Åndehul

Lige om lidt lander Morfar og Conny i Sandkassen for første gang. Billedet her er fra England, hvor de var vant til at besøge os.

Men Eksotistan hér er jo noget helt andet.

Jeg fornemmer, at de er spændte, for det er ikke hverdagskost for dem at rejse væk fra Europa.

Og vi er ligeså også spændte – for hvad mon de vil sige til Dubai?

Det er så langt væk fra Vestjylland, som det næsten kan lade sig gøre at komme, og de er ihvertfald garanteret at få sig én på opleveren.

Vi glæder os inderligt over at familie og venner har lyst til at bruge tid og ressourcer på at komme helt herned. For det “forventer” jeg slet ikke på samme måde, som da vi boede i England og svipturen var både billig og nem. Med gæster følger der altid en masse udflugter, middage og oplevelser.

Det er på samme tid helt fantastisk og helt udmattende.

Og selvom jeg forsøger at lægge en dæmper på min instinktive trang til at organisere og planlægge, så konverterer jeg mig alligevel lidt til turguide – uanset om jeg er blevet bedt om det eller ej.

Derfor er denne weekend helliget det lille 4-kløver, for vi trænger alle til at lade batterierne op. Thushara, vores husholderske, er netop trådt ind ad døren fra Sri Lanka, hvor hun har været hjemme for at se til sin 16-årige søn og sine forældre – og for at bygge videre på det hus, som hun er ved at opføre. Det foregår langsomt og i etaper, som hun efterhånden får råd til mursten, tagsten osv.

Det er MEGET dejligt, at hun er tilbage i huset.

Hun har medbragt fine kjoler til pigerne og friske bananer til os fra sin egen baghave. Og hun forærer mig begejstret en hjemme-syrnet yoghurt (gulp!), nogle sprøde, friturestegte sukkersnacks og en eller anden ris-kondenseret-mælke-kombination, som jeg kræsent nipper til.

Jeg er det mest utaknemmelige skarn, når det kommer til desserter fra andre kulturer. Så hellere en chokoladekage. Dén har en succesrate på 100% her i huset! Jeg nyder det her åndehul.

Weekenderne føles helt anderledes, efter at jeg er begyndt at arbejde.

Som hjemmegående flød dagene ofte sammen, men nu oplever jeg, hvordan de her øjeblikke pludselig er dyrebare.

Pludselig er der begrænset tid sammen med Martin og pigerne.

Pludselig betyder det her lidt mere, end det gjorde før.

– Cille og Bob, der er uadskillelige og gør alting sammen.

– Cille, der slikker dejskraberen med dyb koncentration, mens kagen er i ovnen.

– Mille, der klatrer op efter sutter, som det passer hende, uanset at vi siger nej til hende.

– Mille, der er verdens bedste Mor for sine elskede dukker. Jeg opfatter mig selv som mere energisk og effektiv, nu hvor jeg pludselig ikke har al tid i verden til rådighed.