre fuglenes sang og pigernes latter.
Immigranterne-med-snart-et-år-på-bagen-i-Ørkenstaten lærer forhåbentlig noget af de ting, der ikke er gået helt snorlige i løbet af det første år?
Jeg ved ikke om man kan tale om at vi har ‘betalt dyre lærepenge’, men der har ihvertfald været en masse hjerte-smerte, tvivl, vrede og usikkerhed involveret i vores første forsøg med at have en husholderske.
Og selvom mange i Dubai fortæller mig langt mere gruopvækkende husholderske-historier end denne her, så ærgrer jeg mig stadig gul og grøn over min fejlslagne intuition. Dén, som jeg plejer at prise mig lykkelig over og anvender til hver en tid.
Engang troede jeg, at jeg kunne stole på Thushara. Engang fornemmede jeg, at hun kunne passe ind i vores familie og passe på vores piger.
Det viser sig at være et helt forkert match.
Det viser sig, at vi ikke er til slagsmål i garagen, mens børnene ser på.
Det viser sig også, at vi ikke er til ubetalt gæld og trusler om politianklager.
Men der er altid 2 sider af 1 sag. Uenige parter har hvert deres sæt argumenter og forklaringer.
I denne her historie mangler Thushara’s side af sagen.
Hvem vil ikke gerne have en hushjælp?
Et af mine mål er at blive så dygtig og efterspurgt i mit fag, at vi får råd til husholderske, og gartner (der kan hjælpe mig med at føre mine planer ud i livet, i den der kæmpe have jeg også gerne vil have). Fordi det vil give mig tid til noget jeg finder mere interessant end madlavning, rengøring, mv og vil generere mere kreativitet. Og det vil give to mennesker et job med en god chef, ordenlig løn og arbejdsforhold i et fag, der er deres passion.
What’s not to like?
🙂