Præstationsangst

“Come on, you can do it. Nooooooo, you have to run faster than that, go on nooooooow”.

Der bliver råbt højt.

Insisterende højt.Jeg vender mig diskret og lader blikket glide hen over menneskemængden for at finde støjkilden blandt klikkende kameraer, dyre dametasker og skarpe albuer.

Der er sportsdag på Cilles skole.Faren, der råber så højt, har sin mobiltelefon mod øret, imens han instruerer junior inde på den kunstige græsbane.

I virkeligheden er han måske knapt så engageret i sportsdagen, som han giver verbalt udtryk for, for han går uroligt rundt og taler konstant i sin telefon.

De mange 1. og 2. klasser er i fuld sving på de forskellige aktivitetsposter inde og ude.Nogle af børnene imponerer deres forældre, der klapper, hujer og sender opadvendte tommelfingre afsted, alt i mens de foreviger hvert et kast, skud eller hop.

Andre børn er mindre heldige med de sportslige præstationer og får (sikkert velmenende) instruktioner og tilråb med fra den (u)sportslige sidelinje, hvor vi forældre står som sild i en tønde for at få enhver bevægelse med, som arvingerne måtte udføre i sportens hellige navn.

Mine tæer krummer sig i skoene, hver gang der gjalder en instruktion ud over de 5-6-åriges hoveder.

Det her er en dag, som i mine øjne handler om at børnene bevæger sig, øger deres kropsbevidsthed og samtidig har det sjovt i fællesskab med deres kammerater.Det er ikke fordi jeg ønsker at fornægte eller undertrykke konkurrence-genet eller vindermentaliteten – men det er nu rarere, når den slags kommer fra individet selv, frem for fra forældrene.Det er charmerende, når børnene instinktivt fejrer deres egen præstation, hopper op og ned, gestikulerer glade og high-five’r med deres venner, frem for at de tvinges til at fokusere på forældrenes respons.Pigen i Cilles klasse – hvis forældre begge er mødt op for at skrige af begejstring og råbe af frustration – har et anstrengt ansigtsudtryk og et stift smil. Hun fumler med boldene og famler sig igennem stafetten. Det her er på ingen måde hendes dag.

Jeg fornemmer at staklen er præstationsangst udover det sædvanlige.

Hvorfor mon?Heldigvis er det et fåtal, der står og råber ad deres børn. Langt de fleste lader læreren om at instruere børnene stille og roligt – og så nøjes de med at vinke og sende smil, når et eller andet går godt.

Cille har været nervøs aftenen forinden. Hun ved ikke præcist hvad sportsdag betyder – og hun føler sig usikker på dagens program, for hun har aldrig tidligere deltaget i den slags.

Jeg fornemmer hendes anspændthed og ser hende svæve afsted som en ballerina på tidspunkter, hvor hun rent faktisk burde spurte.

Og jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv – for hvem mon hun ligner på en prik?

Til gengæld er der fuldt fokus og fin præcision, ligeså snart hun kommer i nærheden af en bold – og jeg ser hendes kropssprog forandre sig.

Det er som om hun tøer forsigtigt op og mærker, at det her kan hun faktisk godt.

Og mit moderhjerte brister af stolthed. Hun har overvundet sin usikkerhed og fejrer sine gode skud og kast med sine klassekammerater.

Jeg fanger hendes øjne og sender et stolt fingerkys. Hun griber kysset og vinker glad.

Og jeg lister stille ud med visheden om at hun har overvundet sin egen usikkerhed og at hun nu giver sig hen i legen med sine venner.