Jens Jørgen Thorsen

Jeg er i julestemning! Endelig kom den til mig!

Måske er det fordi jeg netop er gået på juleferie?

Der strømmer stille julemusik ud i skolens indgangshall og gennem gangene, der svirrer af morgentrætte elever iført nissehuer og tunge skoletasker. For sidste gang i 2014.

Jeg står på balkonen og ser sådan rigtigt på stedet.

Hvor er de her elever vel nok heldige med deres uddannelsessted.

Hvor er de heldige, at de har alverdens muligheder og faciliteter stillet til deres rådighed.

Og ingen af dem er sig bevidste om det.

Det her er en privatskole.

Det her er Dubai.

Her er overskud og ressourcer på alle hylder. Et virkelighedens slaraffenland.

Her er ingen slidte klassesæt, hvor siderne hænger i laser, som da jeg gik i skole. Her er laptops til alle elever en selvfølgelighed – og den nyeste version af elektroniske boards er naturligvis installeret i alle lokalerne. Og der er hjælpelærere (som mig selv), der står til rådighed i undervisningen for at sikre, at alle kan følge med og får den hjælp, de har behov for.

Men nu er jeg smuttet på ferie. Velfortjent er den vel ikke rigtig, når jeg kun har været igang siden 2. november, men jeg tager imod den med kyshånd alligevel. Hverdagens trumme-rum har for alvor indhentet mig, nu hvor jeg pludselig er udearbejdende igen. Og dén kan man vel altid bruge en pause fra?

Immigranterne vender nemlig snart snuden mod nord. Vi skal bare lige have sagt farvel og på gensyn til vores venner.

Her har jeg for 1. gang i mit liv lavet risengrød fra bunden sammen med Fru F.

Cille spiser pligtskyldigt et par skefulde. Mille nægter kategorisk: “Mia not likey”.

Der er ikke rigtigt den store begejstring at spore hos mine ikke-grød-og-mos-spisende døtre. Så jeg har en baconret i skåneærmet til os, der ikke lige er til det der smattede-ris-med-smørklats-show. I kan muligvis fornemme hvor jeg selv befinder mig i forhold til grød – og lur mig om ikke det er dét, der har smittet af på mine rollinger?

Mere begejstring er der dog at spore, da trioen finder en mandel i grøden hver især – og Hr. F har gavmildt medbragt store Lindt-chokoladejulemænd til dessert. De rider på en sukkerbølge så høj!

Vi bruger også nogle timer på at forberede julegaver.

Det er som om Jens Jørgen Thorsen er genopstanden i form af 2 små trunter, der svinger penslerne i vilkårlige retninger med stor iver og fandenivoldskhed.

Jeg har et pænt oprydningsarbejde med pletter og klatter, som skal tørres af efter endt seance, men hvad gør det, når de 2 kunstmalere samarbejder og koncentrerer sig dybt i næsten 2 timer?

Cille vil gerne forære Mormor nye briller i julegave. Og jeg fortæller hende, at hvor betænksom og nyttig en gave det end er, så skal en optiker jo kigge på Mormors øjne og måle styrke til glassene. Så hun beslutter sig i stedet for at male nye briller til hende.

Mille fortsætter med at gå i Jens Jørgen Thorsens fodspor med lag-på-lag, klatter, pletter og en kombination af kitteltryk, fingre og pensler til at skabe effekt.

Resultatet er blevet ganske godt, når nu den stolte Mor selv skal sige det.

Som rosinen i pølseenden på afskeds-seancerne med danskerkolonien, ønsker vi i dag familien K glædelig jul og god rejse til Danmark. De vender næsen mod det regnfulde nord i morgen, mens vi har 2 dage mere, før det bliver vores tur.