Om at blive væk

“Excuse me, would you happen to know where the pre-primary ballet girls are?”Mit hjerte banker voldsomt, og jeg kan mærke, hvordan min puls stiger for hvert sekund.

Noget er helt forkert. Alt indeni mig skriger lydløst.

Mille hiver mig i ærmet for at få min opmærksomhed. Jeg genner hende passivt ind foran mine ben i et forsøg på at pacificere hende, mens jeg får overblik over det, der føles forkert.

Der er helt tomt foran ballet-studiet, hvor en kødrand af nannies og mødre ellers plejer at sidde, mens de venter på at pigerne skal blive færdige.

Tomheden er truende nu.

Manden, som jeg har henvendt mig til, siger: “I think your daughter went with a nanny outside to go look for you. I am only here with my little one for private tuition”.Men hvordan kan det lade sig gøre, at Cille er gået med en fremmed udenfor?

Jeg er her jo 5 minutter før den aftalte tid?

Og hvordan kan læreren have ladet hende gå med en fremmed?Jeg banker på døren ind til ballet-studiet og afbryder den lille piges dansetime.

“Where is my daughter?”, spørger jeg forpustet balletlæreren, der ser ligeså forvirret ud som jeg selv.

I samme øjeblik hører vi stemmer uden for lokalet. Læreren og jeg skynder os at gå derud.

Cille står foran mig. Opløst i gråd. Med en flink – men ukendt – nanny ved sin side.

Tårer strømmer ned ad hendes ferskenkinder, der nu er helt lyserøde og hævede.

“Mummy, where were you?”, hulker pigen. “Jeg troede ikke, at du kom. Jeg troede, at jeg var nødt til at gå hjem selv, men hvordan finder jeg vejen?”

Mit hjerte brister af sorg over Cille’s oplevelse.

Hun har været væk fra mig i mindst 10 minutter, kan jeg regne mig frem til. Og de 10 minutter må have føltes som forfærdelig lang tid i en 5-årigs univers.

Jeg fanger hendes modige tårer med læberne og holder om hendes bløde krop.

“Der er sket en misforståelse, Cille, og jeg er forfærdelig ked af, at du ikke kunne finde mig. Jeg lover dig, at jeg var bare lige ude på legepladsen med Mille, mens vi ventede. Jeg var slet ikke gået væk fra klubben”.Jeg vender mig mod balletlæreren.

5-øren er gået op for hende.

Hun har – ved et ubehjælpsomt uheld – glemt at fortælle mig, at hun har ændret sluttidspunktet.

Balletlæreren synker ned på knæ og omfavner Cille, mens hun forsøger at forklare hende, at det ikke er min skyld. At det er hendes skyld. At hun har glemt at fortælle Mummy, at timen slutter tidligere, fordi der er eneundervisning idag. At Mummy ikke kan gøre for det. At hun er forfærdelig ked af det skete.

Cilles hulken ebber langsomt ud. Hendes hovne øjne titter spørgende over på mig, mens balletlærerens forsikringer og undskyldninger vælder ud over hende.

Jeg mærker ingen vrede. Blot en dyb ulykkelighed over det skete.

Jeg samler den sønderknuste balletpige op. Klistrer hende sammen igen med kys og kram. Stryger hende op og ned over kroppen og lover hende, at jeg for tid og evighed vil spørge læreren, hvornår timen er slut, så dette aldrig sker igen.Hånd i hånd tumler vi ud i det ubarmhjertige sollys og møder min veninde N på vejen.

Sært som hun altid lige står der, når jeg har haft en grim oplevelse og godt kunne bruge et kram.

Det er universets right-doing.

Jeg ved det.

Måske kan I huske denne her røvhuls-absurditet, hvor N også pludselig stod der?

https://moriudlandet.com/2014/10/27/universets-sma-rovhuller/

Jeg skal nok lade være med at kede jer med min intense mail-korrespondance mellem Fitness First, ballet-udbyderen og yours truly. Den er ellers lang og malerisk.

De har lovet mig, at de nu introducerer en afhentningsprocedure, således at læreren giver barnet tilbage til den rette voksne og dermed sikrer sig, at ingen er ladt alene tilbage.

No sh*t, Sherlock!

Ground-breaking innovativt initiativ, må man sige.

Jeg klapper og bukker.

Det er mildest talt skandaløst, at det overhovedet kunne lade sig gøre, det her.

At læreren sender eleverne ud i en flydende strøm – uden at checke, at de bliver matchet op med den rette voksne.

Den slags var aldrig sket i England, hvor der var sign-in og sign-out procedure, hver eneste gang, man overlod et barn i andres varetægt.

Dubai er anderledes uorganiseret. Her er wild-west-metoder i de fleste af livets sammenhænge. Tydeligvis også når det gælder børn, desværre.

Og jeg indser med tristhed, at Cille vil huske denne her episode, som noget meget ubehageligt.

Kan vi alle huske den der situation, hvor vi var blevet glemt eller manglede at blive hentet eller der var sket en misforståelse?

Pis osse.

Dén her oplevelse kunne både hun og jeg godt have undværet.