Sand, drager og pivedyr

Den sidste dag med Morfar og Conny tilbringes i ørkenområdet Bawadi Al Qudra.Pigerne sover lur, mens vi kører de små 40 minutter derud fra Dubai, og de vågner først, da vi har slået lejr under et træ, og er gået tilbage til bilen for at hente dem. Min Far har aldrig været den store fortaler for ture, der indbefatter ‘noget med sand’. Strand, ørken, legepladser – you name it – sand er bare ikke lige hans element.

Det er grænseoverskridende for ham at mærke sand mellem tæerne, men ørkenen er alligevel tillokkende – fremmed og eksotisk – så han accepterer velvilligt at tilbringe en eftermiddag i den store sandkasse.Cille er til gengæld i sit rette element. Hun elsker at klatre op højt op og kure ned med lommerne fulde af sand.På et tidspunkt opdager hun en rigtig høj top og beslutter sig for at klatre derop.

Jeg sætter stakåndet efter hende.Ligeså snart hun har besteget bjerget, er hun på vej ned igen.Mille agerer velkomstkomité for foden af sandbjerget.

Hun synes at det er svært at klatre i sandet og sætter kun efter Cille, hvis bakken er forholdsvis lav.Resten af tiden holder Mille hof sammen med Conny på tæppet.

Her skifter hun mellem at småpive “Mia likey go home now” og at begrave hænder, fødder og dinosaurer i sandet.Ved fire-tiden foreslår jeg Morfar at tænde et lille bål sammen med pigerne. Ingen ordentlig ørkentur uden bål, vel?

Vi har knastørt birketræ med, og det tager blot et øjeblik, så knitrer bålet og flammerne smyger sig omkring brændestykkerne.Vi synger hjemmedigtede, fjollede lejrbålssange, mens solen langsomt glider ned fra Himlen mod den lysende blå horisont.

Vi fotograferer løs i solnedgangen – der er Kodak-øjeblik efter Kodak-øjeblik.

Jeg bliver aldrig træt af at se på hvordan skyggerne bliver længere i solnedgangen og hvordan ørkenens farver ændrer sig dramatisk.Da klokken nærmer sig seks, begiver vi os retur til bilen, der står parkeret i vejsiden.

Vi vil hjem for at spise middag med Martin, der har tilbragt størstedelen af dagen på kontoret.

Det er dén tid på året, hvor der laves årsregnskab, så regnskabschefen har travlt. Rigtig travlt.Weekenden byder også på en knapt-så-tilfreds Mille, der alternerer mellem at pive som et pivedyr og hvæse som en los hver gang, hun ikke får sin vilje.

Og Cille – som den gode storesøster – benytter sig naturligvis af lejligheden til at drille hende med stort og småt. hvilket forværrer humøret hos den grundfrustrerede 2-års-tumling.

Det er som om de to trunter ikke kan slippe hinanden eller lade hinanden i fred i bare 5 minutter.

De hopper og ruller rundt i kærligt favntag på trampolinen. 2 sekunder senere er latterudbruddet forstummet til fordel for en voldsom diskussion om hvem der er en “smelly nappy baby” eller “hvem der kan runne fastest”.

Nogle gange får jeg en ubændig trang til at vende pigerne ryggen og bare liste ud af krigszonen som en kujon for at lade dem flå jordbærhjelmene af hinanden uden voksen indblanding.

Der er ingen mening med deres galskab.

Medmindre de da er i færd med at øve sig i  smerteligt langvarige forhandlingsteknikker, der kan anvendes på EU- eller FN-niveau?

Jeg bliver så sur og træt, når jeg skal mægle i deres evindelige diskussioner om hvem der er størst, hurtigst eller stærkest.

Det samme gør sig også gældende for Martin.

Ingen af os er indehavere af hverken tålmodighed eller diplomati. Måske er det de højere magters måde at udøve et “stretch” på vores evner i dén retning?Lørdag holder Regnskabschefen fri med sine genstridige døtre og sin vrantne kone.

Heldige ham, må man sige.

Der er Kite Festival på Jumeirah Beach, og vi har aftalt at mødes med venner på stranden.

Jeg går ud til Cille i trampolinen:

“Cille, vi skal afsted snart. Stop med at hoppe, please. Vi skal køre til stranden for at se på drager”.

Cille stopper forbavset op: “Aj, skal vi se dragons for virkelighed, Mum? Tell’er du mig the truth? Kigger de ligesom those dragons that breathe fire”?

Det går op for mig, at ‘drage’ jo betyder 2 ting på dansk.

Og Cille kender tydeligvis kun betydningen ‘ildspyende drage fra eventyr’.Heldigvis får pigen snart øjnene op for den anden betydning af ‘drage’ på dansk.

Der er fuld gang i den på Jumeirah Beach.Jeg er ret vild med de flyvende, sortbrogede malkekøer.Og så er jeg ret vild med de to, der går hånd i hånd i sandet, mens de spejder efter vores venner.Børnene leger glade sammen i sandet og i det (i Dubai’sk forstand) iskolde vinterhav.Der er en skøn udsigt med alle dragerne, der flyver i havbrisen. Efter nogle timer med vandplaskeri og dragekiggeri vender vi næsen hjemad.

Pigerne tager endnu en tur i drille-møllen – eller rettere – Cille driver sin søster til vanvid med sine stikkende bemærkninger og spydige kommentarer.

Køreturen slutter med at Cille bliver sat til at reflektere over, hvorfor hun driller og behandler sin søster så dårligt, når nu Mille ser så meget op til hende og bare gerne vil være sammen med hende.

3. Verdenskrig på Hjemmefronten afvæbnes.

De stridende parter går i tænkeboks.

Cille beslutter at udrede trådene på sin egen måde.

Hun skriver et brev til Mille, hvori hun lægger en lille gave (i dette tilfælde en fin, rød fjer), og så gemmer hun brevet samt Milles yndlingsbamser på stolen, så det kommer som en overraskelse, når Mille sætter sig til bords.Så ender det alligevel godt i den lille, samspilsramte familie. Happy ending. Det ka’ vi li’. For virkelighed.