Om Charlie Hebdo og det at leve i et muslimsk land

Familieforøgelse

Martin og jeg anser os for at have været mere end almindeligt heldige i Departementet for Reproduktion.

ReproductionBanner

Heldige i dén forstand, at jeg er blevet gravid præcist da vi ønskede os det.

Begge graviditeter er forløbet planmæssigt, omend jeg bliver tromletyk i kategorien 20 kg + hver gang.

Begge fødsler har været hurtigt overståede og uden komplikationer, selvom jeg føder kæmpebabyer.

Fra højere magter er vi blevet givet 2 sunde og raske børn – og det minder jeg mig selv om, at jeg skal være meget taknemmelig for.

For det er langt fra alle, der nemt og bekvemt kan hoppe direkte fra lagengymnastikken og over i graviditetsbuksen.

Før vi ansøgte om de der forældrejobs i Departementet for Reproduktion, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede mig mere end ét barn.

Jeg er ikke ligefrem den moderlige type. Tværtimod – så holdt jeg rigtig meget af mit job, af golflørdage og rødvinsmiddage, der trak ud i søvnige søndag formiddage med tommetyk Berlinger og mine bare tæer ovenpå Martins.

Tosomhed. Uafbrudt langstrakthed. Tidløshed. Du-og-jeg-boble.

Dén følelse var jeg sindssygt bange for at miste.

Og selvom jeg rent kognitivt vidste, at tosomheden ville være det første, vi mistede (fordi 1+1 som bekendt giver 3) – så gennemgik jeg alligevel en form for sorgperiode efter Cilles fødsel, hvor jeg ønskede mig tilbage til det frie ego-liv, vi levede før hendes ankomst. Hvor man kunne gå ud af døren ved blot at hente ens taske og overtøj. Hvor jeg endnu ikke havde lært at bekymre mig sådan for alvor.

human_reproduction_wide

2 år senere var familielivet blevet så let og herligt, at vi uden at tøve opfandt en yngre søskende til Cille.

Dét blev en chokerende oplevelse for mig.

Ikke graviditeten eller fødslen, som jeg den dag i dag er megastolt af.

Det chokerende var, at jeg ikke modtog en Cille Nr. 2, som jeg i min himmelråbende naivitet havde forventet, da vi skulle have endnu en pige.

Jeg fik Mille. Og der er en grund til at vi ofte kalder hende for Lille My. Hun er verdens mest skruphysteriske og drøncharmerende rødtop – på samme tid.

photo 4-1Jeg elsker hende hele vejen til himlen og retur igen, som jeg også elsker Cille. Men Mille tester os. Hver eneste dag. På alle parametre og hele vejen igennem nervessystemet.

Før jeg opsnappede, at Mille i virkeligheden er Lille My, stod jeg kækt med min nyfødte i armene og proklamerede, at vi da-måske-nok skulle have 3 børn.

For det var jo ikke særlig svært det der med at øve sig, at gøre det for alvor, at blive stor som en hval og at levere en baby til verden.

Virkeligheden ramte mig som en stor, solid skovl.

Mille var urolig. Et velcrobarn, der gav mig arme så lange som en gorillas. Og en ryg så træt som et helt plejehjem.

Og der var ingen ro og fred i vores hus. Jeg spurtede rundt for at aktivere 2-års-tumlingen, der gik hjemme sammen med sin nyfødte søster.

Dén kombination var hård.

For deres behov var så uendeligt forskellige – og jeg følte, at jeg aldrig rigtig slog til over for hverken den ældste eller den yngste.

IMG_5148

Med vores førstefødte mistede jeg sorgløsheden.

Med vores andenfødte mistede jeg tyrkertroen.

Men med vores førstefødte modtog jeg også for altid moderskabet, som er det bedste, gladeste, stærkeste og lykkeligste skab i hele verden. Jeg bliver ved og ved med at finde goder og gaver på alle hylderne.

Med vores andenfødte modtog jeg for altid evnen til at elske mere, højere, voldsommere, større. Hun arbejder med min rummelighed. Hun træner min tålmodighed. Hun hjælper mig til at blive et bedre menneske.

Men kækheden er borte. Spontaniteten er borte. Mine hænderne føles fulde og mit hjerte ligeså.

Departementet for Reproduktion er undervejs med en fyreseddel til Hr. Kaalund og jeg. Det gik ellers lige så godt.

Heldigvis findes der stadig love-making, når nu det er slut med baby-making.

Og derfor er vores familieforøgelse blevet en kat.

Sig hej til Bob!

IMG_5182

IMG_5184

IMG_5186

IMG_5179

IMG_5175

Pigerne er lykkelige for den lille rød-hvide Bob, der matcher dem så fint.

Vi andre er også vilde med ham!

Han er 6 måneder gammel og ualmindeligt kælen, legesyg og småtosset.

Martin har fuldstændig overgivet sig til Bob. De ligger som 2 elskende i sofaen og spinder.

IMG_5173

IMG_5171

Vi er begge vokset op med kæledyr – og den dejlige oplevelse ville vi også gerne give vores piger.

   

Skriv en kommentar

  • Tak Tine for det indlæg. Det var lige hvad jeg havde brug for at læse i dag… Knus og tillykke med Bob. Man bør have en kat 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Maria,
      Velbekomme da 🙂
      Man bør have kat. Du har helt ret.
      Håber alt er vel hos jer 3.
      Knus og mange tanker fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth Weberg

    Rapporterer om nøjagtig samme oplevelse… Vi fik også en kat

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ha! Er det ikke en god løsning, synes du? Vi er ihvertfald megaglade for vores lille, frække Bob-kat 😀
      Mange hilsner & tak for dine roser –
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Me encanta el pequeño pelirrojo Bob! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fantastisk indlæg! Vores nummer to var – og er – den nemmeste i verden. Han er nu 3 år og blev allerede storebror 18 mdr. gammel – sikkert fordi vi godt turde få den 3’er, når det gik så nemt med nummer to 😉 Tre børn er perfekt for os (og vi ventede fire år på vores ældste, så nemt gik det ikke til at starte med), men NU er det også slut 🙂 Men er det ikke fantastisk, som de er så forskellige? Her i huset er alle tre af samme køn, men drenge – og alligevel er der en verden til forskel på dem! Læs gerne med her, hvis du har lyst: http://drengemor.dk/?p=1891

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for rosen, Drengemor – hvor er du sød! Og jeg er næsten helt lettet over at du har haft nogle af de samme oplevelser – selvom vi jo så er endt med hvert vores sæt drenge og piger 🙂
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om Charlie Hebdo og det at leve i et muslimsk land