Det ægte skab?

Jeg er rutschet lukt tilbage i gymnasieskolen. Og jeg elsker hvert øjeblik.

Jeg er opslugt, underholdt og mentalt stimuleret.

For første gang i mange år, når nu jeg tænker over det.

I dag befinder jeg mig i en klasse med 14-15-årige, der er i færd med at læse en digt-antologi som forberedelse til det, der hedder IGCSE (International General Certificate of Secondary Education). De går i det, der svarer til 1. G i vores danske gymnasieskole – dog en smule forskudt aldersmæssigt, fordi man jo starter senere i det danske skolesystem.

Vi læser et moderne digt af Elizabeth Jennings, som i dén grad fylder mit hjerte.

Af smerte.

Af tristhed.

Af tomhed.

Hvis man da overhovedet kan tale om at fylde et hjertes hulrum med tomhed?

Jennings beskriver sine forældres ægteskab i dets sidste stadie.

Det er visnet. Autenticiteten er forvitret. Samlivet er stivnet.

De er dér – lige ved siden af hinanden – men helt og aldeles hver for sig.

Der var engang en passion, som skabte et barn i kærlighed.

Der var intensitet, elskov og fællesskab, som sikkert er forsvundet ganske umærkbart.

Med årenes gang. Med tidens tand.

De unge studerende arbejder intenst med indholdet i hver enkelt vers.

Jeg er forbløffet over deres evne til at forestille sig et ældre ægtepars samliv og de problematikker, der kunne være i at have været sammen med det samme menneske i 30 år eller mere.

Læs med og bliv trist (så er du advaret):

One Flesh 

by Elizabeth Jennings

Lying apart now, each in a separate bed,
He with a book, keeping the light on late,
She like a girl dreaming of childhood,
All men elsewhere – it is as if they wait

Some new event: the book he holds unread,
Her eyes fixed on the shadows overhead.

Tossed up like flotsam from a former passion,
How cool they lie. They hardly ever touch,

Or if they do, it is like a confession
Of having little feeling – or too much.
Chastity faces them, a destination
For which their whole lives were a preparation.

Strangely apart, yet strangely close together,
Silence between them like a thread to hold
And not wind in. And time itself’s a feather
Touching them gently. Do they know they’re old,
These two who are my father and my mother
Whose fire from which I came, has now grown cold?

Jeg vil gøre alt for aldrig at komme til at føle sådan.

Der er god grund til at værdsætte det der ægte skab. God grund til at kigge intenst på hyldernes indhold for at smide det uvæsentlige ud og behandle det væsentlige og værdifulde med allerstørste nænsomhed, omsorg og hengivenhed.