Vi flytter – dyt-dyt, ska’ vi byt’?

‘Vi flytter’-føljetonen vil ingen ende tage.

Sådan er det jo ofte med føljetoner.

De er aldrig oprigtigt nervepirrende eller spændingsmættede, men snarere repetitive, endeløse og monotone i deres udfolden.

I det mindste kan jeg annoncere, at vi nu har fundet et hus!I samme hvid-mands-ghetto, The Lakes.

100 meters fugleflugt fra den nuværende villa.

Så den 1. april er det slut med at bo hér.Der er i øvrigt tale om en bogstavelig bytter:

Ejerne af vores kommende lejemål flytter ind i vores nuværende lejemål!

De kom og så villaen, før den var sat på markedet. Og de kunne åbenbart lide både huset og lejerne, for de spurgte os, om vi ville bytte.

Årsagen er, at deres to teenagere har brug for mere plads, så indtil den ældste skal på college, vil de gerne leje noget større – og så flytte tilbage igen i deres eget hus, når de kun er 3 i familien.

Vi har kigget lidt på forskellige muligheder i nabolaget – men er endt med at falde for denne her løsning, fordi ejerne er oprigtige ejere – og ikke blot pengemænd, der skal have  max’et deres investering.Vores kommende rækkehus passer størrelsesmæssigt langt bedre til os.

Indtil nu har vi haft for mange (og alt for dyre) kvadratmeter.

Den eneste negative ting ved byttet er, at vi får verdens mindste, baggårdslignende have, som vi skal stramme os an for at gøre hyggelig.

Vi kommer til at savne den (efter Dubai-standard) store have.Men man bliver vel ikke en dårligere Mor for ens børn, bare fordi de går på kunstgræs?Og vi tager trampolinen med – uanset at den optager langt størstedelen af den nye “have”! Vi er overraskede over at vi allerede har en boligløsning på plads!

I Dubai er det normalt at lede efter en ny bolig cirka 1 måned før man har behov (læs: 1 måned før den dag, hvor flyttelæsset ankommer – yes sir).

Den korte tidshorisont kan virke fuldstændig hasarderet på en dansker, der måske bruger et halvt til et helt år på at finde det nye hjem?

Men sådan fungerer boligmarkedet altså her i Ørkenstaten.

Mange mæglere gider ikke engang at gøre en oprigtig indsats for at finde en bolig til dig, hvis du fortæller dem, at der er mere end 2 måneder til indflytning.

Og mæglerne er ikke meget for at bruge tid på fremvisninger. I særdeleshed ikke, hvis lejemålet står tomt. Oftest sender de blot en SMS med villaens adresse plus en beskrivelse af hvor man kan finde nøglen til at åbne hoveddøren (eller alternativt hvilken bagdør, der står åben), så man selv kan gå ind og se om huset “er noget”.

Forestil dig en dansk mægler, der ikke lige orker at fremvise huse? Kan du ikke bare lige selv gå ind og tjekke det ud? Ha!

Jeg kunne skrive indlæg efter indlæg om ejendomsmæglere i Dubai.

De er et folkefærd som i dén grad pirrer min fantasi, provokerer mig og skubber til mig.

De hover-craft’er et stykke over jorden. Urørlige. Alting glider af på dem, som var de indsmurt i vaseline eller silikone. Superhelte, der har travlt med at puge penge, som de bagefter glemmer at give videre til de fattige.

Mange af dem er nybeslåede ejendomsmæglere, i midten af 20’erne og fra England. De  turnerer Ørkenstaten som verdensmænd med store guldure og hurtige armbevægelser.

De er stadig dér i livet, hvor man føler sig uovervindelig.

Hvor intet er umuligt.

Hvor man kører helt ubevidst på som en hamster i et hjul efter et eller andet udefinerbart, man gerne vil opnå.

Jeg har været der, skulle jeg hilse at sige.

Ikke som ejendomsmægler – for jeg kan ikke finde ud af at regne – men som forkontors-terrier for ældre mænd med lange, vigtige titler.

Ejendomsmæglernes første ord efter en fremvisning er oftest: “I think this is a perfect house for you. It is a great opportunity that will go soon. Don’t miss out! Are you prepared to write your cheque today to secure this villa?”

Hvad tror du selv, Mister Know-It-All?